Overset krise i Afrika sætter trist verdensrekord

Den Demokratiske Republik Congo har slået Syrien af banen som det land i verden, hvor flest mennesker er drevet på flugt i deres eget hjemland

I år er omkring 1,5 millioner congolesere flygtet fra deres hjem i et forsøg på at finde sikkerhed et andet sted. På billedet ses en gruppe flygtninge fra DRCongo i en flygtningelejr i Kala, Zambia.
I år er omkring 1,5 millioner congolesere flygtet fra deres hjem i et forsøg på at finde sikkerhed et andet sted. På billedet ses en gruppe flygtninge fra DRCongo i en flygtningelejr i Kala, Zambia. Foto: Svend Åge Lorenz Christensen/ritzau.

En af verdens største humanitære kriser udfolder sig i disse dage i det centralafrikanske land Den Demokratiske Republik Congo. Alene i år er knap 1,5 millioner congolesere flygtet fra deres hjem i et forsøg på at finde sikkerhed et andet sted inden for hjemlandets grænser og dermed undgå de væbnede konflikter, der i stigende grad hærger det store land. Til sammenligning er omkring 577.000 syrere indtil videre blevet internt fordrevet som følge af borgerkrigen i deres land i 2017.

Det viser de seneste tal fra henholdsvis The International Displacement Monitoring Centre (IDMC) og FN’s organisation for koordinering af nødhjælpsindsatser, Ocha.

Dermed er langt flere mennesker drevet på flugt internt i DRCongo i løbet af 2016 og 2017 end i Syrien eller noget andet land i verden.

Congoleserne er hårdt ramt af volden og usikkerheden, som præger landet, lyder det fra leder af hjælpeorganisationen Læger uden Grænsers lokale indsats, Bertrand Perrochet.

”Folk er meget skræmte. Cirka halvdelen af patienterne på vores klinikker får behandling for skudsår, og andre 15 procent for sår efter machete- og knivstik. Derudover har vi patienter, især børn, der har skjult sig længe ude i bushen,og som er fejl- og underernærede og syge af malaria eller diarré, fordi de har drukket beskidt vand og levet under åben himmel,” siger han.

Udviklingen begyndte allerede sidste år, da 922.000 congolesere, knap 100.000 flere end i Syrien, blev drevet på flugt i hjemlandet. Forværringen i år skyldes primært nye uroligheder i Kasai-regionen, et område på størrelse med Italien med omkring 25 millioner indbyggere. Indtil for nyligt var området et af de få områder i DRCongo, hvor der havde været fred i årtier.

Men i august sidste år dræbte regeringsstyrker en populær lokal leder. Drabet antændte en konflikt, som siden er blevet intensiveret af, at den nuværende præsident, Joseph Kabila, har nægtet at træde tilbage, til trods for at hans anden og forfatningsmæssigt sidste embedsperiode sluttede i december sidste år.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er mindst 3300 mennesker blevet dræbt i landet siden oktober sidste år.

Ekspert i DRCongo ved det hollandske African Studies Centre i Leiden, Kris Berwouts, opholder sig i øjeblikket i det krigshærgede land og peger på, at en stor del af forklaringen på den nuværende humanitære krise skal findes i fraværet af en legitim og også dygtig regering.

”Congoleserne er usikre og vrede og spørger sig selv, hvorfor de ikke har fået det bedre, siden Kabila-regeringen kom til i 2006. Folk konkluderer, at det enten er, fordi regeringen ikke magter at forbedre forholdene – eller fordi den ikke vil. Folk her fortæller mig, at det, der er sket i Kasai, også vil kunne ske et hvilket som helst andet sted i landet. Ingen føler sig helt sikre eller trygge,” siger han.

Problemet er, at korruption og vold fortsat i den grad betaler sig for den congolesiske elite, som har fingrene i landets kolossale rigdom af mineraler, vurderer Jan Cappon, der har boet og arbejdet som humanitær koordinator i DRCongo i en årrække indtil 2014.

”Men både regeringen og oppositionen er splittet. Der findes ansvarlige politikere begge steder, men indtil de begynder at stå sammen, vil landet fortsat lide under vold og konflikter, og de nødvendige politiske ændringer vil ikke finde sted,” siger han.

Ifølge Jan Cappon er der brug for internationale sanktioner, der kan forhindrer elitens nuværende frie adgang til indkøb af våben.

”Samtidig bliver det internationale samfund nødt til fortsat at støtte de sparsomme forsøg, der finder sted på at etablere en demokratisk regering,” siger han.