Prøv avisen

På Balkan hænger de døde i gaderne

Muslimske dødsannoncer hænger side om side med opslag, der tilbyder lejligheder til salg og undervisning med garanteret succes i matematik, fysik, engelsk og fransk, langs gågaden i den muslimske og katolske by Mostar i det vestlige Bosnien. -- Foto: Camilla Stubbe Teglbjærg.

På Balkan bliver dødsannoncerne hængt op ved busstoppesteder, på hoveddøre, træer og husmure. Det gør døden mindre tabubelagt i disse lande, mener forskere

Hun ser ned fra sin plads på væggen i læskuret ved busstoppestedet i byen Mitrovica i den nordlige, serbisk-kontrollerede del af Kosovo. Omkring hendes læber anes et smil. Og det mørke hår hænger løst om hendes ansigt. Jelena Zdravkovic på det sorthvide fotografi døde pludselig som 35-årig den 29. november 2008, klokken 17.00. Nu hænger hun på læskuret blandt de andre døde og betragter tavst fra det gulnede papir dem, som passerer forbi.

På Balkan er dødsannoncer ikke kun at finde bagerst i dagens avis. Derimod hænger de sorthvide eller farvebelagte stykker papir, der er lidt mindre end et A4-ark og bærer et portræt af den afdøde, rundt om i byerne og landsbyerne.

Såvel muslimer som katolikker og ortodokse kristne hænger dødsannoncerne op. På lygtepæle, træer og husmure, ved busstoppesteder og markedspladser og på hoveddøren til de afdødes tidligere hjem. De hænger på steder, hvor de afdøde har færdedes. Hvor de har købt ind, boet, arbejdet, gået i skole eller ventet på bussen.

Med disse dødsannoncer blander levende og døde sig med hinanden i bybilledet på Balkan. Det sker i en moderne udgave af en tradition, der for længst er forsvundet i det vestlige Europa, men som lever videre i disse lande. Og som gør døden til en almindelig del af hverdagen frem for noget, der er omgivet af tabu og tavshed, påpeger en af Serbiens førende antropologer, Ivan Colovic, der har forsket i dødsannoncer og grav-inskriptioner.

Traditionen med at hænge dødsannoncer op i gaderne opstod i det vestlige kristne Europa i det 19. århundrede i kølvandet på, at trykkekunsten var blevet et massefænomen. Men i takt med, at dødsannoncerne spredte sig til Balkan, forsvandt de fra det vestlige Europa, bort set fra i Italien, forklarer doktor ved Sofias Universitet Emiliya Karaboeva, der har en ph.d. i fænomenet dødsannoncer på Balkan.

– Forskningen peger på, at der efter Første Verdenskrig opstod en omfattende lede ved døden blandt Europas befolkninger, og adskillige byer begyndte at forbyde dødsannoncer i gaderne for at fjerne døden fra gadebilledet, siger hun og fortsætter.

– Samtidig får døden de samme bi-betydninger, som sex havde i Victoria-tiden. Døden bliver pludselig forbundet med tabu, er noget, man ikke taler om foran børn, men som sker bag lukkede døre. Og det at vise og give udtryk for sorg i forbindelse med død bliver set som skamfuldt. Døden bliver med andre ord gemt væk, og det skete ikke i samme grad på Balkan, siger Emiliya Karaboeva og påpeger, at der netop har eksisteret en lang tradition på Balkan for at vise døden og sorg i forbindelse med død frem gennem sørgesange.

Når dødsannoncerne skal op, er det især familien til den afdøde, som hænger dem op rundt om i lokalmiljøet, men også venner, kolleger og naboer. De bliver sat op inden begravelsen, og nogle steder blandt andet i Serbien, Bosnien og Bulgarien igen efter 40 dage og derefter på årsdagen for dødsfaldet i op til mange år efter, at personen er død. Nogle dødsannoncer hænger kun ganske kort. Andre får lov til at hænge i årevis.

Som dødsannoncerne på læskuret ved busstoppestedet i det serbisk-ortodokse nord-Mitrovica er de ortodokse kristnes typisk skrevet med kyrilliske bogstaver og bærer det ortodokse kors. På katolikkernes ses det kristne eller katolske kors eller andre kristne symboler. Og muslimernes bærer halvmånen og stjernen eller den grønne farve, der symboliserer profeten. Dødsannoncerne kan også bære politiske symboler som den kommunistiske stjerne, der var almindelig i det tidligere Jugoslavien, eller den albanske ørn, som er at finde på dødsannoncer i Kosovo, og som var knyttet til kosovoalbanernes mangeårige kamp for et selvstændigt land.

Ud over disse mindre variationer ligner dødsannoncerne på tværs af religionerne og landene på Balkan ofte til forveksling hinanden, kun med ganske få variationer.

De bekendtgør, hvem der er død, hvornår begravelsen finder sted, og hvem de sørgende er. Af og til er tilføjet enkelte sætninger, som udtrykker savn, sorg og tab, som: "Det gør ondt", "Farvel", "Vi savner dig", "Hun/han har forladt os". De er modelleret over standardiserede vendinger og vers, der ligger klar i en skabelon på det lokale bedemandskontor. Selv de længere, mere følelsesladede sørgeskrifter, som kendetegner dødsannoncerne i specielt Bulgarien, er hentet fra et standardiseret repertoire.

– Improvisation er stort set fraværende. Dødsannoncerne kan ses som standardiserede udtryk for sorg, der følger sociale konventioner og er knyttet til en tradition på Balkan, hvor de efterladte har en forpligtelse til at meddele et dødsfald til lokalsamfundet, siger den serbiske antropolog Ivan Colovic.

Og i og med at døden bliver vist frem og bekendtgjort i stedet for at blive gemt væk, bliver den et socialt anliggende, noget venner, kolleger og naboer tager del i, påpeger Emiliya Kara- boeva. Det gør døden mere socialt acceptabel og giver plads til, at sorgen over at miste én ikke kun er noget, den enkelte bærer, men noget kollektivt.

– Dødsannoncerne bliver et middel, hvorigennem de efterladte får mulighed for at dele deres tab og smerte med andre. Samtidig viser min research, at der også konkret sker det, at når de efterladte går rundt og hænger dødsannoncerne op og støder på alle de andre dødsannoncer, så ser de, at andre mennesker deler den samme skæbne og den samme smerte som dem. Det er en vigtig kilde til lindring, siger hun.

Selvom døden dagligt bliver vist frem, og sorgen delt, er døden ikke nødvendigvis lettere at bære. Masa Leskovac mistede sin far, da han var 55 år. Han døde af en blodprop i hjertet. I dagene efter hans død hængte Masa og hendes bror dødsannoncer op rundt om i kvarteret i Beograd, hvor familien boede, blandt andet på hoveddøren til deres lejlighedskompleks. Det blev til sidst så pinefuldt, at Masa tog dødsannoncen på hoveddøren ned.

– Jeg kunne ikke bære, at han stirrede på mig, der livløst fra døren, hver gang jeg gik ind og ud ad vores bygning. Folk sagde, at jeg ikke skulle have taget den ned. Og det er sikkert rigtigt. Men jeg kunne ikke bære, at forbipasserende skulle læse teksten og tænke, det var tidligt, han døde. For det var det, det var alt for tidligt, siger hun.

Masa ved dog, at når hendes mor engang dør, vil hun og hendes bror igen sætte dødsannoncer op.

Masa Leskovac er ikke den eneste, som har et ambivalent forhold til dødsannoncerne, påpeger Emiliya Karaboeva. På internettet bliver det debatteret, hvorvidt dødsannoncerne i gaderne har et vigtigt formål, eller om de blot er en gammel tradition, som burde forsvinde. Men selv modstandere af dødsannoncerne ender ofte med selv at hænge dem op, når de oplever et dødsfald, siger hun.

– De fleste kan ikke lade være med at sætte dødsannoncer op. De har en særlig betydning. Folk respekterer dem. Meget af det, som ellers bliver hængt op rundt om, bliver overskrevet med graffiti eller revet i stykker. Men dødsannoncerne hænger ofte urørt. Ingen ødelægger dem, siger hun og understreger, at for de forbipasserende er dødsannoncerne en evig påmindelse om, at døden er en almindelig del af livet.

Også selvom annoncerne for de fleste blot er et bagtæppe, de passerer forbi i deres daglige færden uden egentlig at bemærke andet om de døde end deres ansigter.

– Der har altid eksisteret en frygt for døden hernede. Men når man ser døden i øjnene næsten hver dag, og døden på den måde smelter sammen med det hverdagsagtige, tvinger det folk til, om end blot i øjeblikke, at forholde sig til, at vi engang skal dø. Lige meget om vi er rige eller fattige, grimme eller smukke. Vi har alle de samme dødsannoncer, og vi skal alle dø, siger Emiliya Karaboeva.

stubbe@kristeligt-dagblad.dk

Serbisk-ortodokse dødsannoncer ved busstoppested langs hovedgaden i den delte by Mitrovica i det nordlige Kosovo. Hver gang forbipasserende læser dødsannoncerne, beder de for de afdøde og hjælper dem på vej fra denne verden til den næste. -- Foto: Camilla Stubbe Teglbjærg.
Kosovo-albansk dødsannonce med politisk frem for religiøst symbol: Den albanske ørn, som for kosovoalbanerne symboliserer deres mangeårige kamp for et selvstændigt land. Rugova er familienavnet på Kosovos første præsident. -- Foto: Camilla Stubbe Teglbjærg.
Dødsannoncerne bliver klæbet op rundt om i lokalmiljøet på husmure, døre eller på træer som her i den centrale del af Serbiens hovedstad, Beograd. De bliver hængt op på steder, hvor den afdøde har levet sit daglige liv. -- Foto: Camilla Stubbe Teglbjærg.
"Det er med dyb smerte, at vi må meddele til slægtninge og bekendte, at vores elskede mand, far, bedstefar og oldefar døde den 23.04.2009 i sit 82. år". Katolsk dødsannonce i den kroatiske by Hvar meddeler et dødsfald til lokalsamfundet, hvornår begravelsen finder sted, og hvornår man skal møde op for at kondolere. -- Foto: Camilla Stubbe Teglbjærg.