Prøv avisen

På flugt fra Nordkoreas gulag

Shin Dong-hyok er født i en af Nordkoreas mest berygtede koncentrationslejre og flygtede som 23-årig i 2005. Det er stadig en kamp for ham at komme på fode som menneske, for livet i lejren handlede om simpel overlevelse, og menneskelige følelser var bandlyste. Den amerikanske journalist Blaine Harden (th.) har beskrevet Shins liv. Foto: Leif Tuxen.

Da min mor døde, havde jeg ingen følelser, for lejren berøvede os enhver menneskelighed, fortæller den 30-årige Shin Dong-hyok, der som den eneste fange er undsluppet den berygtede nordkoreanske fangelejr Camp 14. I morgen udkommer en bog om hans liv

Den 2. januar 2005 forcerede den 23-årige Shin Dong-hyok det elektriske hegn, der omgiver en af Nordkoreas mest berygtede koncentrationslejre, Camp 14, sammen med den ældre medfange Park. Park blev dræbt af strømmen, men Shin løb videre, mens han mærkede stanken af sin kammerats brændende kød i næseborene. Siden førte held, stædighed og bestikkelse den unge mand over grænsen til Kina og siden til Sydkorea.

LÆS OGSÅ: Flugten fra Camp 14

Shin Dong-hyok blev født i 1982 og voksede op i Nordkoreas mest berygtede arbejdslejr, Camp 14. I disse dage er han i København sammen med den amerikanske journalist Blaine Harden, der har beskrevet Shins liv i den ny bog Flugten fra Camp 14, som udkommer i morgen.

I dag har Shin stadig brændemærker på kroppen efter flugten. Men ellers ligner den fåmælte, jakkeklædte unge mand med designerbriller og et hvidt tandsæt, der efter lejrlivets prøvelser er blevet bygget op af en amerikansk tandlæge, ikke ligefrem en straffefange. Et manglende led på den ene langfinger vidner om en episode i lejren, hvor han fik hugget en del af sin finger af som afstraffelse.

Da jeg flygtede, tænkte jeg bare på at komme væk og ud i friheden, hvor der var mad. Det rørte mig ikke, at min kammerat var væk, siger Shin Dong-hyok, der fortæller ærligt om den psykiske afstumpethed, han selv er blevet opdraget til i lejren.

Shin forklarer, at en af de værste konsekvenser ved at være født og opvokset i lejren var, at han aldrig oplevede følelser for andre mennesker. Det eneste, der talte,var overlevelse og mad. Selv forholdet til hans nærmeste familie var koldt, og bogen fortæller, hvordan han hadede sin egen mor og ikke forsømte nogen lejlighed til at stjæle mad fra hende. Da Shin fandt ud af, at hans mor planlagde en flugt sammen med hans storebror, meldte han flugtplanerne til lejrvagterne med det resultat, at moderen og broderen blev henrettet. En handling, Shin og hans far blev tvunget til at overvære.

Nordkorea har 22 millioner indbyggere og er et af verdens mest lukkede lande. Den sydkoreanske efterretningstjeneste skønner på baggrund af satellitbilleder, at der bor 200.000 mennesker i landets fem forskellige koncentrationslejre. Shin var politisk fange fra den dag, han blev født.

Hans ophold i lejren skyldtes, at to af hans onkler flygtede fra Kim Il-sung, da Nordkorea blev grundlagt efter Anden Verdenskrig. Fordi den nordkoreanske lovgivning straffer tre generationer frem, endte begge hans forældre i lejren.

Ifølge bogen blev hans far og mor ført sammen af fængselsmyndighederne. Det var nemlig et privilegium for de fanger, der arbejdede særlig hårdt, at de kunne gifte sig. Ægtefællerne fik så fem dage sammen, men levede ellers adskilt og så kun hinanden få gange om året. De yngste børn boede sammen med deres mor, men efter deres 11-års fødseldag blev de flyttet til de fælles børnebarakker og mødte kun deres familie en gang om året. De fik en sparsom skolegang, hvor de lærte at læse, lægge tal sammen og trække fra. Efter skoletid arbejdede børnene i minerne eller på marken. I modsætning til nordkoreanske offentlige bygninger, der normalt er plastret til med talrige portrætter af den koreanske leder, havde man i lejren kun ét slogan: Alle skal adlyde reglerne, som var skåret ind i en træplade.

Shins barndom var på alle måder anormal. En af hans første barndomserindringer var overværelsen af en henrettelse. Han kendte ikke til andet og betragtede det som helt normalt, at fanger slår børn og udøver tortur. Han vidste ikke, hvor Kina lå, og havde aldrig hørt om Nordkoreas hovedstad, Pyongyang.

Jeg vidste ikke, at der var noget, der hedder Amerika, og kendte ikke til den omstændighed, at den koreanske halvø er delt i to lande, og at der fandtes et Sydkorea. Jeg mente, det var helt naturligt, at jeg sad i lejren, fordi mine forfædre havde begået en forbrydelse. Jeg syntes aldrig, det var uretfærdigt, fortæller Shin.

Vendepunktet i hans lejrliv blev mødet med to veluddannede, ældre medfanger, der fortalte ham om livet uden for lejren. Især venskabet med Park, der havde været udstationeret i det daværende Østtyskland, ændrede for alvor hans liv.

Samtalerne med den veluddannede mand betød et brud på et livslangt mønster med mistænksomhed og forræderi. Bogen beskriver, hvordan deres forhold på mange måder var et ekko af de bånd og den tillid og beskyttelse, der gjorde, at fanger i nazisternes koncentrationslejre kunne overleve og undgå at miste forstanden.

Han fortalte mig om livet ude i verden, om mad, om Kina. Det var fascinerende. Da jeg først havde hørt om livet udenfor, troede jeg, at jeg skulle blive skør, og jeg havde svært ved at koncentrere mig om at arbejde, fortæller Shin.

I dag bor han i Sydkoreas hovedstad, Seoul, hvor han arbejder for en menneskerettighedsgruppe, der udbreder kendskabet til forholdene i koncentrationslejrene i Nordkorea.

Jeg håber først og fremmest, at bogen vil skabe international opmærksomhed om forholdene i lejrene. Nazisterne koncentrationslejre eksisterede fra 1930erne og frem til 1945. Nordkoreas koncentrationslejre har nu eksisteret i over 60 år. I dag arbejder menneskene til døde i de lejre, uden at det internationale samfund for alvor gør noget, siger Shin, som understreger, at hans egen frigørelse fra livet i lejrene er en lang proces.

Det var ikke frihed og politiske rettigheder, der fik mig til at flygte. Men sulten og lysten til at opleve friheden. I dag har jeg stadig meget at lære som et menneske i den frie verden.

Ifølge journalisten Blaine Harden, der har skrevet bogen om Shin, er der ikke noget, der tyder på, at de rystende forhold i Nordkoreas koncentrationslejre er ved at blive bedre. Han peger på flere gode grunde til, at det bizarre nordkoreanske styre kan fortsætte, selvom diktaturer i både Østeuropa og den arabiske verden er faldet.

Totalitære styrer mister som regel en del af deres berettigelse i befolkningen, når en diktator dør. Det skete for eksempel, da Stalin og Mao døde, og der efterfølgende kom en politisk opblødning. Men det er ikke tilfældet i Nordkorea. Da Kim Jong-il døde i 2011, fulgte hans søn Kim Jong-un efter. Han fortsatte sin fars grusomhed over for befolkningen og forbuddet mod organisering af et egentligt civilsamfund, siger Blaine Harden.

Han udelukker en nordkoreansk pendant til det arabiske forår, fordi der hverken findes civilsamfund eller politiske dissidenter i Nordkorea.

Blaine Harden peger på, at Nordkorea regeres af en lille, skrupelløs elite, der vil gøre alt for at undgå en opblødning af den politiske situation, fordi de selv kan risikere at blive dræbt af deres egne eller blive dømt ved den internationale straffedomstol i Haag.

Kinas strategiske interesser er en anden årsag til, at grusomhederne i Nordkorea kan fortsætte:

Sydkorea har 53 millioner indbyggere og den 13.-største økonomi i verden. Hvis man forestillede sig en genforening mellem Nord- og Sydkorea, ville den koreanske økonomi blive endnu større. Et samlet Korea ville blive en økonomisk magt lige på grænsen til Kina. Samtidig bor der millioner af etniske koreanere i Kina, så derfor har Kina ingen interesse i en genforening, lyder analysen fra Blaine Harden.

Han vurderer, at Kina på længere sigt ønsker, at der etableres et økonomisk system efter kinesisk forbillede i Nordkorea.

Det vil kunne afhjælpe den mangel på fødevarer, som er det mineralrige Nordkoreas mest presserende problem.

Man kan godt forestille sig, at et sådant styre på længere sigt vil afskaffe lejrene, siger Blaine Harden.

Han understreger samtidig, at hverken USA, Japan eller Sydkorea er interesserede i en koreansk genforening.

Mange koreanere ønsker en genforening af historiske og nationalistiske årsager. Men regeringen i Seoul har studeret erfaringerne fra Tyskland, hvor omkostningerne ved genforeningen var enorme. Den billiardregning ønsker de ikke at betale lige nu. Desuden er hverken USA eller Japan voldsomt interesserede i et stærkt Korea, der kan udgøre en militær trussel i Sydøstasien.