Prøv avisen

På flugt til fredens by

Reyhanli-lejren er en af de lejre i omegnen af den tyrkiske by Antakya, der huser de mange syrere, der er flygtet fra kampene lige på den anden side af grænsen. Brian Esbensen. Foto: Brian Esbensen.

I Syrien har det arabiske oprør forvandlet sig til en blodig konflikt, hvor regimet ikke skyer nogen midler for at beholde magten. Mange af dem,der flygter fra bomber og tortur, søger mod de store teltlejre, der ligger lige på den tyrkiske side af grænsen

Grænsen mellem krig og fred kan være hårfin.

Her i området mellem Syrien og Tyrkiet skal det tages helt bogstaveligt. Som hovedby i den tyrkiske provins, der grænser op til det nordvestlige Syrien, er dens officielle navn Antakya. Men de lokale selv kalder den Baris Sehri eller på dansk: fredens by.

LÆS OGSÅ: FN's observatørmission i Syrien er uden bid

Her grundlagdes en af verdens allerførste kristne menigheder af Paulus, og byen er i dag et sandt kludetæppe af forskellige religioner: jøder, katolikker, protestanter, ortodokse, shiamuslimer og sunnimuslimer. Her ligger deres synagoger, kirker og moskéer praktisk talt side om side, men det hører man ikke så meget om, for det hele foregår i fred og fordragelighed deraf navnet.

Ikke langt herfra er situationen en helt anden.

Lige på den anden side af grænsen, i Syrien, kæmper et af verdens mest undertrykkende diktaturer for at overleve.

Ligesom så mange andre steder i regionen havde sy-rerne i foråret 2011 fået nok. De fredelige demonstrationer mod landets magthavere gennem 40 år, Assad-fami-lien, blev imidlertid slået brutalt ned og langsomt, men sikkert har det udviklet sig stadig mere voldeligt og blodigt.

I disse uger udkæmpes der hårde kampe i det nordlige Syrien, og antallet af civile på flugt stiger hver dag. På de værste dage krydser omkring 1000 syrere grænsen i dette område for at finde beskyttelse i de teltlejre, der er skudt op på den tyrkiske side af grænsen.

En af dem er Nadel, som nu bor i Antakya med sin kone og deres nyfødte søn.

Efter at jeg flygtede for otte måneder siden, har min familie haft besøg af regi-mets folk, fortæller han, da Kristeligt Dagblad besøger ham.

Min far på 75 år tog de med og slap ham løs igen med ordene: Vi får fat i din søn; død eller levende.

Nadel har begået en af de alvorligste forbrydelser, man kan begå i et diktatur:

Han har været med til at udbrede sandheden om re-gimets overgreb. Som en del af et netværk, der indsamler dokumentation, blandt an-det i form af primitive videooptagelser, var Nadels opgave at uploade og videreformidle det materiale på internettet.

Da oprøret i begyndelsen af 2011 spredte sig fra det sydligste Syrien til blandt andet Hama og Homs længere mod nord, og regimet forsøgte at stoppe kommunikationen via mobiltelefoner, var han med til at skaffe og distribuere satellittelefoner.

En dag blev jeg stoppet af tre mænd foran mit hjem i Damaskus, som udspurgte mig om aktiviteter på internettet. De vidste ikke noget med sikkerhed, for så var jeg blevet taget med. Men nu var de på sporet, og dagen efter tog jeg flugten over grænsen til Tyrkiet, fortæller Nadel, som helt bevidst holder sig så tæt på Syrien som muligt.

Lige nu har den frie syriske hær, som kæmper mod regimet, slet ikke våben nok, men jeg venter kun på at få en mulighed for at komme ind i Syrien igen og kæmpe videre.

Nadel møder vi første gang uden for en af de flygtningelejre, der ligger i Antakyas opland, lige op ad grænsen til Syrien.

I skrivende stund er der fire lejre i dette område, og en femte, der er væsentligt større, 150 kilometer længere mod nord, åbner i denne uge. Tilsammen giver de ly til omkring 15.000-20.000 syriske flygtninge. Der er næsten selvsagt hverken vand eller varme, men et virvar af tykke sorte ledninger mellem teltene giver dog strøm til teltene.

En anden af disse lejres flygtninge er Hassan Abdallah eller som han præsenterer sig selv, da han inde fra sit telt byder på te:

Velkommen, velkommen, Jeg er doktor Hassan Abdallah el-Sharif.

El-Sharif er professor i psykologi ved et af Syriens større universiteter og var politisk aktiv i et oppositionsparti. Nu er han på flugt og faktisk ikke blot fra regimet, som ellers er slemt nok.

Jeg er også raget uklar med partiet, så derfor sidder jeg her og ikke sammen med flere af de oppositionspolitikere, der ellers er aktive fra Istanbul nu, fortæller Hassan Abdallah, og sender et blik, der skal understrege, at han ikke sådan er til sinds at gå på kompromis.

Det, der var tænkt som en meget midlertidig løsning, er, som konflikten i Syrien kun bliver værre, ved at udvikle sig til et lille eksilsamfund. De hundredvis af hvide telte står så tæt, at afstanden er for kort til at hænge en tørresnor op, så vasketøj i mange farver hænger i stedet på den pigtråd, der omgiver lejren.

Fra et skur, der fungerer som moské, kaldes der til bøn, men det er der nu ikke rigtigt nogen, der tager sig af. Nogle venter på mad ved en af de varebiler, der distribu-erer mad, mens andre blot sidder passivt og bekymrer sig om den nære fremtid. Børnene og dem er der mange af leger i støvet og samles nysgerrigt om de få fremmede, der besøger lejrene. Der grines og grædes, og man samler sig i grupper og viser stolt V-tegn.

Her i området har de syriske flygtninge nok fået del i den fred, som har inspireret beboerne i Antakya så meget, at de har navngivet deres by derefter. Men kampene har nu bredt sig til det nordlige Syrien og byerne lige på den anden side af grænsen, og hvis man stillede sig op på en af de små bjergtoppe, der ligger tæt på flere af lejrene, ville man kunne se den sorte røg fra bomberne og måske endda høre bragene.

De, der har været her længst, ankom, da de første uroligheder brød ud for et år siden. I den ulideligt varme sommer og en efterfølgende råkold vinter har de siddet i uvished i disse telte.

Som tiden går, svinder håbet om og udsigten til en fredelig løsning inden for en overskuelig fremtid. Freden forbliver, som det ser ud lige nu, Antakyas.

Flere personer er af sikkerheds-hensyn anonymiserede i oven-stående artikel.Brian Esbensen er cand.scient.soc. med speciale i udviklingsstudier og internationale politiske forhold, journalist og fagbogsforfatter. Han har tidligere boet og arbejdet i Mellemøsten en årrække.

Antakyas moskéseminar med kristent klokketårn i forgrunden. Foto: Brian Esbensen.
Der er mange børn blandt de syriske flygtninge i lejrene i Tyrkiet. Foto: Brian Esbensen.