På Balkan er flygtninge velkomne - bare de rejser videre

Transitlejrene i Makedonien, Serbien og Kroatien fungerer som effektive rejsebureauer, der forsyner flygtninge med mad, tøj og busbilletter på den videre vej mod Nordeuropa

To børn ankommer til Tabanovce på grænsen mellem Makedonien og Serbien efter at have kørt seks timer i tog gennem Makedonien. 36 procent af de flygtninge, der rejste gennem Makedonien i januar var børn fra Irak, Afghanistan og Syrien.
To børn ankommer til Tabanovce på grænsen mellem Makedonien og Serbien efter at have kørt seks timer i tog gennem Makedonien. 36 procent af de flygtninge, der rejste gennem Makedonien i januar var børn fra Irak, Afghanistan og Syrien. . Foto: Britta Søndergaard.

Jorden er frossen, og der blæser en isnende kold vind over det flade marklandskab med de snedækkede bjerge i baggrunden. Klokken er omkring 12 middag, da toget med godt 700 flygtninge ankommer til transitlejren Tabanovce i Makedonien kun to kilometer fra grænsen til Serbien.

En umage gruppe af børn, kvinder, mænd og et enkelt barn i kørestol forlader toget. Flere kvinder og børn har hyllet sig ind i de grå tæpper, de har fået udleveret af FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR.

20 hjælpeorganisationer er i sving i lejren, og en gruppe frivillige deler madpakker ud til de mange afghanere, syrere og irakere på flugt. På en bænk i et stort telt med varmekanon, der fungerer som ventesal, sidder to pakistanske mænd i 20'erne med et desperat udtryk i øjnene. De fortæller, at det er umuligt at finde arbejde i Pakistan. Derfor vil de til Europa.

Men de slipper ikke igennem politikontrollen på perronen. To makedonske betjente iført masker som beskyttelse mod smitsomme sygdomme lader kun flygtninge fra Syrien, Irak og Afghanistan komme videre. Alle andre nationaliteter skal sendes tilbage til Grækenland.

Transitlejren Tabanovce i Makedonien er sidste station inden Serbien, og et af knudepunkterne på den såkaldte Balkan-rute, hvor flygtninge rejser fra Grækenland via Makedonien, Serbien, Kroatien og Slovenien til Østrig og Tyskland. Udgifterne til transitlejrene er overvejende betalt af EU-midler.

Sidste sommer passerede 10.000 mennesker gennem Tabanovce hver dag. I vintermånederne er antallet reduceret til 2000 flygtninge om dagen. Rundt om perronen ligger en hel by med barakker og telte, der er indrettet som ventesale, mad- og tøjuddeling. Et par kvinder fra toget går ind i en barak udstyret med en dukkeseng og legetøj for at amme.

Men de fleste flygtninge går med det samme videre fra togperronen ud på den to kilometer lange sti, der fører til den serbiske grænse. De har ikke tid til at tale med den gruppe journalister, der besøger lejren denne formiddag. De skal videre, inden grænserne nordpå lukker.

”Jalla, jalla (kom nu - kom nu)”, råber en far på arabisk til sine tre børn på mellem fem og ti år, mens børnene går videre på den isede sti uden at kny.

Transitlejren virker effektiv, og der er sjældent konflikter mellem de mange mennesker. For flygtningene har kun et mål. De vil videre til Nordeuropa.

Jesper Frovin Jensen, der er nødhjælpskoordinator for Unicef i en transitlejr i den makedonske by Gevgelija på grænsen til Grækenland, forklarer, at myndighederne i Makedonien har sat videresendelsen af de mange flygtninge i system.

”Jo mere organiseret modtagelsen af flygtninge er, jo lettere er det også at sende flygtninge videre, og myndighederne ved, at flygtningene ikke vil blive,” siger Jesper Frovin Jensen og henviser til, at endemålet for de fleste er Tyskland og Østrig,

Vinterens kulde har ikke for alvor begrænset antallet af flygtninge. Ifølge den makedonske regerings officielle tal rejste 53.00 flygtninge gennem landet i januar. Heraf var godt 22.000 mænd, 11.500 kvinder, mens godt 19.500 var børn under 18 år.

”Billedet af, at flygtningene for 90 procents vedkommende er enlige mænd, holder ikke. Seks ud af ti er kvinder og børn. Der er både syrere fra den øvre middelklasse og meget fattige afghanere. Nogle er analfabeter og kan ikke læse vores skilte, og vi diskuterer i øjeblikket, hvad vi skal gøre ved det. Omkring halvdelen har kun det tøj, de står og går i,” siger Jesper Frovin Jensen.

Andre nødhjælpsarbejdere ved den serbiske grænse fortæller, at der i øjeblikket er flere kvinder og børn på flugt end tidligere. Deres tese er, at de rejser til Nordeuropa for at blive forenet med deres mænd i stedet for at vente på en familiesammenføring, som de frygter kan trække ud på grund af strammere regler.

To en halv kilometer fra Tabanovce på den anden side af grænsen til Serbien er der igen placeret en lille teltlejr, hvor flygtninge kan få forsyninger. På landevejen et par kilometer fra grænsen står mindst 100 busser parat til at fragte de mange flygtninge videre gennem Serbien til Kroatien. I første omgang bliver flygtningene transporteret til flygtningelejren i byen Presevo.

Også her bliver flygtningene tilbudt mad, tøj og sko og lægehjælp, og de bliver registreret af de serbiske myndigheder. Skilte fortæller, at flygtningene har 72 timer til at nå igennem Serbien. I et af teltene står en stor gruppe afghanske teenagedrenge i kø for at få gratis busbilletter til den videre rejse.

Rejseruten er sat så meget i system, at selv rejsetiderne for flygtningetoget kan søges på internettet.

I et spritnyt mødelokale uden for Presevo møder vi den 39-årige lokalpolitiker Shqiprim Arifi fra områdets albanske minoritet. Den energisk udseende politiker med halvlangt sølvfarvet hår og smart blåstribet skjorte er vokset op i Tyskland, men er nu vendt tilbage og har stiftet et nyt parti Alternativet, der vil gøre op med korruption.

”Vi albanere er gæstfri over for flygtninge, men jeg tror ikke, at flygtningene vil slå sig ned her,” lyder det fra Shqiprim Arifi, der forudser en kæmpe kø af flygtninge og en katastrofal situation på Balkan, hvis Skandinavien, Tyskland og Østrig for alvor begrænser tilstrømningen af asylsøgere.

Samme opfattelse har Milorad Ivanonovic, redaktør for det privatejede ugemagasin Newsweek i Beograd. Han fremhæver, at den kritik af flygtningestrømmen, der præger debatten i Vesteuropa, er helt fraværende i de statslige serbiske medier.

”Det er så åbenbart, at flygtningene ikke ønsker at blive i Serbien. De vil videre, og myndighederne har organiseret flygtningenes transitrute, så de ikke bliver her,” siger Milorad Ivanonovic.

Andre journalister forklarer uden for citat, at Serbien betragter den velorganiserede transitstrøm som en kærkommen mulighed for at forbedre landets blakkede image i EU.

Et par hundrede kilometer fra den serbisk/makedonske grænse ligger den lille provinsby Slavonski Brod i Kroatien. Her er næste stop for flygtningenes rute. Toget med flygtninge kører direkte til den tidligere olieraffineringsfabrik, hvor telte og barakker er spredt ud på et stort område. I en af bygningerne er en snes frivillige ved at pakke madpakker til flygtningene. Også her uddeles mad, tøj og gratis togbilletter. I et telt ridser byens borgmester Hrvoje Andric situationen op:

”Så længe Tyskland og Østrig accepterer at modtage flygtninge, er der ingen grund til at forhindre flygtningene i at rejse, siger borgmesteren.

Han glæder sig samtidig over, at transitlejren har skabt et par hundrede nye arbejdspladser.

Mørket er ved at falde på, da toget mod Slovenien ruller ind på banelegemet foran fabrikken. Forrest i togkøen står en irakisk far med fire små børn. Han fortæller, at han skal til Østrig, hvor hans søster bor. Her vil familien søge asyl.