Prøv avisen
Interview

Forfatter-ægtepar fortæller historien om dem, der valgte krigen frem for flugten

Nina Rasmussen og Hjalte Tin i centrum af Kobane i det nordlige Syrien, 10 måneder efter at de kurdiske styrker fik fordrevet Islamisk Stat fra byen. Krigen har gjort byen grå af aske og beton, fortæller ægteparret, der valgte at rejse ind i Syrien i 2015, da mange af landets egne indbyggere flygtede ud. – Foto fra bogen.

Da flygtningestrømmen ud af Syrien tog fart i 2015, besluttede ægteparret Nina Rasmussen og Hjalte Tin at rejse den modsatte vej. De to danske forfattere og globetrottere ville til den kurdiske del af landet og møde dem, der tog kampen op mod Islamisk Stat og satsede på en fremtid i Syrien

Det er december. Køligt om natten, men om dagen næsten som dansk sommer og i hvert fald varmt nok til at spise morgenmad i den lille gårdhave. Hårdkogte æg, fyldte auberginer, oliven, flødeost, feta i store tern, sesamdrys, vindruemarmelade og yoghurt. Og så selvfølgelig de store flade kurdiske brød, der gør det ud for både ske og gaffel.

Det er december 2015, og mens Nina Rasmussen og Hjalte Tin spiser morgenmad og drikker myntete i Qamishlo i det nordlige Syrien mod grænsen til Tyrkiet, beretter de danske aviser om den cirka en halv million syrere, der er kommet til Europa i de foregående måneder. Det var året, hvor flygtningestrømmen toppede.

Og de to forfattere og globetrottere valgte at rejse mod strømmen for at opsøge de mennesker, der ikke tænkte på at flygte, men blev for at kæmpe for deres områder og øget selvstændighed: kurderne.

”Det er så vigtigt at fokusere på dem, der bliver tilbage, for det er dem, der viser vejen til en løsning af flygtningeproblemet,” siger Hjalte Tin, der sammen med sin hustru Nina Rasmussen netop har udgivet bogen ”Dem der blev” om rejsen til Syriens kurdiske områder.

I bogen skildrer ægteparret deres møde med de mange kurdere, der var med til at bekæmpe Islamisk Stat, og som i kølvandet på deres sejre forsøger at forløse århundreders drøm om kurdisk selvbestemmelse. Mens den syriske præsident, Bashar al-Assad, har været optaget af borgerkrigen, har kurderne givet sig i kast med at opbygge et demokratisk samfund inden for den syriske stats grænser.

Dét, ægteparret kalder ”kurdernes ukendte revolution”. En fredsommelig revolution, som er kurdernes bud på en bedre fremtid for Syriens indbyggere med frihed og ligestilling mellem køn, etniske og religiøse grupper.

Som forfatteren Taha Khalil siger til dem under deres besøg:

”I stedet for at rejse væk, tage til Europa, prøver vi at bygge noget op her, vi må gøre noget. Nogle gange lykkes det ikke, men så har vi æren af forsøget.”

Nina Rasmussen og Hjalte Tin fortæller, hvordan de kurdere, der blev hjemme, da kampene mod Islamisk Stat var på sit højeste, føler sig svigtet af deres landsmænd. Ingen af de tilbageblevne bruger ordet ”flygtninge”. I deres øjne er de udvandrere. De siger, at folk ikke var i livsfare, men at de rejste af bekymring og uvished, fordi de mistede troen på, at de kunne skabe en god fremtid for deres børn og dem selv i Syrien.

”Det er noget, der bliver diskuteret i alle familier. Det har altid været almindeligt at rejse ud, men krigen har fået mange flere til at tage af sted. De tror, at de kan få et bedre liv uden for Syrien. Og det er jo sandt. Der er bedre i Europa. Helt objektivt er situationen usikker i Syrien,” siger Nina Rasmussen.

Nogle anslår, at en tredjedel af indbyggerne i de kurdiske områder er rejst i løbet af krigen. Blandt kurderne i Qamishlo, hvor ægteparret boede i dagevis hos computer- ingeniøren Massoud Mahammad og hans familie, mærkes bitterheden.

Kurderne kontrollerer nu 30 procent af det nordlige Syrien, og i modsætning til oprørerne i den øvrige del af landet mener familien, at der er en klar vision for det fremtidige samfund, som gør det værd at blive. Og nødvendigt at blive.

Massoud Mahammad vil ikke være som dem, der flygter fra revolutionen og lader være med at hjælpe deres land, selvom det kan tage lang tid, måske to-tre år mere, fortæller han i bogen til Nina Rasmussen og Hjalte Tin:

”De får et dårligt navn, folk taler ikke godt om dem, man siger, at de lader deres land i stikken, at de forlader deres martyrer, dem, der har betalt en masse blod for at forsvare vores land. Det er ikke et godt tidspunkt at rejse nu, vores land har stadig brug for os.”

Hjalte Tin erkender, at han er så privilegeret, at han aldrig selv har skullet vælge mellem sin personlige sikkerhed og fællesskabets sikkerhed, men han er også bekymret for konsekvenserne.

”Det er let at opfordre folk til at blive, når man ikke selv sidder i en ruinhob, men helt overordnet har Syrien brug for alle menneskelige ressourcer, og derfor er det et tab, at gode kræfter forsvinder,” siger han.

Det paradoksale er, at det også er krigen, der har gjort det muligt for Syriens kurdere overhovedet at drømme om et andet samfund. Fra at være et ugleset og undertrykt mindretal nederst i den syriske pyramide har kurderne fået omverdenens respekt og bliver betragtet som allieret af stormagten USA.

”Kurderne har fået en plads i verden, de aldrig har haft før. Krigen er et paradoks på mange måder. Den er alt det onde, som krig er, men den er samtidig kurdernes håb om en bedre fremtid. Krigen har væltet spillekortene omkuld, og den gamle verdensorden er forsvundet. Og kurderne har været enormt gode til at udnytte de muligheder, der pludselig kom,” siger Hjalte Tin.

”Islamisk Stat er mange ting. Også en gave til kurderne. Pludselig havde kurderne en fjende tilfælles med Vesten. Det havde de aldrig haft før. Det gav en åbning, hvor de kunne lave deres samfundseksperiment. Før var de ingenting. Man glemmer hurtigt, hvor slemt det var at være kurder.”

Hjalte Tin håber, at Vesten forstår, hvor vigtigt det er at fortsætte den politiske støtte til kurderne, hvis man skal gøre sig håb om at bevare de demokratiske fremskridt i det kurdiske hjørne af Syrien – og dermed også opmuntre syriske flygtninge til at vende hjem.

”Det centrale er sikkerheden. De lande, flygtninge kommer fra, skal være mulige at bo i. De mennesker, der kommer til Europa, løser et individuelt problem – og det har jeg fuldstændig respekt for – men vi løser kun det fælles problem, hvis vi gør Syrien til et land, det er muligt at være i. Og kurderne er de eneste, der har fremlagt en spiselig idé om, hvordan Syrien skal komme til hægterne,” siger han med henvisning til, at kurderne siden 2012 har forsøgt at indføre demokrati og retssikkerhed i deres selvstyreområder.

”Kurderne er en stabiliserende faktor.”