Prøv avisen
Yom Kippur

På forsoningsdagen er jøderne særligt sårbare

Ultraortodokse jøder under Tashlich-bønnen op til helligdagen Yom Kippur. Tashlich er hebraisk for "at kaste bort", og under bønnen smides brødkrummer i vandet for symbolsk at kaste årets synder bort. Arkivfoto. Foto: Amir Cohen/Reuters/Ritzau Scanpix

Højtiden Yom Kippur har en helt central plads i jødedommen. Det er kulminationen på 10 dages forsoning, og en dag, hvor jøder verden over sænker paraderne. Men det er også højtiden, som arabiske naboer i 1973 udnyttede til at angribe Israel. Onsdag blev to personer dræbt nær synagogen i tyske Halle

Onsdag eftermiddag blev to personer skudt og dræbt i nærheden af synagogen i den østtyske by Halle. Drabene skete på den jødiske helligdag yom kippur, hvor op imod 80 troende var samlet inde i synagogen. Og mens det tyske politi dagen igennem holdt oplysninger om skyderierne tæt ind til kroppen, opfordrede tyske top-politikere til kamp mod antisemitisme. Men hvilken betydning har højtiden for jøder verden over?

Før vor tidsregning bestod yom kippur-ritualet i en renselse af templet i Jerusalem. En såkaldt kultisk urenhed skulle fjernes fra jødernes vigtigste helligdom, og det foranstaltede ypperstepræsten én gang om året. Men i år 70 lagde romerne templet i Jerusalem i ruiner, og herefter skiftede ritualet karakter. Nu handlede ”jødernes mest alvorlige højtid” ikke længere om velsignelser, men først og fremmest om frelse. Det fortæller ekspert i jødedom og lektor ved religionsvidenskab på Aarhus Universitet, Marianne Schleicher.

”Der sker en forvandling af ritualet fra at handle om kultisk renselse til i stedet at handle om etisk renselse. Fokus er ikke længere den kultisk urenhed, som intet har med menneskets moral at gøre, men i stedet på den etiske renselse, der handler om, at man skulle bede om soning for de overtrædelser af Toraens bud, som man har begået i årets løb,” fortæller hun.

”Efter templets ødelæggelse hed det sig, at Gud ikke ville lytte til menneskets ønske om forsoning, hvis ikke man først forsøgte at sone sig med de medmennesker, man havde forbrudt sig mod i årets løb. Og det ritual havde jo en fantastisk funktion i de små samfund, hvor man fik renset luften en gang om året.”

Så vidt den historiske baggrund, men hvordan opleves højtiden i dag? Spørger man Anne Boukris, partner i Socialcities2030, rådgiver, leder af Copenhagen Jewish Film Festival og forhenværende direktør på det jødiske museum i Oslo, står helligdagen først og fremmest i åndelighedens tegn:

”I dag indtager yom kippur stadigvæk en meget central plads og funktion for mange jøder verden over. Det er her, man samler årets bekymringer og reflekterer over tiden, der er gået. Hvad kunne jeg have gjort bedre, hvad har ikke fungeret, hvad bør jeg gøre bedre fremover,” fortæller hun.

”Og den kommer kort efter det jødiske nytår, hvor vi jo starter året med at tænke på det gode og det livsbekræftende. Fremskridtet. Vi ser fremad, opad og starter forfra, hvorefter vi lader os forsone på selve yom kippur. Det er en dag, hvor man mentalt får streget de kedelige ting ud og brugt refleksionen i højtiden til at finde frem til, hvad der er vigtigt det kommende år.”

Men med den udstrakte hånd – mod både venner og fjender – kommer også en sænkelse af paraderne. Ingen tilgiver med våben i hånd, og derfor havde de færreste da også forestillet sig, at netop denne helligdag skulle blive dagen, hvor Israel kom under angreb.

Det skete ikke desto mindre i 1973, da de arabiske naboer Egypten og Syrien indledte et overraskelsesangreb mod den jødiske stat.

”Krigen kom jo som en kæmpe overraskelse, fordi angrebet blev sat ind, netop da agtpågivenheden var på sit laveste niveau. De israelske styrker blev taget med bukserne nede, og det var et kæmpe chok for både det israelske militær og den israelske politiske ledelse, hvilket jo også betød, at man kom meget langt bagud i krigens første periode. De egyptiske kampvogne tromlede frem, og man blev tvunget i defensiven, fordi man var enormt sårbar på netop denne dag,” fortæller historiker og forfatter Bent Blüdnikow.

Ifølge Anne Boukris var Yom Kippur-krigen medvirkende til at fjerne en del af uskylden omkring helligdagene.

”Et bagholdsangreb på forsoningsdagen! Selv i krig burde det være umuligt for politikere at udnytte en fastedag til et angreb,” siger hun og tilføjer, at der med de senere års antisemitiske angreb rundt omkring i verden også i dag hersker en bevidsthed om, at man som jøde ikke er sikker, ikke engang på helligdagene:

”Jeg tror ikke, at der er en eneste jøde, der betræder synagogens jord i Krystalgade uden at føle sig en lille smule udsat. På denne dag sænker vi paraderne, men med sådan en begivenhed i Tyskland er det jo også en dag, hvor man tvinges til at reflektere over, hvorvidt man overhovedet tør sænke paraderne. At forsoning og frygt skal forenes på den måde, det er jo paradoksalt. Og uendeligt trist.”

For Bent Blüdnikow er det først og fremmest trist, at sikkerheden – både på helligdage og til hverdag – overhovedet skal være et tema.

”Siden angrebet på synagogen i 2015 har sikkerheden jo været i top. Jeg var i synagogen tirsdag aften, og der var i hvert fald ikke slækket på agtpågivenheden. Men europæiske jøder befinder sig i en meget sårbar situation, og det er da forbandet, at det skal være sådan,” siger han.