Med Frontex på jagt efter menneskesmuglere

EU’s grænseagentur Frontex forsøger ved hjælp af fly og skibe at overvåge og kontrollere EU’s middelhavsgrænse. En særlig opgave er at opspore og pågribe menneskesmuglere

Det islandske skib ”Tyr” har tidligere været en del af Frontex’ operation Triton. Her ses det ud for den sicilianske kyst ved Catania. –
Det islandske skib ”Tyr” har tidligere været en del af Frontex’ operation Triton. Her ses det ud for den sicilianske kyst ved Catania. – Foto: Jacob Ehrbahn/Ritzau Foto

Menneskesmuglerne er sejlet ud fra en havn i Tyrkiet og har nu nået Sicilien. 13 mennesker skynder sig fra borde, og skibet er snart ude på åbent hav igen, på vej væk. Hvad kaptajnen ikke ved er, at hver eneste bevægelse bliver set af et øje fra oven.

Inden længe bliver han indhentet af en båd fra den italienske kystvagt, der anholder ham og hele den ukrainske besætning. På land har politiet i mellemtiden opsamlet flygtningene, der viser sig at være fra Syrien.

Det er en succeshistorie for indsatsen mod menneskesmugling i Middelhavet, og den italienske officer fortæller den med nogen stolthed. Vi er ombord på et af de fly, der bevogter EU’s grænse mod syd. Det er et Dash 8, udlånt fra den islandske kystvagt, med en islandsk besætning på to piloter, to navigatører og en italiensk forbindelsesofficer. Det var deres kamera og fælles indsats, der fangede menneskesmuglerne i marts.

Middelhavet ligger dernede, blåt og blinkende i lyset. Skibene er små pletter på vandet, men de to navigatører har tjek på hver eneste båd. Vi er lettet ved middagstid fra Catania på Sicilien og følger nu kystlinjen op mod Adriaterhavet. På patrulje for Frontex, EU’s agentur for grænse og kystbevogtning.

”De lysende grønne pletter på radaren er de skibe, der selv sender et signal,” forklarer Magnus Örn Einarsson, den ene navigator.

Han og kollegaen Fridrik Höskuldsson sidder foran to store dataskærme og pulte, der fylder godt op i kabinen. De grønne signaler fortæller alt om et fartøj. Blandt andet, hvor det kommer fra, og hvor det skal hen. Et tryk på en knap, og oplysningerne kommer op på skærmen. Men det er de sorte pletter, de to navigatører interesserer sig mest for. Det er de ukendte skibe, de potentielle smuglere.

”Vi zoomer ind på dem og fotograferer dem,” forklarer navigatørerne.

De viser, hvordan de kan gå tæt på et fragtskib eller en kutter, så man kan se alt: navnet og hvad og hvem, der er på dækket.

Hvis der er brug for at flyve en tur mere rundt om skibet, går der en besked på islandsk til cockpittet, og er der mulige migranter på dækket, eller ligger en båd mistænkelig lavt, sender den italienske officer en melding til jorden, så kystvagten kan tage affære.

Frontex lancerede operation Triton i 2014, da italienerne standsede den livreddende aktion Mare Nostrum. Triton dækker EU-grænsen i den vestlige del af Middelhavet og blev fulgt i 2015 af Poseidon Rapid Intervention, der arbejder i den østlige del. Aktionerne hjælper Italien og Grækenland med at håndtere flygtningekrisen. Samtidig blev den militære aktion Sophia indledt med det mål at standse menneskesmuglere. I alt 26 lande deltager i Triton, herunder Danmark.

Florea Ganea er chef for Triton på Sicilien og har ansvaret for de ansatte, fire patruljebåde, to helikoptere og tre fly, som operationen råder over. Den dag, Kristeligt Dagblad besøger hovedkvarteret i Catania, er der travlt.

”Lige nu er der op mod 30 redningsaktioner i gang med i alt omkring 4000 mennesker, der bliver samlet op fra gummibåde,” siger Florea Ganea.

Triton opererer som udgangspunkt kun tæt på EU’s grænse, men når den italienske maritime redningstjeneste MRCC giver Triton besked om at rykke til undsætning, så gør den også det. Sidste år var Frontex ifølge Florea Ganea med til at redde omkring 90.000 mennesker fra druknedøden.

Redningstjenesten MRCC koordinerer alle de redningsaktioner, der næsten konstant foregår i farvandet ud for Libyen. Når tjenesten får et nødopkald, vurderer de ansatte, hvilke både der skal sejle til hjælp.

Triton har ”Siem Pilot”, et norsk fragtskib, liggende tæt på Libyen.

”Vi blev bedt om at komme en gummibåd med 100 mennesker til hjælp, men så kom der flere til, og lige nu har ’Siem Pilot’ omkring 1000 nødstedte ombord, og dét er, hvad de har plads til. Så nu sejler de mod Italien med dem og lægger til i den havn, italienerne giver dem besked om at gå til,” siger Ganea.

I Italien går en vigtig del af Tritons arbejde i gang: De hjælper det italienske politi med at identificere flygtninge og migranter, sortere eventuelle kriminelle eller potentielle terrorister fra og indsamle information.

”For tiden har vi omkring 140 mand i arbejde, og når højsæsonen begynder i maj, er det omkring 600,” siger Florea Ganea.

Triton har hjulpet Italien med at få de såkaldte hot-spots til at fungere. Det er de centre, som flygtninge og migranter skal igennem, inden de bliver fordelt på asylcentre rundt om i hele landet. Der er i alt fire hotspots i Italien, de fleste på Sicilien, og to mere er på vej. Er de fyldte, kan modtagelsen af migranter og flygtninge også foregå andre steder, for eksempel på kajen i Catania, hvor der står lange rækker af hvide telte parat.

Ingen af de bådflygtninge, der kommer til Italien fra Libyen, har nogen form for dokumenter med. Som det første skal de derfor identificeres og have taget fingeraftryk. Og i modsætning til for et par år siden, hvor blandt andre Danmark beskyldte Italien for at lade folk slippe ind i EU uden kontrol, ser det anderledes ud i dag. Florea Ganea er ikke bange for at erklære, at ”alle, hvilket vil sige 100 procent, nu får taget deres fingeraftryk.”

”Og er der personer, som ikke vil afgive fingeraftryk, vækker det med det samme mistanke, for så er der næsten altid tale om kriminelle, for eksempel tunesere, der før er blevet udvist fra Italien, og derfor ved, at deres aftryk er i systemet,” siger han.

Der er også egyptere, som udgiver sig for at være syrere, eller etiopere, der siger, de kommer fra Eritrea, fordi det er de to nationaliteter, der på forhånd kan regne med at få asyl. Dér hjælper Frontex-agenterne med at skille fårene fra bukkene.

”Vi har såkaldte mediators, der for eksempel er eksperter i Eritrea. De spørger de pågældende om dialekten i det område, de hævder at komme fra, eller spørger til, hvordan der ser ud i en bestemt by eller region, og så bliver de afsløret, hvis de taler usandt,” siger Florea Ganea.

En anden vigtig opgave er ”debriefing” af de mennesker, der har krydset Middelhavet.

”Vi taler med dem, der vil tale med os, for at finde ud af, hvilken rute, de har fulgt, hvilke ”safehouses”, de har været i i Libyen, (huse, som menneskesmuglerne holder flygtninge og migranter indespærret i, inden de skal sendes over havet, red.), hvor meget, de har betalt og til hvem, hvordan de er blevet behandlet, og hvor mange andre, de tror, der kan være på vej. Altsammen for at kortlægge smuglerruterne,” siger han.

Lige nu kommer mange flygtninge og migranter til Italien fra vestafrikanske lande som Guinea og Elfenbenskysten,

”Siden februar har vi også set en del fra Bangladesh. De flyver til et arabisk land og tager videre derfra,” siger Ewa Moncure, talsmand for Frontex.

Der opstår hele tiden nye ruter, og de flygtende finder nye veje. Det er også derfor, at Frontex opretholder beredskabet i Grækenland, selvom der i øjeblikket kommer færre til de græske øer. Det kan hurtigt ændre sig.

”Der er så mange scenarier,” som Moncure siger.

”I dag er det Italien, i morgen måske Slovenien. Polen har en meget lang grænse mod Ukraine. Der kan ske noget mange steder,” siger hun.

Ifølge hende var Frontex sidste år med til at få anholdt omkring 1000 menneskesmuglere i hele Europa, men det er svært at få fat på dem, der står bag smuglingen fra Libyen.

”For de tager bare pengene og er meget sjældent selv med i bådene. Men netop fordi der kan være smuglere eller terrorister og andre kriminelle blandt bådflygtningene, er det meget vigtigt at tale med dem, og gøre det på den rigtige måde, uden at de bliver bange, for så kan det være, at de udpeger ham fyren derovre,” forklarer hun.

Ifølge hende var Frontex sidste år med til at udpege fire personer med forbindelser til terrorgrupper. Ofte samler Frontex-folkene information allerede ombord på ”Siam Pilot”. Når de får en gummibåd i kikkerten, forsøger de med det samme at finde ud af, hvem der er styrmand, har mobiltelefonen eller sidder på den sikreste plads. Det kan være smuglerne eller deres medhjælpere.

I luften over Adriaterhavet farer den italienske forbindelsesofficer pludselig op af sin stol og peger noget ud på radarskærmen for sine islandske kolleger.

”Har du den?”, spørger han, og Fridrik Höskuldsson nikker og kalder billedet af et speedbåd frem.

Besætningen er også på udkig efter både, der smugler narko fra Albanien til Syditalien, og i disse dage især efter en bestemt en af slagsen, men en nærmere granskning viser, at det alligevel ikke er den. De får den snart, lader italieneren forstå.

Her over farvandet mellem Brindisi og Albanien er det især narko, de ser efter, længere mod syd er det migranter og flygtninge. Men denne gang er der intet mistænkeligt at spotte, så det islandske Dash vender rundt og lander efter endt patrulje for sidste gang i Catania. Dagen efter skal fly og mandskab hjem til Island igen. På landingspladsen holder der til gengæld en lille portugisisk militærmaskine, der er ved at varme op. Nu tager den over.

”Jeg vil ikke spekulere, men ja, vi forventer, at også det her år bliver et travlt år. Der er næsten kommet dobbelt så mange bådflygtninge i årets første måneder som i samme periode sidste år,” siger Florea Ganea.

Magnus Örn Einarsson er den ene af to navigatører på et islandsk fly, der i et par måneder har været med til at overvåge EU’s grænser i Middelhavet. – Foto: Susanne Utzon.
Magnus Örn Einarsson er den ene af to navigatører på et islandsk fly, der i et par måneder har været med til at overvåge EU’s grænser i Middelhavet. – Foto: Susanne Utzon.