I snart et år har ”Mor Mette” løftet pegefingeren, når danskerne har handlet uhensigtsmæssigt under coronakrisen. Den 11. marts – samme dag, som Mette Frederiksen (S) lod danskerne vide, at nu lukkede landet delvist ned – krævede ”Mutti” Angela Merkel i Tyskland et omgående fokus på, at landets sundhedssystem ikke blev overbebyrdet.
Den moderlige og omsorgsfulde indsats fra den danske statsminister og den tyske forbundkansler fik siden flere udenlandske medier som Forbes og The Guardian til at spekulere i betydningen af regeringschefernes køn under coronakrisen. Succesen med at inddæmme første bølge af smitten herhjemme og syd for grænsen samt Island, Taiwan, Norge, Finland og New Zealand blev sammenlignet med lande som Italien, Frankrig, Brasilien og USA, hvor smittetallene løb løbsk. Alle lande med mandlige ledere, hvor strategien fejlede i fraværet af en ledende moderfigur, konkluderede internationale kommentatorer.
Det var dog fuldstændig præmaturt at sammenligne landene for et år siden, mener Yvonne Due Billing, lektor emerita på sociologisk institut på Københavns Universitet.
”På det tidspunkt kunne alt ændre sig. Man vidste ikke, hvad det var for en virus, eller hvordan den udviklede sig, og de fleste troede, det var overstået inden sommer,” siger hun.
Så hvorfor satte man alligevel to streger under konklusionen om, at kvindelige regeringsledere håndterede coronapandemiens indledende fase bedst?
”Stereotyper,” falder svaret prompte fra Yvonne Due Billing, som har forsket i ledelse og køn i mange år.
”Som samfund tænker vi stadig kønsstereotypt og tror, at vi kan konkludere noget udelukkende på baggrund af køn. I ledelsesforskning er der en tendens til at se kvinder som en stor, homogen gruppe, men i virkeligheden er de lige så forskellige, som mænd er forskellige, også i deres ledelsesstil,” påpeger forskeren og fastlår:
”Man kan ikke reducere ledelse til et spørgsmål om køn.”
Så hvorfor gjorde vi det alligevel?
”Fordi det var nemt. Det er kategorier, vi kender, og det er for besværligt, hvis man skal tage alle mulige andre variabler i betragtning,” siger Yvonne Due Billing og lister bud på variabler op:
”Var det en ø, hvor der ikke kommer nær så mange folk som gennem et fastland? Var det forskellige mutationer? Var det velfærdsstater? Var det steder, hvor man havde veludviklet internet, hvor man kunne arbejde hjemme?”
I dag på kvindernes internationale kampdag kæmper langt de fleste lande – kvindelige ledere eller ej – med følgerne af pandemiens anden bølge og nye nedlukninger. Heriblandt Norge, hvor statsminister Erna Solberg sidste år var et lysende eksempel i debatten om køn i coronahåndteringen, men nu atter har måttet lukke store dele af landet ned.
Køn har da heller ikke haft ret stor betydning for coronakrisens udvikling, mener Lotte Bøgh Andersen, professor på institut for statskundskab på Aarhus Universitet og centerleder af Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse.
Hun peger på det nylige magtskifte i USA, hvor Joe Biden afløste Donald Trump, som et godt eksempel på, hvordan den enkelte leders politiske værdisæt vægter højere end den enkeltes køn.
”Hvis man kigger på USA, så er der ikke nogen tvivl om, at selvom det er fra mand til mand, så er der sket et enormt værdimæssigt skift hos statslederen i USA,” siger Lotte Bøgh Andersen.
Alligevel er hun åben over for, at der kan være områder, hvor køn kan spille en rolle.
”Vi ved, at kønnene gennemsnitligt prioriterer værdier forskelligt. I pandemiens indledende fase prioriterede kvindelige regeringsledere, at sundhedsvæsnet skulle blive ved med at fungere, så man ikke mistede menneskeliv. I første runde betød det ekstremt meget, hvor hurtigt man handlede, fordi sygehusene på det tidspunkt ikke var gearede til det, så det gjorde en stor forskel, om man tøvede i tre dage med tanke på økonomi eller knaldede bommen ned med det samme.”
Lotte Bøgh Andersen påpeger dog, at den gennemsnitlige forskel på landene i praksis er meget lille, og kalder derfor det store fokus på stats- og regeringsledernes køn for ”overdrevet”.