Ikke-muslimer fordømmes i stor stil på sociale medier af saudiarabiske lærde

På internettet udbreder saudiarabiske wahhabister sig til et enormt publikum om alt fra, hvordan muslimske mænd må afstraffe deres hustruer fysisk, til hvornår hellig krig mod vantro er ærefuldt

Mohammad al-Arifi prædiker i en video, der kan findes på videotjenesten YouTube. Han har blandt andet sagt, at det kan ”være en ære for den troende muslim at vie sit liv til hellig krig”.
Mohammad al-Arifi prædiker i en video, der kan findes på videotjenesten YouTube. Han har blandt andet sagt, at det kan ”være en ære for den troende muslim at vie sit liv til hellig krig”. Foto: Screenshot fra YouTube.

Der står gode råd, undervisning og vejledning i kø til muslimer på sociale medier som YouTube, Twitter og Facebook.

En af de mest indflydelsesrige og populære lærde, der i dag deler ud af sin fortolkning af islam, er den 48-årige saudiarabiske lærde Mohammad al-Arifi, der alene på Twitter har 21,5 millioner følgere. Dem vejleder han blandt andet i, hvordan det er tilladt for muslimske ægtemænd at udmåle ”lette fysiske afstraffelser til ulydige hustruer”.

På YouTube har Mohammad al-Arifi også forklaret dem, der vil lytte, at det kan ”være en ære for den troende muslim at vie sit liv til hellig krig” og til ”ønsket om i Allahs navn at udgyde blod, knuse hjerneskaller, skære lemmer af”.

Det er blandt andet den slags yderligtgående budskaber fra saudiarabiske lærde på de sociale medier, der i de senere år har været med til at udbrede wahhabisme – en strengt konservativ fortolkning af islam – i afrikanske lande, vurderer professor i politologi og ekspert i fundamentalistiske islamistiske organisationer i Afrika ved Free State University i Bloemfontein i Sydafrika, Hussein Solomon.

Han peger på det problematiske i, at wahhabister i Saudi-Arabien opfatter deres version af islam som den eneste rigtige.

”Dermed opfatter de også afrikansk islam, der traditionelt har været tolerant og moderat, som u-islamisk. Wahhabisterne argumenterer samtidig for, at arabisk er andre sprog overlegent, fordi Koranen blev åbenbaret på arabisk. I en multietnisk og mangesproget afrikansk virkelighed kan det ikke undgås, at den holdning er med til at skabe konflikter,” siger Hussein Solomon.

Der findes forsvindende få undersøgelser af, hvordan radikale saudiarabiske lærde agerer på de sociale medier.

I 2012 offentliggjorde den uafhængige amerikanske tænketank Defense of Democracies (forsvar for demokratierne) dog resultaterne af en omfattende undersøgelse på området. I undersøgelsen blev 40.000 engelsk- og arabisksprogede indlæg fra de sociale medier kategoriseret og analyseret.

Alle indlæggene var offentliggjort i perioden fra den 1. januar til den 30. juni 2011, og alle indlæggene var enten skrevet af de saudiarabiske lærde selv, eller også omtalte indlæggene de lærde og deres budskaber.

En af undersøgelsens konklusioner var, at hele 75 procent af indlæggene skrevet på arabisk og 50 procent af indlæggene skrevet på engelsk afspejlede ”xenofobiske overbevisninger eller fjendtlighed mod USA, Ves-ten og ikke-muslimske kulturer”.

Ifølge en af forskerne bag undersøgelsen, Jonathan Schanzer, talte resultaterne direkte imod det saudiarabiske styres allerede daværende budskab til det internationale samfund om, at det mellemøstlige land forsøgte at dæmme op for ”wahhabi-inspireret had i den muslimske verden”.

Siden har Saudi-Arabien gentaget budskabet til det internationale samfund, og landets de facto-leder, kronprins Mohammed bin Salman, erklærede sidste år i et interview med den britiske avis The Guardian, at han ønsker, at Saudi-Arabien skal vende tilbage til ”moderat islam”.

Direktør for den uafhængige tænketank The Islamic Renaissance Front i Malaysia, Ahmad Farouk Musa, ser dog endnu ingen håndgribelige tegn på, at Saudi-Arabien skulle være i færd med at dæmme op for de seneste årtiers promovering af wahhabisme i det sydøstasiatiske land.

”De uddeler fulde stipendier til unge malaysiere, så de kan studere i Saudi-Arabien. I hovedstaden har vi Medina International University, der udelukkende er finansieret af Saudi-Arabien, og hvor studerende, som er mistænkt for at have opildnet til jihad, for nylig blev anholdt,” siger han.

Endvidere står Saudi-Arabien bag ”en misvisende” udgave af Koranen, der stadig florerer i stor stil i Malaysia, mener Ahmad Farouk Musa.

”Denne udgave giver malaysiske muslimer indtryk af, at islam er fjendtligt indstillet over for andre religioner, og at muslimer må behandle ikke-muslimer som andenrangsborgere. Men det er forkert,” siger han.