Prøv avisen
Interview

Påsken giver håb til Syriens forfulgte kristne

Ærkebiskop Gregorius ll Laham hilsner syriske kristne før langfredagsmessen.

På trods af krigens brutalitet insisterer Damaskus' tilbageværende kristne på at kunne fejre en glædelig påske. Vi kan ikke længere klare at leve i sorg, siger syrisk biskop

Næste gang er det dig, de går efter. Tanken har uundgåeligt meldt sig hos kristne over hele Syrien den seneste tid, fortæller Jean Kawak, ærkebiskop i den syrisk-ortodokse kirke i hovedstaden Damaskus. Frygten blandt kristne har ulmet, efter at den brutale bevægelse Islamisk Stat i februar satte omfattende angreb ind mod kristne landsbyer i den nordøstlige del af landet. Over 200 assyriske kristne, både kvinder og børn, blev kidnappet under angrebene.

”Historien om forfølgelsen af assyrerne påvirker os alle,” siger han.

Kun ganske få af gidslerne er siden blevet løsladt, og de fanatiske islamisters brutale vane med at henrette deres fanger har vakt bekymring for assyrernes skæbne.

Massebortførelsen lægger sig som en skygge over den i forvejen kritiske situation for kristne i Syrien, hvor borgerkrigen i marts gik ind i sit femte år. Med tiden har ekstreme, islamiske grupper såsom Islamisk Stat vokset sig stadig større, og de udgør i dag en alvorlig trussel mod kristne og andre minoriteter i Syrien.

Det er midt i dette mørke af forfølgelse og krig, at påskens fortælling om Jesu lidelse og sejr over døden kommer til at lyse særlig klart:

”Påsken er en stor hjælp for troende i Syrien. Når man tror på Jesus, ved man, at der venter et andet liv end dette. Vores hjemland er ikke her på jorden, men hos vores himmelske fader. Der venter os noget bedre,” siger Jean Kawak.

Han forklarer, at det håb, der er knyttet til påsken, får en meget konkret betydning, når man står midt i en krise, hvor man bliver angrebet på grund af sin tro:

”Man kan dræbe vores kroppe, men Jesu opstandelse viser os, at døden ikke er slutningen. Vores ånd lever videre hos Gud. Det budskab giver stor trøst for kristne midt i krigen og er blevet gentaget under rigtig mange af vores gudstjenester,” siger ærkebiskoppen.

Og der kan være stærkt brug for et håb at klynge sig til for kristne, der inden krigen udgjorde op mod 10 procent af Syriens befolkning. I dag skønnes over halvdelen af alle kristne at være flygtet fra Syrien. Jean Kawak siger, at så godt som alle tilbageværende går med tanker om, hvornår og hvordan de kan komme væk.

Flugten fra landet er blevet så omfattende, at han en gang om ugen kører i sin bil fra Damaskus til Beirut i Libanon for at besøge den del af sin menighed, der nu bor i nabolandet.

”Man kan ikke klandre dem. Når man lever blandt fanatiske grupper, er man nødt til at forlade stedet for at forsøge at skabe et bedre liv for ens børn,” siger han under et ophold i den libanesiske hovedstad og understreger, at det ikke kun er kristne, der vil væk. Alle i Syrien lider under konflikten.

Traditionelt er påskeugen den vigtigste højtid for de østlige kirker, mens vestlige kirker typisk giver mest opmærksomhed til julen. Men siden krigen brød ud i Syrien, har der ikke været nogen rigtig påskefejring i Damaskus. De liturgiske markeringer i kirkerne har været, som de plejer, men alle de sociale traditioner forbundet med højtiden har været aflyst. I år er det anderledes, siger Jean Kawak:

”Efter fire år med krig er alle trætte. Vi kan ikke klare at leve i sorg så længe, og ønsket om det almindelige liv bliver stadig mere presserende. Livet må finde tilbage på trods af hele situationen. Folk længes inderligt efter at kunne fejre en rigtig påske, se optogene i gaderne og høre musikken.”

Det var en udvikling, man så de første tegn på allerede ved juletid, hvor kristne i den syriske hovedstad for første gang, siden konflikten brød ud, åbenlyst pyntede deres huse og altaner op til højtiden. Sikkerhedssituationen i den indre del af Damaskus, der er kontrolleret af den syriske regering, er bedre end i andre dele af landet. Alligevel tillader den ikke, at påskefejringen kan blive præcis som før konflikten, understreger Jean Kawak.

”Normalt ville man tage på familiebesøg hos hinanden, og unge mødes på restauranter og caféer. Det er stadig svært at sige, hvor meget af det, der kan lade sig gøre nu. Ingen har lyst til at blive ude til langt ud på aftenen. Og hvis der kommer trusler fra militante grupper, og hvis de begynder at sende mortergranater ind over de kristne kvarterer, så stopper det hele,” siger han.

På samme måde tvivler han på, at sikkerhedssituationen er til, at kirken kan genoptage en tradition med at holde åbent hus, hvor man gratulerer hinanden med højtiden.

Selvom de kristne insisterer på, at det stadig skal være muligt at fejre påske, har Jean Kawak svært ved at indgyde sin menighed håb om, at situationen bliver bedre.

”Rigtig mange spørger mig om hjælp til, hvordan man kan rejse til udlandet,” siger han.

Mange siger inden afrejsen, at de ønsker at vende tilbage på et tidspunkt. Men hvor meget han end ville ønske det, tror ærkebiskoppen ikke på, at det kommer til at ske.

”Hvis man først er rejst til Europa eller USA, kommer man ikke tilbage. Efter alt hvad der er sket, ønsker hverken muslimer eller kristne at vende tilbage,” siger han.

Den håbløse situation har fået mange kristne ledere til at advare om, at vi i dag er vidner til, at kristendommen forsvinder fra Mellemøsten; den region, som kristendommen udspringer fra, og som huser nogle af verdens ældste kirkelige samfund. Selvom meget peger i den retning, er det dog for unuanceret at proklamere kristendommens endeligt i Mellemøsten, mener Paul Haido-stian, teolog og leder af det armenske Haigazian Universitet i Libanon.

”Det er rigtigt, at mange kristne forlader Mellemøsten uden tanke om at vende tilbage igen. Og jo længere krisen varer, des mindre bliver chancerne for, at de igen vil bosætte sig her. Men vi kan ikke bare generalisere for hele regionen,” siger han.

Ifølge Paul Haidostian vil der altid være små kristne samfund tilbage i Mellemøsten. Den kristne kultur har været en så stor del af de mellemøstlige samfund, at den ikke bare kan viskes ud.

”Kristendommen som helhed kan vi ikke bare dømme ude her i regionen. Men det vil ikke blive som før. Det er et alvorligt skifte, vi er vidne til i disse tider, og de historiske, vitale kristne samfund i Mellemøsten, som vi har kendt dem, er slut,” vurderer teologen.