Prøv avisen

Pakistan har brug for enorme summer for at holde uroen fra døren

20 millioner mennesker i Pakistan er blevet påvirket af oversvømmelserne. Her uddeles der mad i byen Sukkur. -- Foto: Nadeem KhawerEPA.

Oversvømmelserne i Pakistan har berørt så mange mennesker og ødelagt så mange bygninger og anlæg, at det kan koste op mod 87 milliarder kroner at genopbygge landet. Takket være satellitdata ved man temmelig præcist, hvor store skaderne er

Næsten 90 milliarder kroner. Et svimlende beløb på en halv gang mere den skønnede udgift til genopbygningen af Haiti – og nogenlunde det Pakistan må regne med, at det vil koste at få landet på benene igen. Det vurderer landets ambassadør i Storbritannien, Wajid Shamsul Hasan. Penge, som efter hans mening er nødvendige, hvis landet ikke skal blive væltet over ende af islamiske fundamentalister.

"Det vil tage mindst fem år, og det vil koste mellem 10 og 15 milliarder dollar (57-87 milliarder kroner) at genopbygge Pakistan. Men hvis der sker noget med Pakistan, vil hele regionen blive kastet ud i en balkanisering. Vi kan ikke standse her," siger han til det britiske nyhedsbureau Reuters.

Riskoen for yderligere ustabilitet er reel. Ifølge Instituttet for Bæredygtig Udvikling, SDPI, i Islamabad, er de regioner, der lider mest under oversvømmelserne, også dem, hvor sandsynligheden for oprør er størst. En undersøgelse fra SDPI har tidligere vist, at de 20 distrikter i Pakistan, hvor det er sværest at skaffe mad, samtidig er de distrikter, hvor oprørerne står stærkest. Under den nuværende krise er det også her, at mange af de islamistiske grupper tilbyder nødhjælp.

"Det er mullah-marxist aksen. Det er en klassekonflikt, som bliver udnyttet af mullaher, der siger: 'Hvis du lever i elendighed, er det bedre i det mindste at slå de vantro ihjel'," siger Abid Suleri, leder af instituttet og en af Pakistans førende eksperter i fødevaresikkerhed, til den amerikanske avis New York Times.

Når udgifterne til genopbygning bliver så omfattende, afspejler det blot katastrofens omfang. Ved hjælp af satellitbilleder kan FN og den pakistanske regering danne sig et forholdsvis nøjagtigt overblik over vandets udbredelse, og krydset med tal for, hvor mange mennesker der bor i de berørte egne, kan de regne sig frem til, hvor mange personer der er blevet påvirket af oversvømmelserne. Et tal, der nu er oppe på 20 millioner mennesker.

"Det er naturligvis et tal, der er behæftet med en vis usikkerhed, og det dækker over en bred vifte af skader og ulykker, men når det er sagt, er det faktisk overraskende, hvor præcist man kan vurdere behovet for hjælp ud fra satellitfotos. De er en gave til nødhjælpsarbejdet," siger Jonas Keiding Lindholm, vicedirektør i International Red Barnet, hvor han er ansvarlig for den internationale nødhjælps-indsats.

Han peger samtidig på, at opgørelsen over, hvor mange mennesker der er omfattet af katastrofen, formentlig har størst betydning for de regeringer og befolkninger, der skal vurdere, om de vil støtte hjælpearbejdet. Jo større tal, jo større er tilbøjeligheden til at betragte situationen med alvor. Derimod betyder det mindre for den enkelte nødhjælpsarbejder, om det er en eller 10 millioner mennesker, der er berørt.

"Når du står i mudder til knæene og er drevet af et engagement og ønske om at hjælpe, gør det ikke den store forskel om, der er 10 andre landsbyer med samme problem. Du tænker på de konkrete personer, der er omkring dig," siger Jonas Keiding Lindholm.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk