Da Iqbal Masih fra Pakistan var fire år, blev han solgt til en tæppefabrikant. Familien skulle bruge pengene til at sende hans mor på hospitalet. Det lykkedes ham senere at flygte, og ved et tilfælde endte han hos en pakistansk hjælpeorganisation, der sendte ham i skole. Inden for få år blev drengen talsmand for børneslaver verden over og talte til verdens ledere ved store internationale møder. Han drømte om at blive advokat, så han kunne befri andre børn fra slavearbejde. Men i 1995 blev han myrdet i Pakistan i en alder af blot 12 år.
Iqbal Masihs historie har mere end 20 år på bagen, men i skrivende stund bliver den delt på sociale medier, som havde han stået på podiet og talt i går. En video uden afsender fortæller hans historie i en fire minutter lang film sammensat af klip fra medier og organisationer. Klippene skifter mellem billeder af Iqbal og scener som børnefødder i lænker akkompagneret af følelsesladet baggrundsmusik. Videoen er foreløbig blevet set mere end 2,4 millioner gange og delt næsten 75.000 gange. Og det er kun tal fra én af de sider, der har lagt videoen ud. Men hvad er det, der kan puste liv i en 23 år gammel historie som den om Iqbal Masih?
Lektor og medieforsker ved Roskilde Universitet Mads Kæmsgaard Eberholst forklarer, at platformene ikke er skabt til at skelne mellem nyt og gammelt materiale.
”Alting præsenteres ens på de sociale medier. Uanset om noget skete nu eller for 100 år siden, kan det pludselig få nyt liv. Datoer er irrelevante på platforme, der er så kaotiske som internettet, og man kan jo føle, at noget er nyt, når man ikke selv har hørt om det før. Og det kan være nok til, at man synes, det skal deles,” siger han.
At det så lige er en video om Iqbal Masih, der spredes på internettet i disse dage, kan have noget at gøre med, at den rører ved nogle meget stærke følelser. Det, der får os til at reagere, er det, vi deler mest. Vi kan blive så glade eller forargede, at vi er nødt til at fortælle andre om det, siger Katrine K. Pedersen, der er selvstændig mediekonsulent og har skrevet flere bøger om sociale medier og digital udvikling.
”Det her er en historie, der rammer os, og det er ret svært at slukke, når man først har tændt for den,” siger hun og gør opmærksom på, at internetfirmaer udmærket er klar over, at fortællinger som denne får folk til at klikke og dele.
Videoen har ingen officiel afsender, og det er ikke til at sige præcist, hvorfor den er blevet lavet og delt netop nu. Følger man sporene, kan man se, at enkeltpersoner deler den fra sider, som også distribuerer videoer af leende babyer, nuttede katte og tips som ”Sådan redder du dit ægteskab på 30 sekunder”. Sidernes eneste formål er at skabe nok opmærksomhed til at fastholde folk længe nok til, at annoncører melder sig på banen.
”Sociale medier er lidt som et storcenter,” forklarer Katrine K. Pedersen:
”Der skal ske ting, der kan appellere til kunderne, få os til at blive i centeret og købe flere varer. Man kan sætte det på spidsen og sige, at det handler om markedsføring, når de lægger videoer ud. Der skal være indhold, som vækker nogle hurtige følelser. Vi modtagere har også en tendens til at gå i samlet flok, når der er noget, vi bliver forfærdede og oprevne over, og så får ting luft under vingerne. Det er de strømninger og den energi, som virksomheder tapper af,” siger hun.
Rushy Rashid, journalist og vært på Radio 24syv, er en af dem, der har delt videoen på sin Facebook-profil. For hende handler det om langt mere end et tilfældigt klik. Hun kendte Iqbal Masihs historie i forvejen og har valgt at dele den, blandt andet fordi historier som hans ikke skal glemmes.
”Det er en historie, som virkelig river ens hjerte ud,” siger hun og fortsætter:
”Vi har det med at glemme tragiske skæbner og den betydning, deres liv har haft. Jo flere gange vi kan blive mindet om det, desto mere kan vi måske stoppe op, blive inspireret til at se ud over vores egen næsetip og hjælpe andre. Det er en helt bevidst refleksion og en påmindelse om, at der er nogle derude, der har måttet betale den ultimative pris.”