Prøv avisen
Spørgsmål&svar

Palæstinenserne er vant til udgangsforbud: Nu kan de lære verden noget

Palæstinenserne har lukket Vestbredden af i kampen mod corona. Her er det en palæstinensisk politimand, der kontrollerer biler ved indkørslen til Beit Sahour øst for Betlehem. – Foto: Mustafa Ganeyeh/Reuters/Ritzau Scanpix.

Unge palæstinensere vil danne konsulentfirma og give råd om lockdown og udgangsforbud under den globale coronapandemi. En af dem er George Zeidan

Det Palæstinensiske Selvstyre har handlet hurtigt. Da de syv første palæstinensere blev testet positive for corona i Betlehem, blev byen lukket af i den første martsuge. På resten af Vestbredden er skoler, universiteter og moskéer lukkede, og det er forbudt at bevæge sig mellem de palæstinensiske byer. Antallet af smittede på Vestbredden angives af det palæstinensiske nyhedsbureau Wafa som 86. I Gazastriben er der nu ni registrerede tilfælde, efter at syv torsdag morgen blev testet postitive, som på det lokale karantænecenter alle havde været i kontakt med de første to personer, som tidligere på ugen blevet testet positive, og som var rejst ind i det tæt befolkede eksklave fra Pakistan. Der er stor mangel på test-kits i Gaza, og onsdag var kun 144 ud af en befolkning på over to millioner blevet testet.

Du bor normalt i Jerusalem, men du er nu Betlehem, der er blevet lukket og i denne uge havde 40 coronasmittede. Hvad sker der?

Jeg er i Betlehem, og her har vi allerede været 19 dage under lockdown. Både Det Palæstinensiske Selvstyre og Israel har lukket byen. Vi kan ikke bevæge os, hverken i byen eller uden for den. Det har vist sig at være en effektiv politik, for antallet af smittede vokser meget lidt.

Hvordan klarer det palæstinensiske samfund på Vestbredden og i Gaza coronakrisen?

Folk udviser stor ansvarlighed i denne situation og forstår, hvor vigtigt det er at blive hjemme og kun gå ud, når det er yderst nødvendigt. Det har betydet, at vi indtil nu har coronaen under kontrol. Der er i denne uge blevet opdaget to tilfælde i Gaza, og vi er meget bekymrede for, om det vil komme til et masseudbrud i Gaza, der i forvejen befinder sig i en stor humanitær krise.

Du har givet udtryk for, at du er overrasket over, hvor godt Det Palæstinensiske Selvstyre klarer opgaven. Hvorfor overrasket?

Der er en dyb kløft mellem de unge palæstinensere og selvstyret. Vi unge er underrepræsenteret og har mistet enhver tiltro til, hvordan de styrer landet. Det er trist, men ikke nogen hemmelighed. Så det har været en positiv overraskelse, at de har levet op til opgaven. Foreløbig er de fleste mennesker tilfredse med den måde, selvstyret har tacklet situationen på.

”Vi palæstinensere har erfaring med lockdown”, skriver du i et debatindlæg i avisen Ha’aretz. Hvad betyder det?

Det er langtfra første gang, vi er lockdown her i Betlehem. Det ligner, men er meget anderledes. Under den anden intifada besatte den israelske hær byen og indførte udgangsforbud. Her i Betlehem havde vi hjemmeskole, for det var umuligt at gå ud undtagen få timer om dagen, og der var vi så bange for at gå ud, for soldaterne skød overalt.

Hvad er den vigtigste erfaring, du har fra de år?

Her joker folk nu med, at vi bør takke israelerne for at have lært os at leve under udgangsforbud. Vi kan i en coronatid takke israelerne for, at man kan lukke os inde så hurtigt, for vi har ikke selv kontrol med vores grænser: Vi er omringet af Israels sikkerhedsmur, og vi har ingen lufthavn. Så vi kan let isolere os fra verden.

Du er iværksætter. Kan palæstinensernes erfaring bruges til andet end til jokes?

Vi er i gang med at lave et konsulentfirma og lære verden, hvordan man klarer sig under lockdown. Vi skal blandt andet have eksperter med fra Gaza. Der har de 14 års erfaring med sig i at leve under lockdown.

”Her joker folk nu med, at vi bør takke israelerne for at have lært os at leve under udgangsforbud,” siger George Zeidan. – Foto: privat.