Palæstinenserne tror mere på vold end diplomati

Mens den palæstinensiske præsident har indledt en diplomatisk offensiv mod Israel, har befolkningen mistet troen på værdien af forhandlinger

En maskeret palæstinenser kaster sten efter israelske soldater med en hjemmelavet stenslynge ved en israelsk kontrolpost tæt på indgangen til Ramallah på Vestbredden.
En maskeret palæstinenser kaster sten efter israelske soldater med en hjemmelavet stenslynge ved en israelsk kontrolpost tæt på indgangen til Ramallah på Vestbredden. Foto: Pacific Press.

Det har vakt voldsom israelsk vrede, at den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, de seneste dage har indledt en diplomatisk storoffensiv mod Israel i både FN og ved Den Internationale Straffedomstol.

Men den israelske vrede afspejler sig ikke i en tilsvarende begejstring hos Abbas' egen befolkning. Her er der over de seneste måneder opstået den holdning, at det vil være langt mere effektivt at bytte det politiske skrivebordsarbejde ud med voldelige konfrontationer i kampen mod Israels besættelse.

Ifølge meningsmålinger fra den uafhængige tænketank Palæstinensisk Center for Politik og Research i Ramallah siger to tredjedele af palæstinenserne på Vestbredden, i Østjerusalem og i Gaza, at de er tilhængere af en væbnet modstand mod besættelsen. Andelen af palæstinensere, der mener, at væbnet modstand er den bedste metode, er næsten dobbelt så stor som andelen, der tror på politiske forhandlinger.

Tilslutningen til en voldelig kamp er vokset frem siden krigen mellem Hamas og Israel i sommer. Det siger Khalil Shikaki, direktør for den palæstinensiske tænketank:

”Siden krigen er der sket voldsomme ændringer i palæstinensernes holdning til, hvad der virker i kampen mod Israels besættelse. Villigheden til kompromis er forsvundet. Før krigen var et flertal imod at bruge vold til at løse konflikten. Nu er der i stedet stor opbakning til en ny intifada.”

Khalil Shikaki forklarer, at man har set samme mønster ved de to tidligere krige i Gaza i 2012 og 2008-2009. Her aftog opbakningen til vold dog hurtigt efter krigen. Den seneste meningsmåling i december viser, at troen på væbnet modstand denne gang har bidt sig langt mere fast end efter de forrige krige.

Abbas' diplomatiske offensiv har i lang tid ligget som en trussel fra det palæstinensiske selvstyre mod Israel. I sidste uge blev truslen dog realiseret ved, at palæstinenserne fremlagde en resolution i FN's Sikkerhedsråd, der skulle tidsbegrænse Israels besættelse. Palæstinenserne fik ikke flertal i Sikkerhedsrådet, men Abbas understregede i løbet af weekenden, at de agter at forsøge igen med en ny resolution. Efterfølgende tog palæstinenserne også de indledende skridt til at blive optaget i Den Internationale Straffedomstol i Haag.

Det tager mindst 60 dage, før det står klart, om palæstinenserne får noget ud af deres ansøgning til straffedomstolen. Et positivt udfald kan muligvis påvirke palæstinensernes syn på det diplomatiske arbejde, mener Khalil Shikaki. Men generelt har han svært ved at se, at Abbas skal kunne overbevise palæstinenserne om, at vold ikke er vejen frem.

”Da Abbas kom til magten efter Yasser Arafat, så vi, at han fik ændret holdningen blandt palæstinenserne og skabt en tro på politiske løsninger. Men i dag har palæstinenserne generelt mistet tiltroen til Abbas. Han har stort set intet opnået med politiske forhandlinger i løbet af de seneste 10 år, og få tror på, at han får succes denne gang,” siger han og tilføjer, at hele 79 procent af palæstinenserne nu siger, at de foretrækker Hamas' voldelige tilgang til konflikten.

Det er meget bekymrende resultater, lyder det fra Kobi Michael, seniorforsker ved Instituttet for Nationale Sikkerhedsstudier i Israel.

”Det er både overraskende og svært at forstå, at så stort et flertal efter mere end 100 års væbnet konflikt stadig kan tro på, at voldelig modstand kan løse noget. Det afspejler den generelle mangel på håb, der i øjeblikket præger konflikten,” siger han.

Kobi Michael understreger, at man kan finde samme lave tiltro blandt israelere til, at man kan føre politiske forhandlinger med palæstinenserne i øjeblikket.

(150105) - - RAMALLAH, Jan. 5, 2015 (Xinhua) - - Palestinian President Mahmoud Abbas addresses the opening ceremony of the "Jerusalem in Memory" exhibition in the West Bank city of Ramallah on Jan. 4, 2015. Abbas said the Palestinians will not stop their efforts for the United Nations Security Council actions on Palestinian statehood. (Xinhua/Fadi Arouri) (Photo by Xinhua/Sipa USA)
(150105) - - RAMALLAH, Jan. 5, 2015 (Xinhua) - - Palestinian President Mahmoud Abbas addresses the opening ceremony of the "Jerusalem in Memory" exhibition in the West Bank city of Ramallah on Jan. 4, 2015. Abbas said the Palestinians will not stop their efforts for the United Nations Security Council actions on Palestinian statehood. (Xinhua/Fadi Arouri) (Photo by Xinhua/Sipa USA) Foto: Xinhua/Fadi Arouri/Sipa USA