Palæstinensiske kvinder er en del af inventaret

De palæstinensiske kvinder kæmper mod undertrykkelse fra to sider: fra den israelske besættelsesmagt og fra deres eget mandsdominerede samfund

En palæstinensisk kvinde tjekkes af israelske soldater ved et checkpoint foran landsbyen Beit Omar nær Hebron på Vestbredden.
En palæstinensisk kvinde tjekkes af israelske soldater ved et checkpoint foran landsbyen Beit Omar nær Hebron på Vestbredden. . Foto: Scanpix.

Samar Thawabteh er 25 år og bliver af mange betragtet som en af de sejeste kvinder i de palæstinensiske selvstyre-områder. Hun er uddannet journalist, men blev for to år siden headhuntet til de nationale sikkerhedsstyrker som presseansvarlig og leder af et team, der skal træne kvindelige faldskærmssoldater.

Sammen med en kollega er hun den første palæstinensiske kvinde fra selvstyreområderne, der har gennemført et faldskærmsudspring. Men havde hendes far vendt tommelfingeren nedad, da hun blev spurgt om jobbet, var det hele næppe blevet til noget.

”Min fars mening er meget vigtig for mig. Jeg troede egentlig, at han ville sige nej, da jeg spurgte ham, om det var i orden. Jeg havde lidt forberedt mig på, at det ville løbe ud i sandet, også selvom jeg selvfølgelig ville prøve at overtale ham,” siger hun.

Masser af kvinder henvender sig til hende og fortæller, hvor meget hun inspirerer dem til at forfølge deres egne mål, og selv er hun også rigtig stolt over at have opnået det, hun har. Men hun indrømmer også, at havde hendes far ikke støttet hende, var det ikke gået.

”Min far er mit forbillede, og jeg vil ikke gå imod hans ønsker,” siger Samar Thawabteh.

Nu styrker det hende at vide, at hun har sin fars støtte, når hun i det daglige må slås med fordommene på sin udpræget mandsdominerede arbejdsplads. Mens halvdelen af kollegerne, især de yngre, synes, at det er alletiders, at sikkerhedsstyrkerne tager kvinder ind, er der en anden halvdel, som absolut ikke kan affinde sig med det. De mest kritiske nægter at hilse på hende. Indtil videre har hun ikke oplevet fysisk chikane, men hun ved fra kvindelige kolleger, at det sker.

”Vi har lavet undersøgelser, der viser, at der er hyppige tilfælde af overgreb. Seksuelle, voldelige og verbale. Problemet er, at mange kvinder tøver med at henvende sig med det,” siger hun.

Vold er generelt et af de hyppigste problemer, kvinderne møder i det palæstinensiske samfund. Ifølge det palæstinensiske statistiske bureau, PCBS, har omkring 37 procent af alle gifte kvinder været udsat for vold i hjemmet - forholdsvis flere i Gaza end på Vestbredden.

Og ifølge det palæstinensiske akademiske selskab for internationale studier, Passia, er volden øget de senere år på grund af mændenes stigende frustrationer over Israels besættelse af de palæstinensiske områder. Samme konklusion kommer kvindeorganisationen WATC til i sine studier.

Samar Thawabteh er den første kvinde i de palæstinensiske selvstyreområder, der har gennemført et faldskærms-udspring, og hun er ansat i de nationale sikkerhedsstyrker. Men havde hendes far ikke accepteret begge dele, havde hun næppe været det ikon for kvinde-frigørelse, hun bliver set som i dag. Samars store forbillede er Yasser Arafat, hvis billede hun altid bærer som et emblem på uniformen.
Samar Thawabteh er den første kvinde i de palæstinensiske selvstyreområder, der har gennemført et faldskærms-udspring, og hun er ansat i de nationale sikkerhedsstyrker. Men havde hendes far ikke accepteret begge dele, havde hun næppe været det ikon for kvinde-frigørelse, hun bliver set som i dag. Samars store forbillede er Yasser Arafat, hvis billede hun altid bærer som et emblem på uniformen. Foto: Ulla Poulsen

”Vi kan se, at når oprøret mod Israel tager til, falder volden i hjemmet. Og omvendt. Volden er en direkte følge af besættelsen. Når økonomien er dårlig, og mændene oplever en masse ydre pres, går det ud over kvinderne,” siger Lubna Ashgar, talskvinde for WATC.

I det hele taget må de palæstinensiske kvinder bære et dobbelt åg: den israelske besættelse og undertrykkelsen fra deres eget konservative samfund.

En række rapporter fra palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer har dokumenteret, at besættelsen går særligt hårdt ud over kvinderne. Især når det gælder ødelæggelsen af boliger, chikane ved kontrolposter, som blandt andet har tvunget masser af kvinder til at føde på stedet, og problemerne med at forsørge familien, når ægtemanden bliver arresteret eller slået ihjel.

Dertil kommer hele den klassiske diskriminering fra et mandsdomineret samfund.

”Her er det mændene, der bestemmer over familien. Kvinderne er en del af inventaret,” siger Lubna Ashgar.

Hun peger på, at besættelsen forstærker undertrykkelsen, fordi det er vanskeligt at føre kvindekamp i en region, der er besat.

”Spørgsmålet om den nationale kamp overskygger altid alt andet. Mange kvinder bliver bebrejdet, hvis de tager kvindeundertrykkelsen op på et tidspunkt, hvor der er vigtigere sager at slås for. Og det kan også være svært at overbevise kvinderne selv om, at ligestilling er vigtig i en situation, hvor de mister deres børn og mænd. Så vi ender ofte med at udskyde kvindespørgsmålet af hensyn til den 'store sag',” siger hun.

Derfor ender kvinderne paradoksalt nok med at være jævnbyrdige med mændene, når det gælder kampen for palæstinensisk selvstændighed - de må gerne deltage i oprørene - men underkastet mændene på hjemmefronten.

”Mange kvinder tager store beslutninger i den politiske kamp uden for hjemmet, men når de kommer hjem, er de først og fremmest husmødre, og manden er boss,” siger Lubna Ashgar.

Det palæstinensiske akademiske selskab for internationale studier, Passia, skriver i en rapport fra august 2015 om de palæstinensiske kvinders situation, at kvindernes indflydelse på beslutningerne stadig er lille og behovet for kvindefrigørelse stor. Kvinderne har langt fra samme juridiske rettigheder som mændene og nyder ikke samme beskyttelse. De er derimod konfronteret med en række forhindringer, skabt af en patriarkalsk samfundsstruktur, traditionelle sociale normer og en skæv kønsrollefordeling.