Prøv avisen

Palæstinensiske mødre tør ikke vise sorg over dræbte børn

Palæstinensiske kvinder leverer det, der bliver forventet af dem i situationen: De viser styrke over for fjenden Israel, som for enhver pris ikke må tro, at det er muligt at tvinge palæstinenserne i knæ. Heller ikke ved at græde over et mistet barn. Her en kvindelig palæstinensisk oprører, der deltager i kampene nær den israelske bosættelse Bet El. Foto: Shadi Hatem/APA

Det slår benene væk under de fleste familier at miste et barn, og det gør det også i de besatte områder på Vestbredden og Gaza. Men sorg betragtes som et svaghedstegn, og mødrene forventes at være stolte over, at deres børn bliver martyrer

Det er et almindeligt syn, at palæstinensiske mødre hylder deres dræbte børn for deres heltemodige kamp mod Israel, så længe tv-kameraerne ruller, og naboerne står tæt omkring dem.

Men de trodsige ansigter og kommentarer er for de flestes vedkommende blot et skalkeskjul for dyb sorg og afmagt.

Kvinderne leverer det, der bliver forventet af dem i situationen: De viser styrke over for fjenden Israel, som for enhver pris ikke må tro, at det er muligt at tvinge palæstinenserne i knæ. Heller ikke ved at græde over et mistet barn.

”Det er en kultur, der har udviklet sig. At man skal vise styrke over for Israel. Men det er kun en udvendig styrke. Når journalisterne er taget hjem, er de stadig mødre, der er fortvivlede over et dræbt barn,” siger Khuloud Assaf, chefredaktør på det officielle palæstinensiske nyhedsbureau Wafa, der har bragt en række artikler om mødrenes reaktioner.

Khuloud Assaf er selv mor til fire børn og bliver provokeret, når hun støder på idéen om, at de palæstinensiske mødre føder og opdrager deres børn til at kaste med sten og glæder sig, hvis de dør som martyrer.

”Vi må undertiden bøje hovedet for skæbnen, men mødre ønsker levende børn,” siger hun.

Khuloud Assaf peger på, at sammen med kravet om styrke over for omgivelserne og ikke mindst Israel er familien også i en form for choktilstand i de første dage efter et dødsfald. Derfor griber den også ud efter den trøst, der kan ligge i martyriet.

”Familierne forsøger at give døden en mening,” siger hun.

Kvindeorganisationen Womens Affairs Technical Committee, WATC, der blev grundlagt af de kvinder, der var med til at forhandle Oslo-aftalen (den aftale, der danner rammen om fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne), har fulgt en række af de familier, der har mistet familiemedlemmer.

WATC's undersøgelser viser, at mange kvinder udvikler alvorlige depressioner.

”Det er hårdt for kvinderne, at der er dette sociale krav om at vise styrke udadtil. Den mindste svaghed vil blive udlagt som en indrømmelse til israelerne,” siger Lubna Ashgar, talskvinde for WATC.

Men det er urimelige krav at stille til kvinderne, mener 25-årige Reem Qadan, adjunkt i engelsk ved universitetet i Nablus og stadig hverken gift eller mor.

Selvom hun er feminist om en hals og mener, at kvinder kan klare samme udfordringer som mænd, ser hun ikke sorg og fortvivlelse som feminine svaghedstegn.

”Det er naturstridigt og umenneskeligt ikke at sørge over dræbte familiemedlemmer. Jeg er så træt af, at jeg er nødt til at være stærk, fordi jeg er en palæstinensisk kvinde. Uanset hvor frygtelige ting, der sker, skal vi vise styrke. Men det bør være tilladt at blive berørt, når liv går tabt,” siger Reem Qadan.