”Det er 2022, og coronavirussen er endelig blevet besejret. Efter et forfærdeligt halvandet år med nedlukninger og nye udbrud kan livet endelig begynde at vende tilbage til normalen.”
Således indledte The New York Times en artikel fra juli 2020. Historien var et forsøg på at forudsige, hvordan pandemien på sigt ville forandre vores verden, og længere nede i teksten tog skribenten alle de forbehold, som er nødvendige for den slags krystalkuglekig.
Alligevel illustrerer den amerikanske avis’ artikel ganske godt, hvor svært det er spå om selv den nære fremtid i coronakrisens tid. En pointe, Mikkel Vedby Rasmussen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet og forfatter til bogen ”Krisesamfundet”, er fuldstændig enig i.
”Jeg er ganske overbevist om, at vi stadig har til gode at se de egentlige geopolitiske konsekvenser af pandemien,” siger han.
Mikkel Vedby Rasmussen nævner lukkede grænser, manglen på vacciner i særligt Afrika, politisk destabilisering og økonomisk uforudsigelighed i coronakrisens fodspor.
”De store, globale dagsordener i 2022 vil i høj grad være afhængige af, hvordan pandemien udvikler sig. Og præcist hvor omfattende det bliver, tror jeg endnu ikke, vi er i stand til at begribe,” siger han.
Også Sten Rynning, professor i international politik ved Syddansk Universitet, peger på pandemien som det uundgåelige bagtæppe, når han bliver bedt om at spå om det kommende års globale overskrifter.
”Meta-trenden, som kommer til at definere 2022, er, at de udviklinger, vi før tog for givet, nu vil blive politiseret. Penge, der bevæger sig, mennesker, der bevæger sig, arbejdskraft, der bevæger sig, og – ikke mindst – virus, der bevæger sig. Det var forhold, vi indtil for nylig betragtede som naturlige konsekvenser af globaliseringen. Men nu begynder vi at stille spørgsmålet: Er den her udvikling nogens skyld? Er der nogen, der forsøger at vinde på situationen? Og skal vi derfor sætte nogle hegnspæle op?”, siger han.
”Og det vil jo uundgåeligt blive koblet til den store geopolitiske dagsorden, som er autokrati mod demokrati – og mere specifikt Kina mod USA.”
På netmediet Project Syndicate peger både økonomiprofessor ved MIT Daron Acemoglu og Jorge G. Castaneda, professor ved New York University, i samme retning.
”Spændingerne mellem USA og Kina kommer til at vokse,” skriver Castaneda, og kilderne til konflikt er ifølge de to kommentatorer mange:
Klima, coronakrise, spillet om Taiwan og undertrykkelse internt i Kina.
”Rivaliseringen vil udspille sig i alt fra handel over tech-regulering og vacciner til rumstationer,” konkluderer også Tom Standage, redaktør hos magasinet The Economist.
Men ifølge Mikkel Vedby Rasmussen bliver det en stormagtsrivalisering med et Kina, der er mere svækket end længe.
”Kinas prestige og placering i verdenssamfundet har lidt et alvorligt knæk med pandemien, og jeg tror godt, kineserne selv er klar over, at det her er et større nederlag, end man måske lige skulle forvente,” siger professoren.
”Og det betyder samtidig, at fortællingen om, at der findes et autoritært og teknokratisk quick fix på fremtidens udfordringer, er blevet svækket gevaldigt med pandemien og Kinas nedtur.”
En region, hvor snuptagsløsninger heller ikke synes i horisonten, er Mellemøsten. For selvom fokus i disse uger er på Ruslands Vladimir Putin og risikoen for krig i Ukraine, må vi ikke glemme en anden af tidens konflikter, som kan få massive konsekvenser globalt: forholdet mellem det shia-muslimske Iran og landets sunni-muslimske naboer.
”Dette er året, hvor forsøget på at genoplive atom-aftalen med Iran enten vil lykkes eller kollapse. Uanset hvad vil det have enorme konsekvenser for Mellemøsten. Et plausibelt scenarie er, at Israel vil gøre alvor af sine trusler om at angribe iranske atomfaciliteter, hvilket potentielt kan udløse en større konflikt og trække USA ind i regionen,” skriver Fawaz Gerges, professor i internationale relationer ved London School of Economics, på Project Syndicate.
Og den vurdering er Sten Rynning fra Syddansk Universitet enig i.
”Det interessante er, at Israel-Palæstina-konflikten er ved at miste sin potens, mens den nye, store konflikt netop er Iran mod de arabiske naboer. Den konfliktlinje skal vi holde rigtig godt øje med, simpelthen fordi den i sidste ende kan føre til oprustning i regionen – inklusive et nukleart kapløb,” siger han.
”Europa er jo meget engageret i at forsøge at lægge låg på Iran, men vi må ikke glemme den anden side. Hvis Iran nærmer sig stadiet lige før atomvåben, så vil Golf-staterne også forsøge at ruste op. Og det kan få en række afledte effekter såsom terrorisme, oprørsbevægelser og i sidste ende i konflikter a la dem, vi har set i Syrien og Libyen. Og det, ved vi jo, betyder flygtningestrømme i retning af Europa.”