Overblik: Sådan har pandemien efterladt sine aftryk gennem Europa

Et år efter at coronakrisen ramte det europæiske kontinent, er flere nationer fortsat tvunget i knæ. Fra land til land har man håndteret krisen forskelligt, og indtil videre er 2021 skudt i gang med udsigt til både omfattende vaccinationsprogrammer og nye virusmutationer. Kristeligt Dagblad samler op på udviklingen

Coronapandemien har sat dybe spor i hele Europa. Kristeligt Dagblad giver her en status for 10 udvalgte lande.
Coronapandemien har sat dybe spor i hele Europa. Kristeligt Dagblad giver her en status for 10 udvalgte lande. . Foto: Eric Gaillard/Reuters/Ritzau Scanpix og Mati Flo/Unsplash.

Irland

De irske pubber har lukket ned under pandemien - her i Dublin.
De irske pubber har lukket ned under pandemien - her i Dublin. Foto: Clodagh Kilcoyne/Reuters/Ritzau Scanpix

Antal vaccinerede pr. 100 indbyggere: 2,5

Samlet antal smittede: 181.922

Døde pr. 1 million indbyggere: 567​​​​​​​

Det var en kedelig rekord, da Irland den første uge af 2021 målte 1323 nye tilfælde per en million indbyggere og dermed havde en højere infektionsrate end noget andet land den pågældende uge. Det gik ellers lige så godt, efter at Irland som det første EU-land genindførte en seks uger lang nedlukning af samfundet i oktober sidste år og derefter oplevede nogle af de laveste smittetal i Europa.

Af mulige forklaringer på den dramatiske udvikling peger regeringen på socialt samvær i juletiden, brud på afstandsrestriktioner ved begravelser og udbredelsen af den britiske variant af virussen, som fra den 4. til den 10. januar udgjorde 40 procent af alle positive tests.

Spanien

Spanske lysdekorationer kan flytte blikket fra de blå masker.
Spanske lysdekorationer kan flytte blikket fra de blå masker. Foto: Nacho Doce/Reuters/Ritzau Scanpix

Antal vaccinerede pr. 100 indbyggere: 2,36

Samlet antal smittede: 2.560.587

Døde pr. 1 million indbyggere: 1177

I foråret 2020 var Spanien blandt de hårdest ramte, og blev det andet land i verden til at overgå Kina i antal coronadødsfald i slutningen af marts. Den 15. januar i år nåede antallet af smittede igen nye højder med 40.197 nye tilfælde på én dag. 43 procent af Spaniens intensivafdelinger er optaget af covid-19-patienter, og personalet advarer om et sundhedsvæsen, der er på randen af et sammenbrud.

Trods forsinkelse på vacciner holder regeringen fast i målsætningen om, at 70 procent af befolkningen er vaccineret til sommer. Flere målinger har vist en udbredt vaccineskepsis i Spanien, som har et register over vaccinenægtere.

Tjekkiet

Mennesker bærer masker, mens de krydser Karlsbroen i Prag.
Mennesker bærer masker, mens de krydser Karlsbroen i Prag. Foto: David W Cerny/Reuters/Ritzau Scanpix

Antal vaccinerede pr. 100 indbyggere: 1,4

Samlet antal smittede: 924.847

Døde pr. 1 million indbyggere: 1411

I slutningen af 2020 overgik Tjekkiet til ”alarmniveau fem”, hvilket blandt betyder, at tjekkerne kun må forlade hjemmet om dagen, hvis de eksempelvis skal arbejde, handle eller til lægen. Desuden må de kun samles to personer. Med 17.773 nye tilfælde den 7. januar måltes det højeste antal smittede siden pandemiens start. Allerede i efteråret var tallene stigende, efter at mange restriktioner blev fjernet før sommeren.

”Jeg lod mig rive med,” sagde premierminister Andrej Babis i en tv-tale, efter at Tjekkiet havde vist sig at være et af de hårdest ramte lande i EU. I begyndelsen af januar slog landets største krematorium alarm, da nye kister blev leveret med minutters mellemrum.

Rusland

Mobile testcentre rykker ud nær Moskvas Internationale Forretningskvarter i Rusland.
Mobile testcentre rykker ud nær Moskvas Internationale Forretningskvarter i Rusland. Foto: Evgenia Novozhenina/Reuters/Ritzau Scanpix

Antal vaccinerede pr. 100 indbyggere: 0,7

Samlet antal smittede: 3.677.352

Døde pr. 1 million indbyggere: 469

Allerede i januar sidste år lukkede Rusland grænsen mod Kina og kom godt fra start med færre smittetilfælde end landets vesteuropæiske naboer. Smitten tog dog hurtigt fart, og fra marts til juni beordredes alle borgere i hovedstaden Moskva inden døre. Længe var dødsraten lav, men ved årsskiftet bragte en ny opgørelse Rusland op på en tredjeplads over verdens lande målt på dødsfald i alt med 186.000 døde.

En slingrende politisk håndtering af coronakrisen har udstillet et udsultet sundhedsvæsen og fået præsident Vladimir Putins popularitet til at dale drastisk. Som et af de første lande indledte Rusland i begyndelsen af december massevaccination med dets egen vaccine, Sputnik V, som dog mødte kritik for at mangle afprøvning.

Danmark

Strøget i København ligger øde hen.
Strøget i København ligger øde hen. Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Antal vaccinerede pr. 100 indbyggere: 3,21

Samlet antal smittede: 193.038

Døde pr. 1 million indbyggere: 334

Først til at lukke. Først til at genåbne. Da statsminister Mette Frederiksen (S) den 11. marts 2020 lukkede skoler og dagtilbud, bad danskerne arbejde hjemme og opfordrede til mindre socialt samvær, var det som et af de første lande i verden. Måske derfor var Danmark også blandt de første til at genåbne i midten af april. Mens den konsekvente nedlukning var en succeshistorie verden over, blev Danmarks håndtering af coro-namutation i mink det modsatte, ligesom den anden nedlukning i december kom senere end de fleste nabolandes. I januar fik Danmark igen positiv omtale, da det som første EU-land havde vaccineret to procent af indbyggerne.

Italien

Italienske seværdigheder som Colosseum er lukket ned under pandemien.
Italienske seværdigheder som Colosseum er lukket ned under pandemien. Foto: Guglielmo Mangiapane/Reuters/Ritzau Scanpix

Antal vaccinerede pr. 100 indbyggere: 2,12

Samlet antal smittede: 2.428.221

Døde pr. 1 million indbyggere: 1394

Billederne af militærkøretøjer, som i ly af natten fragtede døde kroppe ud af norditalienske Bergamo, brændte sig i marts ind i den europæiske bevidsthed. Nu havde virussen fra Wuhan konsekvenser i hjertet af Europa. Italien har fra starten været blandt de hårdest ramte lande, men da politikerne den 10. marts 2020 lukkede landet ned, fandt mange indbyggere håb i en helt ny disciplin: fællessang fra altaner.

Lyspunkterne i støvlelandets undtagelsestilstand har imidlertid været få, og udover de voldsomme menneskelige konsekvenser har pandemien nu også kastet landet ud i en politisk krise om den interne fordeling af EU’s krisehjælp. Foreløbig fortsætter både regering og undtagelsestilstand dog.

Tyskland

Markedspladsen i den tyske by Meissen er mennesketom under pandemien.
Markedspladsen i den tyske by Meissen er mennesketom under pandemien. Foto: Fabrizio Bensch/Reuters/Ritzau Scanpix

Antal vaccinerede pr. 100 indbyggere: 1,7

Samlet antal smittede: 2.110.682

Døde pr. 1 million indbyggere: 611

En ”skrøbelig” succes, sagde Angela Merkel, da den håndfaste, tyske nedlukning i midten af april havde vist sig umiddelbart effektiv i kampen mod covid-19. Og kansleren fik ret. For selvom tyskerne i foråret var lykkedes med at bringe smitten ned med ydre grænselukninger og restriktive tiltag i flere delstater, viste pandemiens anden bølge sig at slå særdeles hårdt. Sommerens opblødte anbefalinger blev i løbet af efterår og vinter vekslet til lukkede skoler og lokale udgangsforbud.

​​​​​​​

Alligevel er situationen fortsat kritisk. Forklaringen er først og fremmest truslen fra den langt mere smitsomme britiske mutation, og i tirsdags blev de tyske tiltag derfor forlænget og strammet på ny til midten af februar. Samtidig er antallet af coronadødsfald nu nået op op over 50.000.

Sverige

Der skiltes i Sverige for at minde borgerne om at holde afstand.
Der skiltes i Sverige for at minde borgerne om at holde afstand. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Antal vaccinerede pr. 100 indbyggere: 1,45

Samlet antal smittede: 547.166

Døde pr. 1 million indbyggere: 1086

Fra pandemiens begyndelse har Sverige skilt sig ud. Mens omverdenen lukkede ned, insisterede svenskerne på anbefalinger frem for restriktioner. Og selvom antallet af smittede og coronarelaterede dødsfald hurtigt overhalede nabolandenes, har myndighederne med statsepidemiolog Anders Tegnell i spidsen sværget til en mindre indgribende strategi.

Svenskerne kan trods stort pres på sundhedsvæsenet fortsat gå på restaurant eller i træningscenter. Kritikerne kalder det uansvarligt, mens tilhængerne hævder, at der ikke er videnskabeligt belæg for en række af de tiltag, andre lande har gennemført. Samtidig insisterer man på at begrænse borgernes frihed mindst muligt.

Storbritannien

De britiske borgere massevaccineres blandt andet i Blackburn Katedral i England.
De britiske borgere massevaccineres blandt andet i Blackburn Katedral i England. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Antal vaccinerede pr. 100 indbyggere: 8,0

Samlet antal smittede: 3.543.646

Døde pr. 1 million indbyggere: 1389

Da Boris Johnson den 16. marts 2020 tonede frem på de britiske tv-skærme med budskabet om at blive hjemme, var det ikke alle, som ønskede at følge premierministerens opfordring. Eksempelvis Johnsons egen 79-årige far agtede således fortsat at besøge en pub, hvis han fik lyst til det. Få dage senere blev Johnsons opfordring vekslet til en decideret nedlukning, og den 27. marts blev premierministeren selv testet positiv for covid-19.

Under det meste af coronakrisen har briterne haft mange dødsfald, og flere gange er store dele af øriget lukket ned med skrappe restriktioner. Briterne er dog også blandt dem, som helst lader sig vaccinere, og den 8. december fik 90-årige Margaret Keenan som den første europæer sit stik imod corona. Glæden blev kortvarig, for den 19. december dukkede en ny og mere smitsom mutation op, og i onsdags registrerede briterne hidtil flest dødsfald per døgn. Johnson advarer nu om, at nedlukning måske kan fortsætte helt til sommer.

Belgien

Belgiens kong Philippe med et mundbind.
Belgiens kong Philippe med et mundbind. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Antal vaccinerede pr. 100 indbyggere: 1,2

Samlet antal smittede: 686.827

Døde pr. 1 million indbyggere: 1775

Den 2. februar 2020 landede ni belgiere i en lufthavn i Bruxelles. De var blevet evakueret fra den kinesiske Hubei-provins, og to dage senere konstaterede Belgien sit første coronatilfælde. I løbet af sommeren blev der indført krav om afstand og mundbind samt lokale, natlige udgangsforbud.

Alligevel steg antallet af smittede, og den 30. oktober havde Belgien den højeste infektionsrate i Europa. Landets sundhedsminister advarede mod en ”tsunami af smitte”, mens læger på hospitaler i storbyen Liege blev bedt om at fortsætte arbejdet, selvom de var smittet med covid-19. Der har undervejs i pandemien været rejst kritik af de belgiske myndigheder for ikke at reagere med rettidig omhu.

Kilder: Reuters, Ritzau, UM, Worldometer, Johns Hopkins, Ourworldindata