Paris-aftalen fylder 5 år: Klimakampen kan stadig vindes – men nederlaget truer i horisonten

Fem år efter at 195 lande lovede hinanden at holde den globale opvarmning i ave med Paris-aftalen, er regeringerne for alvor ved at vågne op. Teknologien gør det muligt at nå klimamålene, men der er endnu langt fra løfter til konkret handling

Tørken rundtom i verden vil i fremtiden blive mere intens og vare længere, viser blandt andet australske undersøgelser. Særligt Australien, det vestlige USA og middelhavsområdet vil blive hårdt ramt. På billedet ses en bonde i det nordøstlige Indien, hvor 42 procent af landets areal og en halv milliard indere sidste år blev ramt af tørke. – Foto: Arindam Dey/AFP/Ritzau Scanpix.
Tørken rundtom i verden vil i fremtiden blive mere intens og vare længere, viser blandt andet australske undersøgelser. Særligt Australien, det vestlige USA og middelhavsområdet vil blive hårdt ramt. På billedet ses en bonde i det nordøstlige Indien, hvor 42 procent af landets areal og en halv milliard indere sidste år blev ramt af tørke. – Foto: Arindam Dey/AFP/Ritzau Scanpix.

Den 13. dag var næsten forbi, da formanden for klimakonferencen COP21 i Paris greb sin grønne hammer og slog i katederet.

”Når jeg ser ud over salen, kan jeg ikke få øje på nogen indvendinger. Paris-aftalen for klimaet er hermed vedtaget,” erklærerede Laurent Fabius, tidligere fransk udenrigsminister, foran den fyldte plenumsal, der øjeblikkeligt rejste sig til en flere minutter lang applaus.

Den 12. december 2015 blev dermed afslutningen på et 13 dage langt psykologisk drama med natlige forhandlinger og en konstant frygt for sammenbrud. Tilbage stod en historisk aftale, hvor 195 lande blev enige om ”at holde den globale opvarmning vel under 2 grader” – og allerhelst begrænse temperaturstigningen til 1,5 grad.

Folk omfavnede hinanden, og flere kneb en tåre eller to. Laurent Fabius selv, som tidligere på dagen havde haft svært ved at holde tårerne tilbage, faldt i armene på FN’s daværende generalsekretær, Ban Ki-moon. Eiffeltårnet blev indhyllet i grønt lys for at hilse aftalen velkommen, og den daværende franske præsident, François Hollande, lovede højtideligt, at dette kun var begyndelsen.

”Jeg giver mit og Frankrigs ord for, at vi om fem år vil komme med nye løfter om at begrænse vores udledninger af drivhusgasser,” sagde han.

Men fem år senere har coronakrisen aflyst den klimakonference i Glasgow, Skotland, hvor de nye og endnu mere ambitiøse klimamål skulle fremsættes. Og Laurent Fabius, han er skuffet over regeringerne.

”De har ikke opfyldt deres del af kontrakten,” sagde han forleden under en digital pressekonference op til femårsdagen for aftalen.

Glædestårerne fra Paris er med andre ord blevet afløst af den svenske skoleelev Greta Thunbergs vredestårer. Og trods klimamarcher, skolestrejker og det unge, omdiskuterede klima-ikons opfordringer til politikerne om at lytte til videnskaben og være lige så bange for klimatruslen, som hun selv er, har vi ledt mere – ikke mindre – drivhusgas ud i atmosfæren.

Sidste måned var den varmeste november, der nogensinde er målt, og 2020 vil blive et af de tre varmeste år nogensinde.

Klimaaftalen er blevet torpederet af den amerikanske præsident, Donald Trump, som i 2017 meddelte, at USA ikke ville respektere sine løfter. I Brasilien er femårsdagen for Paris-aftalen blevet markeret med rekordstort tab af regnskov i Amazonas, og rundtomkring på kloden mærkes konsekvenserne af klimaforandringerne nu for alvor.

Den grønlandske indlandsis smelter, tyfonen Vamco har hærget Sydøstasien, og Vietnam har dette efterår gennemlevet sine værste oversvømmelser i årtier, siger det lokale Røde Kors.

Men også i USA mærkes forandringerne, og i Windsor nord for San Francisco i Californien har 80-årige Sharon Katz pakket en kuffert med det mest nødvendige og stillet den ud i bilen. Hun er parat til at køre, hvis skovbrandene, som har hærget det stadig mere regnfattige Californien i månedsvis, kommer for tæt på.

”Jeg har fået en sms med besked om at være klar, hvis det bliver nødvendigt. For to år siden blev jeg også evakueret. Og nu brænder det igen. Flere af mine venner flytter, men jeg har ikke råd til at købe et hus et andet sted. Det er frygteligt nervepirrende,” siger Sharon Katz.

Alligevel er klimapessimismen inden for de seneste uger begyndt at vende til en forsigtig optimisme. Efter flere års tøven har en række regeringer nemlig signaleret, at de nu er klar til at gøre alvor af den grønne omstilling.

De seneste måneder og uger har vist det, som lederen af det franske institut for bæredygtig udvikling og internationale relationer, Sébastien Treyer, har kaldt for ”et ræs mod nul”, og hvor klimatunge lande som Canada, Japan og Sydkorea følger EU’s eksempel og lover CO2-neutralitet i 2050.

Samme takter kommer fra Kina, omend i 2060, og få dage inden Storbritannien i dag slår dørene op for den klimakonference i London, som markerer femåret for Paris-aftalen, har premierminister Boris Johnson lovet at skære to tredjedele af den britiske udledning af drivhusgasser i 2030. Og hvis USA’s kommende præsident, Joe Biden, vender tilbage til Paris-aftalen med et lignende mål, vil verden have kurs mod en global opvarmning på omkring 2,1 grad – og dermed vil målsætningen fra COP21 også rykke et skridt nærmere.

”Bolden er begyndt at rulle,” siger Anne Olhoff, leder af partnerskabet mellem FN’s miljøprogram Unep og Danmarks Tekniske Universitet, DTU.

”Med de nye udspil er 51 procent af de globale udledninger dækket ind af løfter om CO2-neutralitet i midten af dette århundrede, og hele 63 procent, hvis USA kommer med. Men nu skal regeringerne også sige, hvordan de vil gøre. De langsigtede mål skal afspejles i konkrete handlinger, og det sker kun, hvis de coronahjælpepakker, som nu kanaliserer milliardbeløb ud i økonomierne rundtomkring, bliver designet til at støtte den grønne omstilling,” siger Anne Olhoff.

En ny rapport fra Unep viser, at grønne corona-hjælpepakker kan betyde en nedgang i drivhusgasserne i 2030 på 25 procent. Men rapporten peger samtidig på, at pakkerne foreløbigt ikke er tilstrækkeligt grønne til at realisere den mulighed.

”Hvis vi forpasser denne lejlighed, når vi ikke Paris-aftalens mål, og temperaturstigninger på tre eller fire procent vil få katastrofale konsekvenser for mange mennesker,” advarer Anne Olhoff.

Og uanset hvad er opgaven kolossal, for målsætningen forudsætter en nedgang i CO2-udledningen på omkring seks procent hvert år frem til 2030. Eller nogenlunde lige så meget, som det seneste års nedlukning har betydet for udledningen.

”Det svarer til en coronakrise hvert år. Vi skal gøre noget, vi aldrig har gjort før. Men i teorien er det muligt,” siger Jarl Krausing, der er international chef i den grønne tænketank Concito.

Hans optimisme bygger på to udviklinger, som har fundet sted siden 2015.

”Der er blevet udviklet teknologiske løsninger, vi ikke havde for bare fem år siden, og prisen på den type teknologi er faldet markant. For eksempel er det i dag mere rentabelt at udvikle vedvarende energikilder end at investere i nye kulkraftværker. Den udvikling er sket, selvom Donald Trump gjorde, hvad han kunne for at holde liv i kullet,” siger Jarl Krausing.

Men selvom der kan skimtes lys i horisonten, har vi reelt kun otte-ni år til at gennemføre forandringerne, og det bekymrer Sebastian Mernild. Han er prorektor på Syddansk Universitet og en af hovedforfatterne på FN’s klimapanels sjette hovedrapport, som udkommer i 2021. Og Mernild peger på, at klimaforandringerne går meget hurtigere, end forskerne havde forudset.

”Temperaturerne i Arktis stiger to til tre gange hurtigere end den generelle globale opvarmning, og de modeller, vi benytter til at estimere havisens arealudbredelse, har vist sig at være for optimistiske i forhold til det, vi observerer. I de arktiske permafrostområder er det lag, der tør op og fryser igen, blevet dybere over tid. Det betyder, at der frigives metan og CO2 til atmosfæren. Det samme gælder den frosne havbund under Det Arktiske Ocean, som begynder at tø op på grund af påvirkning fra Golfstrømmen, og som dermed også frigiver metan, der forstærker den globale opvarmning,” siger Sebastian Mernild.

”Jeg tror ikke, det er gået op for politikerne, hvad det kræver at leve op til Paris-aftalen. Hvis vi i Danmark har svært ved at opfylde vores del af aftalen til trods for de ressourcer, vi har både økonomisk og teknologisk, hvad så med andre, mindre privilegerede lande?”, spørger den danske klimaekspert.