Parykker rykker ud af britiske retssale

I over 300 år har dommere og advokater været iklædt hvide parykker produceret af hestehår. Men traditionen står nu for fald i dele af retssystemet

Den klassiske hvide paryk af hestehår er på vej ud af de engelske retssale.
Den klassiske hvide paryk af hestehår er på vej ud af de engelske retssale.

Danske tv-seere kender forsvarsadvokaten Horace Rumpole, som i 44 afsnit over 15 år gav os en indsigt i det britiske retssystem, hvor han forsvarede uretfærdigt anklagede iført sin hvide paryk.

Rumpole er ikke mere – men det er parykken, som har været fast hovedbeklædning for dommere og advokater i de britiske retssale. Men den hvide paryk af hestehår kan snart følge Rumpole på vej.

En rapport fra den øverste juridiske chef, lord Phillips, anbefaler nu, at retssystemet afskaffer parykken. I første omgang gælder det kun i civile sager.

Dommere og advokater ved kriminalretterne er nemlig ikke klar til det store skridt. I svaret til lord Phillips har de blandt andet argumenteret med, at parykken giver en vis grad af anonymitet, som beskytter dem fra konfrontationer med kriminelle uden for retten. Et argument, der nok ikke vil være gangbart i det hætteforbudsramte Danmark.

Dommerne ved kriminalretten argumenterer videre med, at det giver dem en vis værdighed i retssalen og er med til at sikre ro og orden i retten.

Det synspunkt deler lord Phillips ikke. Han har ifølge avisen The Guardian tidligere sagt, at den gammeldags påklædning mere er med til at cementere dommerne som mugne og ude af takt med tiden.

Parykkerne er da også et levn fra moden i det 17. århundrede, hvor de hvide parykker til mænd spredte sig fra Louis XIV' hof og ud over Europa. Men hvor resten af samfundet fandt nye modeluner, har store dele af det britiske retssystem holdt fast.

Prisen for en ny paryk af ægte hestehår er over 9000 kroner.

norum@kristeligt-dagblad.dk