Prøv avisen

Pashtunerne er den muld, Taleban vokser af

Pashtunerne lever efter dybt konservative værdier, styret af mændene (yderst tv.), og holder sammen mod ydre fjender. I midten ses, hvordan bombardementet af en Taleban-lejr samlede hundreder af pashtunere til Foto: .

Det pashtunske folk er verdens største etniske gruppe uden egen stat, bosat ved grænsen mellem Afghanistan og Pakistan

Tager man en blyant og slår en streg om de områder i Afghanistan, hvor de afghanske og de internationale styrker møder mest modstand fra lokale oprørsgrupper og lader man blyanten fortsætte over grænsen til Pakistan og rammer de områder ind, som kontrolleres af Taleban har man stort set et kort over udbredelsen af det pashtunske folkeslag.

Pashtunerne er verdens største etniske gruppe (stammesamfund) uden egen stat og omfatter flere end 40 millioner mennesker. De har i årtusinder levet som nomader og bønder i området mellem Iran og Indien, men tiltrak sig først for alvor verdens opmærksomhed, da Taleban i 1996 indtog Kabul og overtog regeringsmagten i Afghanistan. Taleban blev, dengang som nu, stort set udelukkende udgjort af pashtunere.

Det er muligt at finde talebanere, der ikke er pashtunere, men det er især pashtunernes særlige landbokultur og dybt konservative værdier, der har givet Taleban solidt fodfæste i regionen.

De to størrelser hænger unægtelig sammen. Groft sagt kan man sige, at langtfra alle pashtunere er talebanere, men alle talebanere er pashtunere. Taleban har en naturlig grobund blandt pashtunerne, siger Qasim Silkandar, cand.mag. i historie med speciale i Taleban.

Siden 1893, hvor Durand-linjen blev trukket for at markere grænsen mellem Afghanistan og det daværende Britisk Indien, har pashtunerne boet i to forskellige nationer: Afghanistan og Pakistan. I praksis gør grænsen dog ingen forskel for pastunerne.

Det er en fiktiv linje. Pashtunerne ignorerer den, siger Qasim Sikandar.

De pashtunske stammer er rygraden i Taleban på begge sider af grænsen og nøglen til at forstå, hvorfor USA og NATO syv år efter invasionen ikke blot kæmper mod oprørsgrupper i Afghanistan, men også må finde sig i, at Taleban-sympatisører kontrollerer et flere hundrede kilometer bredt bælte langs grænsen i det nordlige Pakistan. Der bor blandt andet pashtunere i Swatdalen, hvor Taleban-ledere i sidste uge indgik en aftale med provinsregeringen om at indføre sharia-lovgivning.

Især i Afghanistan opfatter mange pashtunere Taleban som deres eneste talerør dermed ikke sagt, at de entydigt sympatiserer med bevægelsen og så længe pashtunerne ikke ad anden vej får opfyldt deres behov for at blive hørt i det politiske system i Afghanistan, vil deres støtte til Taleban sandsynligvis fortsætte.

Vel at mærke med den afgørende præcisering, at det er den pashtunske landbefolkning og de pashtunske nomadestammer, der udgør klangbunden for Taleban. Den afghanske præsident, Hamid Karzai, er således også pashtun, men de cirka 90 procent af pashtunerne, der bor på landet, kan ikke længere spejle sig i hverken ham eller de andre pashtunere, der er en del af magten i Kabul. De pashtunske bønder og nomader ser Karzai som en vestlig klon, der henter flere værdier fra USA end fra de afghanske landsbyer.

Derfor vurderer danske kendere af Afghanistan også, at det vil være vanskeligt at få den pashtunske landbefolkning til at anerkende den afghanske forfatning, sådan som Vesten forestiller sig som en del af en fredsløsning. Landpash-tunerne har ikke været en del af regeringen. Derfor kan de ikke sværge troskab til en forfatning, der er blevet til uden deres medvirken.

Netop landsbyerne og hele den traditionelle stammekultur er selve omdrejningspunktet for det store flertal af pashtunerne. Det er der, de lever, og der, de henter deres værdier. Værdier, som afspejler det ludfattige og barske liv, pashtunerne er overgivet til, og som giver dem en rettesnor for, hvordan de skal opføre sig for at sikre, at slægten overlever.

Livet på landet er fattigt og farligt, og pashtunerne har kun sig selv at stole på. Der er intet politi eller en effektiv central regering, som sørger for velfærd, lov og orden. Enhver må kunne tage vare på sig selv og beskytte sig og sine mod fjender. Det kræver sammenhold og loyalitet i første omgang inden for familien, men også inden for slægten og stammen, hvis der er tale om fjender udefra.

Som et populært pashtunsk ordsprog siger: "Det er mig mod mine brødre; mine brødre og mig mod mine fætre; mine brødre, mine fætre og mig mod verden". I princippet betyder det, at alle pashtunere vil være tilbøjelige til at slå sig sammen mod ydre fjender og dette sammenhold har gennem historien sat dem i stand til at bekæmpe styrker, som på papiret burde have været pashtunerne overlegne. Alexander den Store, Storbritannien, Sovjetunionen.

Nu retter fællesskabet sig til en vis grad mod de afghanske regeringsstyrker og de internationale soldater.

Det er ikke mindst de civile tab, der kan styrke sammenholdet. Antropolog Inger Boesen, der har forsket i pashtunernes levevis og boet i pashtunske områder i flere perioder siden 1977, peger på, hvordan det pashtunske æresbegreb omfatter en afstandtagen og fjendtlighed på hele den ramte families vegne over for dem, der er skyld i angrebet. I dette tilfælde de "fremmede".

Det at en families ære bliver ramt og krænket i forbindelse med et drab, uanset om det er en fejltagelse, betyder, at familien og slægtskabsgruppen i den aktuelle situation tager kollektivt afstand fra de fremmede soldater. Det er ikke ensbetydende med, at de lokale pashtunere nødvendigvis deler hele Talebans ideologi, men det kan være med til, at nogle slutter sig til de lokale Taleban-grupper og at Vesten, Karzai-regeringen og den afghanske udviklingsproces risikerer at miste støtte blandt pashtunerne i det sydlige Afghanistan, der som udgangspunkt generelt har været positive over for samarbejde med Vesten og haft store forhåbninger om fred og genopbygning af deres land, siger Inger Boesen.

Således har Taleban og pashtunerne som sådan i nogle tilfælde en fælles interesse i at fordrive den ydre fjende. Kampen mod den fremmede besættelse af fædrelandet samt truslen mod religionen, islam, er en æressag for pashtunerne, understreger Inger Boesen.

Kernen i pashtunernes stammeopbygning er slægtskabet mellem de mandlige medlemmer. En pashtun er en søn af en pashtun. Kvinderne forlader deres familie, når de bliver gift, og jord går i arv fra fædre til sønner; eventuelt til brødre eller fætre. Derfor er drengebørn nødvendige for at sikre familiens ære og fortsatte beståen og en kvindes chance for indflydelse kommer let til at afhænge af, hvor mange sønner hun føder.

Det er afhængigheden af drengebørn sammen med hensynet til familiens ære, der er baggrunden for den isolation fra fremmede mænd, kaldet purdah, som familiens kvinder må finde sig i. De skal være tilsløret, for eksempel i form af burka, når de træder uden for hjemmet, og de må i det hele taget ikke ses af eller være i kontakt med andre mænd end dem i den nærmeste familie. Alt sammen for at sikre, at ingen andre mænd fjerner dem fra familien og dermed ødelægger muligheden for slægtens videreførelse. I den (mandlige) pashtunske selvforståelse er kvinden i kraft af sin livmoder kilden til familiens beståen, og som sådan må hun skærmes mod enhver fare.

Ud over evnen til at hævne krænkelser og forsvare "hustru, jord og ejendom" er gæstfrihed og generøsitet dog mindst lige så centrale værdier i det pashtunske æreskodes "pashtunwali". En familie er forpligtet til at huse enhver gæst, der søger hjælp, og selvom det truer familien selv at hjælpe vedkommende, må den kun bede gæsten forlade hjemmet, hvis denne har et andet sted at tage hen.

Som i mange andre stammesamfund er det landsbyens fremtrædende mænd, som regel de ældste, der diskuterer de interne stridigheder og lokale anliggender. Diskussionen slutter normalt først, når de er blevet enige om en beslutning. Det er denne form for rådslagning, "jirga", der også går igen på klan- eller stammeniveau. Jirga-institutionen spiller i det hele taget en vigtig rolle for at holde konflikter og fejder i skak og dermed sikre, at samfundet ikke falder fra hinanden. For vel eksisterer der en norm om blodhævn og "øje for øje"-straffe, men pashtunwali omfatter også normer for retfærdighed og tilgivelse, som sørger for, at den sociale balance hurtigt kan genoprettes, fremhæver Inger Boesen.

Professor i antropologi ved Boston Universitet Charles Lindholm har i artiklen "Respect essential for survival in Pashtun culture" (Respekt er afgørende for overlevelse i den pashtunske kultur) beskrevet, hvor vigtigt det er for en pashtun at overholde de herskende normer og traditioner, som de er overleveret gennem flere tusind år, længe før islam.

Hvis man ikke kan leve op til stammens standarder, bliver man mødt med foragt en skæbne, der er værre end døden i et samfund, hvor hele ens eksistens afhænger af den respekt, man får fra sine familiemedlemmer, slægtninge og allierede. I denne verden er samfundsordenen dyrebar; livet er farligt, og man kan kun stole på stammestrukturen og principperne om ære og stabilitet, mener Charles Lindholm.

Han peger på, hvordan den lod, pashtunerne står med, er landsbylivets grumme realiteter, og som sådan er det dem, de må leve med. De anerkender dets uretfærdigheder og tragedier, men accepterer dets spilleregler. Som det hedder i et pashtunsk digt: "Duens øje er smukke, min søn. Men høgen hersker til begge sider, så dæk dine due-øjne til og lad kløerne vokse ud".

Inger Boesen understreger, at pashtunwali stadig i dag har en central betydning for pashtunernes liv, selvforståelse og sociale relationer. Det at være en god pashtun er noget, man hele tiden må bestræbe sig på gennem en "ordentlig opførsel".

Pashtunerne er meget stolte af deres kultur og tradition og meget bevidste om den, siger Inger Boesen.

Den stærke identifikation med pashtunwali betyder også, at en pashtuner traditionelt vil opfatte sig som pashtuner først, dernæst muslim. Det har imidlertid ændret sig en del under de seneste årtiers krig og eksil, hvor islam er kommet til at spille en stærkere rolle som samlende element på tværs af de etniske skel i Afghanistan, mener Inger Boesen.

Pashtunerne er dog helt bevidste om, hvornår det handler om islam, og hvornår pashtunwali, og deres praksis og valg af strategier er meget bestemt af den konkrete situation, siger hun.

Historien om Taleban tager sin begyndelse i 1994. Her dannede en gruppe religiøse studerende delvis fra det sydlige Afghanistan, delvis fra de afghanske flygtningelejre i Pakistan sammen med deres lærer, pashtuneren mullah Omar, en bevægelse med det formål at skabe orden i det anarki, som herskede i Afghanistan efter krigen med Sovjetunionen. Bevægelsen blev døbt Taleban, som på pashto betyder "studerende", og var i sit udgangspunkt en ikke-voldelig bevægelse, baseret på de traditionelle værdier i de pashtunske landbosamfund.

Med sine simple budskaber om religiøs ydmyghed og retfærdighed og sine løfter om fred efter de muslimske guerillakrigeres årelange rivalisering om magten over Afghanistan blev Taleban de første år modtaget med nærmest åbne arme af store dele af den afghanske befolkning. Ikke blot blandt sine "egne", pashtunerne i det sydlige Afghanistan, men også i en by som Herat i det nordlige Afghanistan skete Talebans overtagelse overvejende fredeligt.

Volden blev først mærkbar, da Taleban rykkede ind i Kabul. Her var indbyggerne langt mere skeptiske over for talebanerne og deres strenge religiøsitet, og Taleban måtte bruge vold for at få magten over byen og dermed regeringen. Uden sammenligning i øvrigt er modstanden i Kabul blevet illustreret med, hvordan københavnerne ville reagere, hvis de var blevet invaderet af indremissionske fiskere fra Thy i slutningen af 1800-tallet.

Siden er Talebans brug af vold blot eskaleret, ligesom bevægelsens fortolkning af islam er blevet stadig mere rigid og begge dele har været med til at dæmpe pashtunernes sympati for bevægelsen. Ganske vist deler det store flertal af landbefolkningen Talebans kritik af det moralske "forfald", de ser i byerne, og beklager opløsningen af de traditionelle pashtunske værdier, men Talebans overivrige brug af sharia støder også mange.

Taleban er generelt mere ekstrem end den pashtunske kultur og praksis, påpeger Inger Boesen. Ikke mindst er Talebans tolkning af islam meget mere strikt end pashtunernes traditionelt har været. Der er trods alt også forskel i synet på kvindens rolle. Mange pashtunere mener således, at kvinder ifølge Koranen har ret til uddannelse.

Talebans forsøg på at omsætte stammesamfundets puritanisme til officiel politik bærer kimen i sig til sin egen undergang. Den ekstreme kvindeundertrykkelse og forsøget på at regulere befolkningens udseende, påklædning og religiøse adfærd er en grov krænkelse af familiens integritet og ære, som er de mest fundamentale værdier i det pashtunske livssyn. Herved kan Taleban på længere sigt komme til at underminere sin egen magtbasis, siger Inger Boesen.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk

De danske soldater i Afghanistan siger ”han” om deres fjender. Det gør det lettere for dem at glemme, at det er individuelle mennesker, de skyder på. Men hvem er ”han” så egentlig? Hovedparten af de oprørere, som danskerne slås med, er pashtunere som denne mand. Deres æresbegreber og kulturelle normer – pashtunwali – er formet gennem kampen for overlevelse i et barsk landskab gennem årtusinder. – Foto: .
De danske soldater i Afghanistan siger ”han” om deres fjender. Det gør det lettere for dem at glemme, at det er individuelle mennesker, de skyder på. Men hvem er ”han” så egentlig? Hovedparten af de oprørere, som danskerne slås med, er pashtunere som denne mand. Deres æresbegreber og kulturelle normer – pashtunwali – er formet gennem kampen for overlevelse i et barsk landskab gennem årtusinder. – Foto: Adrees LatifReuters.
Pashtunerne lever efter dybt konservative værdier, styret af mændene (yderst tv.), og holder sammen mod ydre fjender. I midten ses, hvordan bombardementet af en Taleban-lejr samlede hundreder af pashtunere til begravelsen af ofrene. Til højre krydser en afghansk kvinde et af de uvejsomme bjergpas mellem Afghanistan og Pakistan. – Foto: .
Foto: .