Prøv avisen
Portræt

Pastelfarver præger Pyongyang

"Enhver, der besøger Pyongyang, vil blive dybt imponeret over det fantastiske urbane landskab i den pæne og rene by,” står der i byguiden ”Pyongyang” fra 1999, som fortsat er til salg i Nordkorea i 2018. Den norske socialantropolog Erika Fatland var nu ikke imponeret. I bogen ”Grænsen”, der udkom på dansk tidligere i år, skriver hun: ”Pyongyang: Lyse pastelfarver kamuflerer kun til dels diktaturets tristesse, der ligesom kulosen ligger som en tung dyne over byen.” Døm selv: Foto: Thomas Andreasen

Det kommunistiske diktaturs hovedstad er en by, der gør indtryk. Med mængder af statuer og monumenter for Kim-familien og kommunistpartiet er Pyongyang designet til at minde indbyggerne om, hvem der bestemmer. Samtidig er det en forbavsende farverig by, der i morgen er scene for mødet mellem Sydkoreas præsident Moon Jae-in og Nordkoreas leder Kim Jong-un

Bussen kører langsomt op til krydset. Chaufføren kobler ud og venter i frigear på, at det røde lys skifter til grønt.

Umiddelbart en ganske normal scene i enhver storby, men for Pyongyang, Nordkoreas hovedstad, med godt tre millioner indbyggere er der tale om noget af en revolution. For hvor er de kvindelige trafikbetjente, som ellers er en af de store seværdigheder i byen og kan ses på et væld af videoer på internettet, hvor de – som regel særdeles energisk – står og dirigerer den stort set fraværende trafik?

En markering på asfalten midt i krydset viser, hvor betjentene plejede at stå, men i nutidens Nordkorea er de ved de mest travle kryds i vid udstrækning blevet erstattet af automatiserede trafiklys.

Processen er dog ikke helt fuldbragt. Således står der for eksempel fortsat en betjent ved et ellers lysreguleret kryds tæt på hovedstadens store paradeplads. Hun er bare flyttet ind på fortovet. Udstyret med en mørkeblå uniform, sorte sko og hvide sokker svinger hun en sort-orange stav i retninger, som det ærlig talt ikke virker til, at nogle af bilerne eller busserne tager særlig notits af.

Pyongyang beskrives ofte i vestlige medier som et ”udstillingsvindue” - en slags kulisseby, der viser Nordkorea fra landets bedste side og som primært formål har at skulle imponere udenlandske besøgende, men ellers intet har med virkelighedens levevilkår i det isolerede kommunistiske regime at gøre.

Når Moon Jae-in, Sydkoreas præsident, i morgen (tirsdag 18. september) som den første sydkoreanske leder i over 10 år ankommer til Pyongyang, bliver han dog næppe imponeret over det urbane landskab, selvom han af hensyn til den gode stemning nok vil lade som om.

For sammenlignet med Sydkoreas hovedstad, Seoul, 200 kilometer mod syd og med 10 millioner indbyggere har Pyongyang en ganske beskeden størrelse, hvor trafikken ved de ”travle” vejkryds mere minder om den på en stille villavej i en søvnig Seoul-forstad. Alligevel er Pyongyangs store og brede boulevarder i ret dårlig stand, ligesom man ikke behøver at være bygningsingeniør for at se, at mange af byens boligblokke trods en nylig overmaling i pastelfarver i den grad er forsømte.

Derimod er de statuer, monumenter og museer, som styret gerne og stolt viser frem, i umanerlig god stand. Imidlertid skal man nok være nordkoreaner for at blive imponeret af for eksempel de to 20 meter høje bronzestatuer af landets tidligere ledere fra Kim-familien, Kim Il-sung og Kim Jong-il. Men indrømmet; statuerne gør indtryk – og ”indtryk” er nok det mest dækkende ord at bruge om Pyongyang, der på alle måder er designet til at minde indbyggerne om, hvem der bestemmer.

Byen blev som i øvrigt også Seoul grundigt ødelagt under Korea-krigen 1950-1953. Det efterlod landets leder Kim Il-sung med et stykke ” fladt land” – hvilket er, hvad ”Pyongyang” betyder på koreansk – som kunne bebygges efter forgodtbefindende. Og det blev det. I solid stalinistisk stil, selvom den sovjetiske leder Josef Stalin allerede døde i marts 1953.

Kim Il-sung-pladsen, der er verdenskendt fra regimets nøje koreograferede parader, er således omgivet af både et pompøst nationalbibliotek i koreansk stil og af det 170 meter høje Tårnet for Juche-idéen. Juche er statsideologien, der kort sagt lægger vægten på selvforsyning.

Fra bibliotekets indgang er der gennem et stort springvand udsigt til Mansu-højen med Kim-statuerne – og med ryggen til Kim-statuerne falder øjnene på et monument for det koreanske arbejderpartis idealer. Fra det monument står det klart, at det afsluttende element på aksen bag Kim-statuerne og byens revolutionsmuseum er det endnu ufærdige Ryugyong Hotel, der med 330 meter er Pyongyangs højeste bygning.

Hotellet, der har været undervejs siden 1987, ses ofte som et bevis på, at de omfattende sanktioner, som Nordkorea er underlagt, virker. Det er dog en tvivlsom konklusion, da styret i de seneste år har bygget et helt nyt og ganske futuristisk kvarter omkring et område i byen benævnt Videnskabernes Gade.

Lige så tvivlsomt er udsagnet om ”kulisseby”. For mens trafikken er beskeden, er der masser af folk på fortovene – og i byens metro, der er verdens dybeste og er fyldt med farverige mosaikker med revolutionære motiver. Farverne går igen i Pyongyangs boligblokke, der trods manglende vedligehold ikke efterlader tvivl om, at de materielle levevilkår i hovedstaden er væsentligt bedre end i for eksempel de landsbyer, der kan ses fra jernbanen til Kina.

Men hvad med de kvindelige trafikbetjente – eller trafikpigerne, som de uformelt kaldes, og som efter sigende udvælges efter udseende, skal være ugifte og tvinges på pension som 26-årige?

Ja, mange af dem er her jo endnu, bare gemt lidt af vejen på fortovene. Og så er betjentene blandt de mest yndede motiver på de plakater, som er til salg i de statsbutikker, der henvender sig til de især kinesiske turister, som finder vej til landet. Salgsmæssigt er det dog propagandaplakater med slogans vendt mod USA, der topper. For den anti-amerikanske retorik, der også rammer USA’s ”marionetter” i Sydkorea, er jo, hvad Nordkorea især er kendt for. Det er dog næppe de plakater, som styret viser frem for den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, under besøget, hvor fokus er på forsoning mellem de to koreaer.

Et af de mest kendte motiver fra Pyongyang er byens kvindelige trafikbetjente. Deres jobfunktion er imidlertid truet af nyligt installerede trafiklys. Indtil videre har det dog kun haft den effekt, at betjentene er rykket fra midten af vejen og ind på byens fortove, hvorfra de fortsat svinger deres sort-orange stave. Trafikbetjente sørger også i Pyongyangs metro (th.), der er verdens dybeste, for, at alt kører på skinner. Foto: Thomas Andreasen
Pyongyangs metro er verdens dybeste, og også her sørger trafikbetjente for, at alt kører på skinner. Foto: Thomas Andreasen