Prøv avisen

Pastor Lee hjælper de sydkoreanske børn, som ingen vil have: ”Jeg kunne ikke se stiltiende til”

Den presbyterianske præst Lee Jong-rak ser det som sit kristne kald at hjælpe de børn, der bliver afleveret hos hans kirke. Derfor oprettede han for 10 år siden Babyboxen. ”Jeg kunne ikke se stil-tiende til, mens børn blev efterladt. Det er det hjerte, Gud har givet mig,” siger pastor Lee. –

I Sydkorea er det forbundet med skam at få et barn uden for ægteskabet. Mange vælger at få en ulovlig abort, andre bortadopterer, og nogle få trodser normen og bliver alenemødre. For mange er en sidste udvej pastor Lees kirke i udkanten af Seoul, som de seneste 10 år har modtaget flere end 1500 spædbørn

Babygråden siver ud under glasdørens sprække. Et spædbarn med fint, strittende sort hår ligger på en hvid pude og vræler blidt. Han er ikke mere end en uge gammel. Det varer ikke længe, før en kvinde kommer over til babyen og aer hans bløde hovedbund og snakker stille til ham på koreansk. Babyen falder til ro igen.

Kvinden er ikke hans mor. Det kan man se på hendes mundering; hun har et lyserødt forklæde bundet stramt over en uniform og en ansigtsmaske, så hun ikke spreder bakterier ud i lokalet. Men det er barnets hjem. Han bor her sammen med seks andre spædbørn. Deres mødre har efterladt dem her.

Hvis en kvinde er blevet gravid i Sydkorea, og manden ikke vil have noget med hende at gøre, står hun over for nogle svære valg. Hun kan opfostre barnet alene, bortadoptere det eller skille sig af med det ad andre veje. Mange vælger at aflevere det, fordi det at være en mor uden en mand ikke er en mulighed. Hverken familie eller venner vil have noget med en at gøre.

”Der er ingen, der vil eller kan hjælpe dem,” fortæller Sunju Lim.

Hun er daglig leder i en presbyteriansk kirke i udkanten af Sydkoreas hovedstad, Seoul. Det er et lille hus med to specielle åbninger. Hvis man åbner en af dem, kommer en af kvinderne med ansigtsmaske og lyserødt forklæde straks løbende ud for at tage imod. En alarm lyder inde i huset.

En af de to åbninger er en babyluge, hvor man kan lægge et barn ind, som kirken tager imod på den anden side. Den anden giver adgang til et såkaldt babyværelse. Her kan moderen blive i rummet sammen med barnet, hvor hun så får tilbudt støtte. Både emotionelt og i den mere praktiske afdeling.

”De vil ikke på sygehuset, fordi folk ikke må få det at vide. Så når vandet går, føder de derhjemme, og så kommer de her stadig med blod ned ad lårene,” siger Sunju Lim.

Så vasker kirkens folk moderen, giver hende en pakke med de mest basale nødvendigheder og forklarer, at hun kan sove her. Hun har sjældent et alternativ.

”Hvis man kommer til sin mor og far som ung enlig og siger: ’Jeg er gravid’, så tvinger de en til at få en abort – selvom det er ulovligt,” fortæller pastor Lee Jong-rak siddende i en sofa på anden sal.

Han er en ældre herre med hvidt hår, et dybblåt jakkesæt og blide håndbevægelser.

Pastor Lee åbnede babylugen – Babybox døbte han den – for 10 år siden. En morgen fandt han et spædbarn pakket ind i tæpper og lagt i en papkasse på dørtrinnet foran hans kirke. Synet brændte sig fast i nethinden på ham, og han følte sig tvunget til at handle.

”Jeg kunne ikke se stiltiende til, mens børn blev efterladt,” siger han og rører ved sit bryst.

”Det er det hjerte, Gud har givet mig.”

Han har ført statistik over, hvor mange børn der er blevet efterladt hos ham og hans hjælpere. Indtil for nylig er børnene oftest blev afleveret til kirken af kvinder i ly af natten, men ifølge pastor Lee er de nu begyndt at dukke op midt på dagen også. Det er heller ikke kun kvinder længere. Mænd er også begyndt at være med, når børene bliver afleveret.

I slutningen af 2018 nåede de op på, at i alt 1500 børn foreløbig er kommet igennem slusen eller værelset. I begyndelsen var det ikke mange, men pludselig kom der et barn ind næsten hver anden dag. Det hele skyldes en lovændring i 2012, mener pastoren.

Hvis man vil bortadoptere sit barn, skal man offentligt registrere det under ens eget navn. Og det vil mange enlige kvinder ikke. Det er på grund af skammen, manglende støtte og den sociale isolation, fortæller moderen Megy Kim på en café i skyggen af Seoul Tower.

”I Korea betyder ’ugift mor’ noget ulovligt. Det er ikke ulovligt, men folk opfatter det som ulovligt,” siger hun og fisker sin mobiltelefon op og søger på det koreanske ord for ugift mor.

Den lokale version af Wikipedia definerer det som en kvinde, der ikke har været igennem ”den ordentlige proces” med at blive gift, og som er blevet gravid eller har født et barn. Og mentaliteten om, at det kun er ordentligt at levere et barn til verden i en gift familie, gennemsyrer samfundet.

Megy Kim var gravid med sin søn, da hun opdagede, at kæresten havde en affære. Derfor besluttede hun sig for at forlade ham og bringe barnet til verden selv. Da hun fortalte sine forældre om graviditeten, antog de begge, at hun skulle gifte sig med den utro kæreste. Det var jo det rigtige at gøre. Megy fødte barnet og fortalte dem, at hun ville tage sig af det selv. Men det faldt ikke i god jord.

”De sagde: ’Vær så venlig, giv det til faderen.’ Jeg sagde til dem: ’Nej, det kan jeg ikke,’” siger hun.

”Jeg viste dem min baby og sagde: ’Se, hvor smuk han er.’ Efter det sagde de ingenting.”

Og forældrene fortsatte med at sige ingenting.

”Indtil min søn blev fem år, fortalte min forældre ikke resten af familien om ham. Min far løj over for sine venner og fortalte, at barnets far arbejdede i Kina. De skammer sig over, at jeg er en ugift mor, at jeg har en baby uden at være gift,” siger Megy Kim.

Derfor skabte hun organisationen Kumfa for ugifte koreanske mødre. Det skulle være et sted, hvor mødrene ikke behøvede at føle sig udskammet.

”Det er som en anden familie. Og nogle gange bedre end min rigtige familie,” griner Megy Kim med en kaffe foran sig.

Caféen ligger på toppen af Namsanbjerget i Seoul. Her er der en stor plads, hvor børn og voksne løber rundt og leger med gammelt, traditionelt legetøj, nogle får en top til at snurre ved at piske den, andre får et metalbånd til at trille ved at løbe det i gang med en pind. I dag er det en af de traditionelle, ikke-religiøse koreanske helligdage, og bjerget er et stort udflugtsmål. Man skal også hjem til sine bedsteforældre for at hygge sig med hele familien, spise god mad og udføre en række ritualer, der skal hylde ens forfædre. Børn modtager desuden ofte gaver eller penge fra de ældste i familien. Det er derfor, at Kumfa er her i dag med 30 mødre fra hele Sydkorea.

”Normalt besøger vi mine bedsteforældre, men de vil ikke have, jeg kommer. En gang sagde de: ’Du er nødt til at gifte dig.’ Mig og min datter udgør allerede en perfekt familie, så hvorfor skal vi bruge en mand?”, spørger Su Jin-jeong trodsigt.

Hun er med til Kumfas arrangement for femte gang sammen med sin datter Ajung, som hun oprindeligt havde bortadopteret, fordi hun ikke kunne se sig selv som en alenemor. Men det gik hurtigt op for hende, at hun heller ikke kunne klare at være en ikke-mor, så hun krævede sit barn tilbage. Hun og Megy Kim forstår godt, at nogle vælger at gå den vej og bortadoptere barnet.

”Da jeg først opdagede, at jeg var gravid, ønskede jeg at dø. Jeg kunne ikke abortere barnet. Jeg kunne ikke leve med mig selv,” siger Su Jin-jeong.

Derfor prøver Kumfa at skabe et alternativ, også til adoptionsbureauerne og pastor Lees Babybox. Og specielt et alternativ til ”bortskaffelse” af børn. Forrige år stod politiet med næsten 200 sager om kvinder, der blev anholdt for at efterlade et spædbarn med døden til følge.

Organisationen vil gøre op med tanken om, at kvinderne ikke kan klare at være forældre selv. Det foregår gennem konferencer, oplæg for parlamentet eller gennem såkaldte menneskelige biblioteker, hvor man kan ”låne” en enlig mor for at lære om deres liv.

Su Jin-jeong er sådan en mor. Hun kan fortælle om at blive fyret, fordi hun var gravid. Om, hvordan en socialarbejder bebrejdede hende og sagde: ”Hvorfor vil du spilde skattepenge på at opdrage et faderløst barn?”. Og om, hvordan adoptionsbureauet prøvede at presse hende til at bortadoptere Ajung. Hun står frem, fordi hun vil ændre samfundet.

”Når folk tænker på ugifte mødre, håber jeg, at den første tanke vil være, at det er cool mødre, der opdrager børn godt og ansvarligt,” siger hun.

Langt fra toppen af Namsanbjerget ligger kirken med babyboxen og fortsætter med at modtage børn. Kumfa og pastor Lee er enige om, at det er et problem, at solomødre bliver udskammet, som de gør.

”Hvis du bliver gravid før ægteskab, så er det din skyld i Korea. Så er det dig, der har lavet en fejl. Det dig, der er gal, det er dig, der har problemet. Så når man bliver gravid, er det ikke noget godt. Så er man ikke glad for det. Det er kun dårligt at blive gravid,” siger pastor Lee.

Men de er uenige om Babyboxens rolle i løsningen af problemet. Hvis der er et alternativ til adoption eller abort, som kan gøres anonymt, så vil kvinder bruge det, og Babyboxen er derfor ikke nogen hjælp, når det gælder om at ændre det koreanske syn på enlige, ugifte mødre, mener de i Kumfa.

Pastor Lee mener til gengæld, at han i sit arbejde har gjort meget for at belyse stigmatiseringen af de enlige mødre. Han kan mærke en stor forskel på deres status i forhold til, da han begyndte med projektet i sin kirke for 10 år siden. Men der er dog fortsat mange, der efterlader deres børn.

”Det er stadig hårdt at tænke på,” siger han.

Da interviewet er færdigt, og Kristeligt Dagblad forlader kirken, triller en sort bil med tonede ruder ned ad vejen og holder ind. Føreren stiger ud og hopper om på bagsædet. Nogle sekunder senere træder han ud sammen med en kvinde med en bylt i favnen. Babygråd siver ud mellem tæppernes sprækker.

Su Jin-jeong var 30 år, da hun fik sin nu otteårige datter Ajung. Da hun søgte hjælp på et socialkontor, fik hun at vide, at hun ikke skulle spilde penge på et barn uden en far. Heldigvis var hendes nabo til stede på kontoret og klagede, hvilket sikrede Su Jin-jeong økonomisk støtte og en officiel undskyldning.
Da Megy Kim blev interviewet til et tv-program engang, valgte hun, at beskrivelsen efter hendes navn skulle være ”ugift mor”. Efter programmet var bragt, holdt de andre børn op med at lege med hendes søn i skolen. De havde fået besked på ikke at lege med ham af deres mødre. – Foto: Morten Søndergaard Larsen.