Patriark kalder sultestrejke ukristen

Den serbisk-ortodokse kirke tager afstand fra nationalistisk oppositionsleders sultestrejke

Tomislav Nikolic. --
Tomislav Nikolic. --. Foto: Srdjan SukiEPA.

Den sultestrejkende nationalistiske oppositionsleder Tomislav Nikolic er nu i direkte modsætning til den serbisk-ortodokse kirke, efter at kirkens overhoved, patriark Irinej, har slået fast, at Nikolics sultestrejke "ikke er kristen."

Patriarkens reaktion kommer, efter at Nikolic i lørdags foran titusindvis af jublende demonstranter meddelte, at han havde indledt en sultestrejke for at få regeringen i Beograd til at udskrive valg før tid. Og at han over for sit folk og sit land, der er dybt mærket af den økonomiske krise, har følt sig forpligtet som ortodoks kristen til at tage denne beslutning.

LÆS OGSÅ: Serbisk oppositionsleder sultestrejker for magtskifte

Der eksisterer traditionelt stærke bånd mellem den ortodokse kirke og nationalisterne i Serbien. Og patriark Irinejs irettesættelse af partiformanden blev da også mødt af vrede i Det Serbiske Progressive Parti. Men patriarken var nødt til at blande sig, mener religionssociolog og leder af Centeret for Religionsstudier ved Belgrade Open School, Milan Sitarski.

"Nikolic sætter sit liv på spil, når han sultestrejker. Det indebærer en risiko for selvmord. I den ortodokse tro er det forbudt at sætte sit eget eller andres liv på spil. Det er en synd. Når Nikolic så tydeligt går ud og siger, at han som ortodoks kristen ser sultestrejke som sin pligt, er patriarken nødt til at markere, at sultestrejke er i modstrid med ortodoks kanon," siger han.

Nikolic nægter at indtage både mad og drikke og har været indlagt siden i søndags. Hans nyrer og hjerte er begyndt at lide under strejken, men en bleg Nikolic sagde i går fra sin hospitalsseng, at han "vil fortsætte, indtil Serbien bliver et normalt land."

Det kan komme til at koste Nikolic, der står til at vinde næste valg, dyrt, påpeger Milan Sitarski:

"Der er en risiko for, at flere af Nikolics vælgere vil føle, at han har misbrugt deres tro for at vinde politiske point, og de vil vende ham ryggen, fordi han nu er i åben strid med patriarken."

stubbe@k.dk