Prøv avisen

Patriarkat vinder sag mod Tyrkiet

En fond under det økumeniske patriarkat købte i 1903 denne bygning for at drive et drengehjem. Siden blev bygningen beslaglagt af den tyrkiske stat. Men den går ikke ifølge menneskerettighedsdomstolen. – Arkivfoto. Foto: Arkivfoto.

Tyrkiets beslaglæggelser af det græsk-ortodokse patriarkats ejendom er ulovlig, siger menneskerets-domstolen i en dom af principiel betydning for de religiøse mindretal

Tyrkiet har forbrudt sig mod den europæiske menneskeretskonvention ved at beslaglægge det økumeniske patriarkats tidligere børnehjem, en historisk bygning af træ på Büyükada-øen i Istanbul. Det konstaterer Den Europæiske Menneskeretsdomstol i en dom, som på længere sigt kan få principiel betydning for lignende sager, både i forhold til den græsk-ortodokse kirke og til andre religiøse mindretal.

Afgørelsen kan få principiel betydning for religionsfriheden i Tyrkiet på længere sigt. Men der er så store summer på spil for den tyrkiske stat, at trossamfundene ikke skal regne med at få deres ejendom tilbage lige med det samme, siger Eline De Groot fra Jubilee Campaign, en international organisation som netop har offentliggjort en rapport om religionsfriheden i Tyrkiet.

Den tyrkiske stat har beslaglagt de religiøse samfunds ejendomme som led i en generel chikane og undertrykkelse. Det gælder ikke mindst det græsk-ortodokse patriarkat i Istanbul, som Tyrkiet nægter at se som leder af hele det græsk-ortodokse samfund i Europa, men kun anerkender som repræsentant for de græsk-ortodokse i Tyrkiet.

Beslaglæggelserne begrundes med, at Tyrkiet ikke anerkender trossamfundene som juridiske personer, der kan eje fast ejendom. Med sin enstemmige afgørelse har menneskeretsdomstolen tilkendt det økumeniske patriarkat den juridiske status, den tyrkiske stat har nægtet det.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk

En fond under det økumeniske patriarkat købte i 1903 denne bygning for at drive et drengehjem. Siden blev bygningen beslaglagt af den tyrkiske stat. Men den går ikke ifølge menneskerettighedsdomstolen. – Foto: Arkivfoto.