Pave Frans begræder krigens vinde

- Lad os bede for, at viljen til at genoptage dialogen vil vinde frem mellem parterne, siger paven i juleformaning.

Pave Frans beklagede, at der mange steder i verden blæser "krigens vinde", da han juledag kom med sin traditionelle juleformaning på Peterspladsen. Foto: /ritzau/AP/Alessandra Tarantino

Pave Frans beklagede, at der mange steder i verden blæser "krigens vinde", da han juledag kom med sin traditionelle juleformaning på Peterspladsen i Vatikanet.

Paven havde særlig fokus på de politiske og religiøse spændinger i de områder, hvor USA's præsident, Donald Trump, spiller en afgørende rolle. Han opfordrede blandt andet til en tostatsløsning i Mellemøsten og bad for fred på Koreahalvøen.

- Lad os bede for, at viljen til at genoptage dialogen vil vinde frem mellem parterne, så en forhandlet løsning endelig kan blive opnået. En løsning, som vil muliggøre fredelig sameksistens mellem to stater inden for fælles aftalte og internationalt anerkendte grænser, hed det i juleformaningen.

Den katolske kirkes overhoveds håb om fred bliver udtrykt, efter at spændingerne er taget til regionen i forlængelse af Trumps beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad.

Mange tusinder var mødt op på pladsen for at høre den pavelige juleformaning - "urbi et orbi" (til byen og verden).

Paven udtrykte sorg over, at Syrien stadig er "mærket af krig", at Irak stadig er "såret og sønderrevet" af kampe efter 15 år, og at den igangværende krig i Yemen "næsten er blevet glemt".

Han nævnte sine nylige rejse til Myanmar og Bangladesh, hvor han indtrængende opfordrede det internationale samfund til at beskytte mindretals værdighed.

Det var anden gang, paven har talt offentligt om Jerusalem, efter at Trump meddelte sin beslutning den 6. december. Trumps melding udløste øjeblikkeligt demonstrationer og gadekampe flere steder i Israel og på den israelskbesatte Vestbred.

Ved midnatsgudstjenesten juleaften sagde paven, at flygtninge og migranter er ligesom Maria og Josef, der ikke kunne finde et sted at bo i Betlehem. Og troen kræver, at udlændinge hilses velkommen.

Det var et hovedbudskab fra pave Frans, der i år fejrer sin femte jul som overhoved for verdens 1,2 milliarder katolikker.

Under midnatsmessen var omkring 10.000 mennesker på plads inde i Peterskirken. Mange andre fulgte gudstjenesten fra pladsen udenfor.

Paven opfordrede verdens katolikker til ikke at ignorere flygtninge- og migrantkrisen.

- Så mange andre fodspor er gemt i Josefs og Marias fodspor. Vi ser sporene efter hele familier, som er tvunget til at rejse, sagde pave Frans.

- Vi ser sporene efter millioner af mennesker, som ikke selv vælger at rejse, men som er fordrevet.

Selv de hyrder, der ifølge biblen var de første til at se Jesus-barnet, var ifølge paven "tvunget til at leve på kanten af samfundet" og blev opfattet som beskidte, ildelugtende udlændinge.

/ritzau/AFP