Prøv avisen

Pave Frans er landet i Sverige for at samle alle kristne

Den svenske statsminister glæder sig over at kunne byde en pave velkommen til Sverige.

For første gang i 27 år har en pave sat foden på svensk jord.

Flyet - et A321 Alitalia-fly - med pave Frans om bord landede klokken 10.39. Det var ét minut før planlagt, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Ifølge tidsplanen skulle pave Frans træde ud af flyet klokken 11, men han dukkede allerede frem på flyets trappe ti minutter før tid.

Her blev han budt velkommen af den svenske statsminister, Stefan Löfven, som heldigvis var ankommet i god tid for at byde paven velkommen.

Er du nervøs, blev statsministeren spurgt af en reporter, da han ventede på paven.

- Nej, det er sjovt, det her, sagde Stefan Löfven.

- Det er sjovt, men det er stort for Sverige. Der er en ære, at paven kommer til Sverige nu, hvor det lutherske Verdensforbund og den katolske kirke fejrer reformationen, der begyndte for 500 år siden, lød det fra statsministeren.

Pavens erklærede mål med rejsen er blandt andet at forene de kristne trosretninger og samtidig markere, at det i 2017 er 500 år siden, at reformationen fandt sted.

- Jeg beder jer venligst bede for, at min rejse til Sverige kan bidrage til genforeningen af alle kristne, lød det fra pave Frans på Twitter, før han tog afsted.