Pave Frans gav Orbán balanceret modspil under lynvisit: Lad korset bygge bro

Pave Frans betonede i Budapest vigtigheden af åbenhed og respekt for andre. Ungarsk pædagog føler sig hørt, men mener også, at Europa er ramt af værdikrise

Pave Frans forestod søndag i bagende sol en yderst velbesøgt messe på Heltepladsen i Budapest efter et møde med den ungarske premierminister, Viktor Orbán, som bad paven om ”aldrig at lade det kristne Ungarn gå til grunde”.
Pave Frans forestod søndag i bagende sol en yderst velbesøgt messe på Heltepladsen i Budapest efter et møde med den ungarske premierminister, Viktor Orbán, som bad paven om ”aldrig at lade det kristne Ungarn gå til grunde”. . Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix.

Det har været nogle begivenhedsrige uger for pædagogen Zsuzsa Makó fra Debrecen i det østlige Ungarn. For nogle dage siden indviede hun en ny katolsk børnehave i hjembyen, som skal bidrage til at give de ungarske børn ”spirituel opdragelse i en kaotisk tidsalder”.

Og nu står Zsuzsa Makó på Heltepladsen i Budapest med sin mand og deres to børn. Sammen med omtrent 100.000 andre ungarere venter familien i 30 graders efterårshede på, at pave Frans – eller Ferenc pápa, som han kaldes på disse kanter – træder op på podiet for at holde en messe og dele sit kristne budskab med Ungarn og omverdenen.

”Jeg har taget mine børn med, fordi jeg vil gerne have, at de også oplever, hvor stort et indtryk sådan en begivenhed kan gøre – og hvilken styrke og opmuntring, en hyrde kan give sin flok,” siger den 40-årige Zsuzsa Makó.

Som barn mødt hun selv den daværende pave Johannes Paul II, da han besøgte Debrecen i 1991 og skabte historisk forsoning mellem Ungarns to trossamfund, katolikker og calvinister.

I 2021 er pave Frans kommet til Budapest for at afslutte den 52. internationale eukaristiske kongres – et internationalt stævne for den katolske kirke, som afholdes hvert fjerde år. Budapest er vært for første gang siden 1938, og i Ungarn har forventningerne været særligt høje, fordi arrangementet skulle have været holdt sidste år, men blev udskudt på grund af pandemien, der undervejs gav Ungarn den højeste coronadødsrate i Europa.

”Pavens besøg er et håbets tegn efter halvandet år med pandemi. Et tegn på genåbning, genfødsel og på, at det guddommelige forsyn aldrig efterlader os alene,” lød det forleden fra Péter Erdö, ærkebiskoppen af Esztergom-Budapest og Ungarns primas kardinal.

Orbán har et kristent projekt

Optakten til pavens besøg har været præget af debat. Kritikere mener, at premierminister Viktor Orbán politiserer kristendommen og udbetaler gigantiske beløb til Ungarns kirker i håb om, at kristne vælgere vil kvittere med en stemme på hans nationalkonservative parti, Fidesz.

Orbán er selv calvinist og var som ung stærk fortaler for sekularisering. Senere er hans politik efter eget udsagn blevet ”kristendemokratisk”. Med sin katolske hustru, Aniko Levai, har premierministeren fem børn, og familieværdier er i dag et nøgleord i partiprogrammet hos Fidesz.

”Verden omkring os er fjendtlig. Vores opgave er at forsvare alt det, som Europas kristne civilisation har opnået,” sagde Orbán for nylig i et interview med landets katolske avis, Magyar Kurír.

Den 40-årige ungarske katolik Zsuzsa Makó venter sammen med sin mand, László Mézes, og sine tø sønner på fire og seks år på, at pave Frans går på scenen i Budapest.
Den 40-årige ungarske katolik Zsuzsa Makó venter sammen med sin mand, László Mézes, og sine tø sønner på fire og seks år på, at pave Frans går på scenen i Budapest. Foto: Lasse Skytt

En del ungarere – og særligt katolikker – føler dog ubehag ved Orbáns ”kristendemokratiske” projekt. Men holdningerne forbliver oftest i skriftestolen, da mange kirkeledere føler, de har meget at miste ved åbent at kritisere Fidesz. En af de få, der tør sige fra, er den ungarske teolog István Gégény.

”Politiske interesser er svære at forene med kristne værdier. Præster burde prædike i stedet for at lave politik, og politikere burde lave politik i stedet for at prædike,” skriver han på den katolske nyhedsside Szemlélek.

I 2009, året før Viktor Orbán kom til magten, lå det årlige kirkebudget på 855 millioner kroner. I 2016 var det mere end firedoblet til 3,7 milliarder kroner årligt.

”Det primære problem er, at de store midler fra regeringen kompromitterer kirkens uafhængighed,” siger en anden kritiker, biskop Miklós Beer, til avisen The New York Times.

Zsuzsa Makó, den katolske børnehavepædagog fra Debrecen, synes heller ikke, at man skal blande politik og religion. Alligevel kan hun godt følge premierministerens analyse om, at Europa er ramt af en værdikrise.

”Individualisme, selvrealisering og forbrugersamfundets mangel på beskedenhed har vendt europæernes hjerter væk fra deres rødder. Væk fra de kristne værdier, væk fra Gud,” siger hun.

”Visse mennesker forsøger at ødelægge fundamentet for det kristne samfund. Det resulterer for mange i en tom tilværelse med desperation og ensomhed. Vi ser fremkomsten af nye ideologier, som skygger for det familiebillede, der er grundlaget for vores samfund. Det skygger for livets reelle værdier: godhed, skønhed og sandhed,” siger Zsuzsa Makó.

Ikke et ord om flygtninge

I ugevis har medierne skrevet om, at pave Frans angiveligt tøvede med at møde Orbán på grund af Ungarns hårde flygtningepolitik. Men søndag morgen mødtes de kortvarigt, før paven trådte op på Heltepladsens podium til den afsluttende messe. På mødet bad Viktor Orbán paven om ”aldrig at lade det kristne Ungarn gå til grunde”.

I sin tale til menneskemængden i Budapest nævner pave Frans ikke verdens flygtninge ved ord, men opfordrer ungarerne til at være åbenhjertede, rodfæstede og respektfulde over for andre mennesker.

”Det kors, som er stukket i jorden, får os ikke kun til at slå rod. Det når også højt op og spreder sine arme til alle. (...) Lad os give drikke til alle, der tørster i vor tid,” lyder det fra paven.

Han taler om sit ønske om, at korset skal bygge bro mellem fortid og fremtid for ungarere:

”Religiøse følelser har været livsnerven i denne nation, der er så knyttet til dens rødder.”

Efter den to timer lange seance på Heltepladsen flyver pave Frans hurtigt videre til Slovakiet, hvor han skal være i tre dage. Selvom det altså var en kort visit, er pavens besøg i Budapest for Zsuzsa Makó endnu et til mindebogen.

”Min familie og jeg føler os så inderligt velsignede. Nu vil jeg tage pavens budskaber med tilbage til børnene i Debrecen,” siger hun.