Med sin telefon i hånden og kameraet pegende op på ham selv går Pavel Filatjev gennem en solrig parisisk forstad. Bag ham ses boligblokke, mens han taler gennem sine hvide høretelefoner.
Den 34-årige russer er iklædt en sort dynejakke, der dækker over en sort hættetrøje. Men for et år siden befandt han sig i blåstribet uniform som kontraktansat korporal i den russiske hærs 56. luftlandsstormregiment. Her var han udstationeret på Krim-halvøen, inden han den 24. februar 2022 sammen med sine soldaterkammerater blev sendt ind i det sydlige Ukraine som led i præsident Vladimir Putins storstillede invasion af nabolandet.
I dag har han lagt uniformen endegyldigt fra sig og fået politisk asyl i Frankrig. På mandag udkommer hans erindringsbog, "Zov", i Danmark og en række andre lande, og Filatjev har indvilliget i at tale med Kristeligt Dagblad om sine oplevelser i den russiske hær og sit valg om at blive desertør.
Pavel Filatjev taler ikke engelsk, og samtalen forløber på et hæsblæsende russisk. Han sætter sig under markisen på en overdækket fortovscafé, bestiller en kop kaffe og tænder en cigaret. Han når at ryge fire cigaretter i løbet af en halve time. Han begynder med at fortælle om den skæbnesvangre invasionsdag.
”Om morgenen den 24. februar, da artilleriet begyndte, og de første raketter faldt, var der total forvirring. Jeg forsøgte at forstå, hvad der skete, og hvilken i størrelsesorden. Hvorfor krigen var brudt ud, og i hvilken form den var begyndt,” forklarer han.
I bogen beskriver han, hvordan han var nervøs for, at Rusland var blevet angrebet af Nato, og om hans familie mon var kommet noget til.
”Måske var Moskva også under angreb? Min søster boede der. Hvad der egentlig foregik i verden, det vidste vi ikke,” skriver Pavel Filatjev i en af dagbogspassagerne i bogen.
Her beskrives også, hvordan hverken de menige soldater eller officererne vidste, hvorfor de befandt sig i Ukraine, og hvad de skulle stille op, når de valgte ruter viste sig at være mudrede marker, eller når krigsmateriellet ikke levede op til de lovede standarder. Han fortæller blandt andet, hvordan den lastvogn, som han var passager i gennem krigens første dage, ikke havde bremser.
Meningsløs ødelæggelse
Det var under hans deltagelse i invasionen, at Pavel Filatjev blev modstander af krigen. En af de stærkeste oplevelser i løbet af krigen var indtagelsen af byen Kherson i det sydlige Ukraine.
”Noget, der ændrede mit verdenssyn, var Kherson. Efter at byen blev overtaget, så jeg, hvordan livet blev ødelagt der. Byen blev til en krigsby. På gaden lå der døde mennesker og ødelagte og brændte biler. Her blev den meningsløse ødelæggelse af fredeligt liv tydelig, og et enormt antal civile lider nu under denne krig. At jeg blev bevidst om det der, påvirkede meget, hvordan jeg senere opfattede krigen,” siger han.
Pavel Filatjev kæmpede i to måneder på den ukrainske sydfront, før en alvorlig øjenbetændelse sendte ham radbrækket og desillusioneret væk fra fronten. Imens besluttede han at nedskrive sine oplevelser, og det er udgivelsen af ”Zov” i hans hjemland, der endte med at tvinge den russiske ekssoldat til at forlade sit fødeland.
Har krigen ændret dit syn på din egen identitet som russer?
”Jeg har ikke besluttet, at jeg ikke vil tale russisk, eller at jeg frasiger mig mit moderland. Det, mener jeg, er forkert. Den russiske regering og det russiske folk er ikke det samme, og derfor er min nationale selvopfattelse uændret,” siger han og slår fast:
”Jeg er russer. Jeg elsker det russiske folk, den russiske kultur. Men for mig er den russiske regering ikke det samme som Rusland. For mig er den russiske regering det russiske folks største fjende.”
Misbrug af Gud
På fortovscafeen i Paris er Pavel Filatjev netop blevet serveret en kop kaffe. Da han hælder sukker i koppen, ses et sølvkors, som ekssoldaten bærer om håndledet på sin højre hånd. Pavel Filatjev er troende, og flere steder i ”Zov” taler han direkte om sit forhold til Gud, og hvordan dette påvirker hans syn på hans egen deltagelse i krigen.
"Nu, som for 1000 år siden, sender de russiske ledere deres håndlangerpræster ud for at velsigne soldaterne til krig, og imens glemmer alle det vigtigste af buddene: Du må ikke slå ihjel," siger han.
”Det har altid budt mig imod, når nogen begynder at bruge Gud i sit eget navn og udlægger, hvad Gud har brug for. Derfor forholder jeg mig også meget negativt til, hvordan den russiske regering forsøger at blande religion og Gud ind i det her."
I bogens efterskrift beskriver Pavel Filatjev, hvordan han efter hjemkomsten fra kampene i Ukraine besøger De Væbnede Styrkers Katedral i Moskva. Et imposant pragtbyggeri omgivet af Patriotparken, der mest af alt minder om en forlystelsespark – alt sammen dedikeret den russiske hær og dets sejre.
Her går det op for ham, hvordan regimet bruger kristendommen til at fastholde og undertrykke den religiøse del af det russiske samfund.
”Den russiske ledelse og Putin bruger religionen og Gud til at begrunde sine handlinger. Men for mig er det komisk, og jeg forholder mig meget negativt overfor denne her ’patriotpark’. Jeg har set, hvad der foregår der. De forsøger at bruge Gud til at legitimere deres handlinger og forsøger at tolke undertrykkelsen og krigen som Guds ønske og Guds magt,” siger Pavel Filatjev.
Fremtidens Rusland
I slutningen af bogen beskriver Pavel Filatjev, hvordan han ser Ukraine-krigen som Putin-regimets endeligt. Og at dissidenter som ham selv har et stort ansvar for at opbygge Rusland efter Putin.
”Rusland vil blive ved med at eksistere, men det vil helt sikkert transformere sig. Med tiden vil dette regime blive dømt på samme måde, som Josef Stalins blev. For mig er Putins totalitære regime en fuldstændig gentagelse af det, der var under Stalin. Det er en lærestreg, som det er på tide, at det russiske folk tager til sig,” siger Pavel Filatjev med henvisning til den brutale diktator, der stod i spidsen for Sovjetunionen fra slutningen af 1920'erne til 1953.
Hvordan ser du din egen rolle i det fremtidige Rusland?
”Det er svært at sige. Jeg vil gerne på en eller anden måde deltage i mit lands fremtid politisk. For i løbet af de seneste 10 år er jeg kommet frem til, at jo længere du er tavs, selvom du forstår det hele, jo værre bliver udfaldet. Jeg tror, at hvis du føler, at du er i stand til på nogen måde at påvirke dit lands fremtid, så skal du gøre det. Det er meget muligt, at jeg i fremtiden vil komme til at føre en politisk sag.”