Prøv avisen

Paven erkender: Misbrugte børns klager er blevet gemt væk

Pave Frans drager snart til Irland på en tur, hvor han ventes at blive mødt med protester mod de overgreb, der gennem tiden er blevet begået af personer i den katolske kirke. Foto: Pool/Reuters

Den katolske kirke har fejlet i sin behandling af præsters seksuelle misbrug af børn, siger pave Frans

Personer, der som børn er blevet seksuelt misbrugt i den katolske kirke, er i lang tid blevet ignoreret, gemt væk eller bragt til stilhed, erkender pave Frans mandag med henvisning til en række sager i USA.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I en længere udtalelse om seksuelt misbrug af børn i den katolske kirke appellerer Paven til, at den katolske kirke alle steder gør en indsats for at erkende fortidens overgreb.

Paven har skrevet i et åbent brev til katolikker, at alle kræfter sættes ind på at forhindre misbrug og hemmeligholdelse af det.

Dokumentation: Læs Pavens brev her

I brevet kan man læse, at den katolske kirke må "erkende vores fortids synder og fejl", skriver Reuters.

Selv om de fleste af de sager om seksuelt misbrug, der er dukket op i USA, "tilhører fortiden", mener pave Frans, at den katolske kirke ikke har forstået omfanget af skaderne, som er blevet udrettet.

Ifølge nyhedsbureauet AP beder Paven om tilgivelse hos ofrene for misbrug.

"Vi viste ingen omtanke for de mindste. Vi lod dem i stikken," skriver pave Frans ifølge AP.

"Det er essentielt, at vi som kirke med sorg og skam bliver i stand til at erkende og fordømme de uhyrligheder begået af kirkelige personer, såsom præster," skriver pave Frans videre ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Den katolske kirke har tidligere gennem sin talsmand udtrykt "sorg og skam" over en lang række sager i USA. Udtalelsen kom, efter at en rapport afslørede flere end 300 præsters udbredte overgreb mod over tusind børn i Pennsylvania i USA.

Rapporten fastslår, at højt placerede kirkelige personer både i Pennsylvania og i Vatikanet forsøgte at dække over det omfattende misbrug.

Sagen vækker mindelser om afsløringer i avisen Boston Globe i 2002 med en lang række eksempler på overgreb på børn i den katolske kirke i og omkring Boston.

/ritzau/