Prøv avisen

Paven hørte om scener fra helvedet i Hiroshima

Pave Frans ved en ceremoni ved Hiroshimas Fredsmonument, hvor han mindedes ofrene for atombombeangrebet i august 1945. Foto: Kim Kyung-Hoon/Reuters

Atombombeoffer til paven: Alt var ødelagt. Det var mørkt som var det aften, og der lugtede af rådden fisk.

Overlevende fra atombombeangrebet på Hiroshima beskrev søndag "scener fra helvedet" for pave Frans, som kalder anvendelsen af atomvåben for en forbrydelse.

Under et firedages besøg i Japan har paven både besøgt Nagasaki og Hiroshima, hvor han mindede ofrene for atombombeangrebene i 1945.

Amerikanske styrker nedkastede en atombombe over hver af de to byer ved afslutningen på Anden Verdenskrig. En bombe blev kastet over Hiroshima den 6. august. Bomben over Nagasaki fulgte den 9. august.

I Hiroshima mødte paven flere overlevende fra angrebet, som støttede hans appeller til verden om aldrig af glemme de katastrofale følger af atombombeangrebene i Japan.

Yoshiko Kajimoto var 14 år, da Hiroshima-bomben blev nedkastet og dræbte 35.000–60.000 civile øjeblikkeligt. I alt blev 140.000 dræbt af Hiroshima-bomben.

- Da jeg gik udenfor var alle de omliggende bygninger ødelagt. Det var mørkt som det var aften, og der lugtede af rådden fisk, sagde hun til paven.

Fra tid til anden lukkede hun øjnene og hendes stemme skælvede, da hun fortalte om, hvordan mennesker "gik rundt side om side som genfærd - mennesker, hvis kroppe var så forbrændte, at det ikke var muligt at skelne mænd fra kvinder".

Kajimoto fandt sin far tre dage efter angrebet, men han døde 18 måneder senere af den stråling, som han havde været udsat for. Hendes mor led under en række følgesygdomme i 20 år, mens hun selv kom til at kæmpe med mavekræft og leukæmi.

Paven havde forinden under sit besøg i Nagasaki opfordret til afskaffelse af alle atomvåben. Han kalder det at besidde atomvåben for perverst og uforsvarligt.

- Besiddelsen af atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben er ikke svaret, hedder det i en tale, som paven holdt i Atomic Bomb Hypocenter Park i Nagasaki.

Det var her en amerikansk atombombe ramte den 9. august 1945 og øjeblikkeligt dræbte 27.000 mennesker.

- Vores verden er præget af en pervers todeling, som forsøger at forsvare og sikre stabilitet og fred gennem en falsk følelse af tryghed, som opretholdes af frygt og mistillid, sagde paven i sin tale.

- Fred og international stabilitet er ikke foreneligt med forsøgene på at opbygge verden gennem frygt for gensidig ødelæggelse eller truslen om total udslettelse.

Pave Frans er blot den anden pave i verdenshistorien, der besøger Japan. Og han er den første pave, der besøger landet i 38 år.

Ifølge den katolske kirke i landet er godt en halv procent af den japanske befolkning katolikker.

/ritzau/Reuters