Prøv avisen

Paven: Kyskhedsløftet kan ikke diskuteres

Pave Benedikt XVI afviser en sammenhæng mellem cølibat og de mange sager om overgreb i den katolske kirke. Foto: Alberto Pizzoli

Pave Benedikt XVI vil ikke diskutere den katolske kirkes kyskhedsløfte. Han mener ikke, at seksuelle overgreb på børn har noget med præsters cølibat at gøre

I kølvandet på en lang række sager om seksuelt misbrug af børn i den katolske kirke, har kritikere påstået, at kyskhedsløftet i kirken kan være med til at fremme krænkende adfærd hos præster. Det afviser pave Benedikt XVI.

- For den verden, hvor Gud ikke er tilstedeværende, er cølibat en stor skandale... som burde forsvinde, siger paven.

Præsters cølibat er en "handling, der skal vise ens tro og troskab" mod Gud og en måde at imødekomme den renhed, som livet efter døden rummer, mens mennesket stadig er på jorden.

Forståelsen af cølibatet bliver ofte formørket af "de sekundære skandaler fra vores fejlgerninger og synder", siger paven med en slet skjult henvisning til præsters overgreb på børn.

Intellektuelle og højtstående gejstlige inden for den katolske kirke har ytret ønske om at diskutere cølibatet som institution, men paven siger, at kritikken af kyskhedsløftet "kan virke overraskende på et tidspunkt, hvor det i stadig højere grad er umoderne at blive gift."

Han siger, at hvis ægteskabet forsvinder som institution, så "bliver fundamentet for vores kultur ødelagt."