Prøv avisen
Interview

Pavens flygtninge har fået et hjem i Rom

Koudus på syv år har siden ankomsten til Rom lært at sige ”buono fortuna” – held og lykke – på italiensk. Hendes forældre, Rami Shakargi og Sohayla Ayad, har fået et særligt venskab med de andre to familier, som paven tog med fra Lesbos, fortæller de. Foto: Susanne Utzon

Kristeligt Dagblad har mødt to af de familier, som paven tog med sig tilbage til Italien efter besøget på den græske ø Lesbos i forsommeren. ”Jeg føler mig meget heldig,” siger den 31-årige Nour Essa

Det er en varm og dejlig sommerdag i midten af Roms Trastevere-kvarter. Børn løber rundt, og hækken af ne-rier er i blomst, men der er stadig angst i stemmen, da Nour Essa fortæller om sin flugt fra Syrien:

”Det værste var, da vi skulle igennem et område, der var kontrolleret af Islamisk Stat. Jeg var klædt helt i sort, dækket fuldkommen, og min søn ville ikke vide af mig. Han blev ved med at løbe væk fra mig og ville op til sin far i stedet. Han kunne ikke kende mig. Jeg skræmte ham.”

Hun sidder i en gårdhave foran den skole, hvor hun nu går til italiensk, og fortæller om flugten gennem det krigshærgede Syrien, fra hovedstaden Damaskus og hjemmet, der blev bombet, og det syriske militær, der efterlyste hendes mand, fordi han ikke ville være regimets soldat.

Hun fortæller, hvordan de blev holdt tilbage af Islamisk Stat (IS), som ville have dem til at udføre jihad, men de slap væk ved at betale en menneskesmugler med penge, som familie og venner havde samlet sammen.

Og så kommer hendes mand ind gennem porten, med drengen i hånden, og han løber straks hen til sin mor, da han ser hende. Nu er de i sikkerhed, i Italien, og Nour Essa klæder sig igen, som hun gjorde i Damaskus. Som en moderne syrisk kvinde.

Den lille familie – Nour Essa på 31 år, hendes jævnaldrende mand, Hasan Zaheda, og sønnen Riad på to år – er en af de tre heldige muslimske familier på i alt 12 personer, som pave Frans tog med sig tilbage i flyet til Italien efter sit besøg på den græske ø Lesbos i april.

Familierne blev udvalgt i flygtningelejren efter at være blevet interviewet af den katolske organisation Sant’Egidio, der har begyndt et privat sponsorprogram, som over to år skal sikre 1000 flygtninge et nyt hjem i Ita- lien. Efter pavens besøg skrev mange medier, at de tre familier var blevet valgt ved lodtrækning:

”Men det er ikke rigtigt. Sant’Egidio-folkene talte med dem i lejren, som var kommet før den 20. marts,” siger Nour Essa med henvisning til skæringsdatoen, hvor de kunne søge om asyl, inden aftalen mellem EU og Tyrkiet trådte i kraft.

”Og vi var ikke så mange tilbage – de fleste andre var taget videre til Athen. Resten var først kommet senere.”

Daniela Pompei, der er ansvarlig for Sant’Egidios flygtningeprogram siger, at de tre familier blev valgt, fordi de var sårbare:

”Fordi de alle har børn.”

Det private sponsorprogram har nu kørt i godt et halvt år, og foreløbig er 300 flygtninge kommet til Italien gennem det, med rejse og ophold og alt andet betalt af den katolske organisation. Mange af de flygtninge har specielle behov, børn, der sidder i kørestol for eksempel.

”I en af familierne er en otteårig pige den eneste uden et handicap,” fortæller Daniela Pompei, som oplyser, at de fleste af de ”adopterede” flygtninge er muslimer, mens omkring 30 procent er kristne.

De tre familier fra Lesbos bor godt nok i en af organisationens lejligheder i Rom, men paven og Vatikanet betaler deres udgifter, indtil de en dag kan klare sig selv. De har alle fået asyl i Italien.

I Syrien arbejdede Nour Essa som mikrobiolog, og hun ”håber at finde et arbejde her i Italien, når jeg har lært sproget”. Hendes mand, Hasan, er så småt begyndt. Han er havearkitekt og laver et projekt for et katolsk universitet, men ”det er lidt svært at komme i gang igen, når man hele tiden tænker på dem, der er tilbage i Syrien. De fleste af vores venner er blevet dræbt”, fortæller han.

De fleste?

”Ja,” siger han, ”der er også nogle, der sidder i fængsel, og jeg ved ikke, om de vil dø der.”

De holder kontakt med familien via internettet og WhatsApp på mobiltelefonen og tænker også på dem, der blev tilbage i lejren på Lesbos.

”De har jo også behov for hjælp. Jeg føler mig meget heldig,” siger Nour Essa.

Og nu vil din søn vokse op som italiener?

”Ja, i hvert fald halvt,” griner hun, for første gang, ”han kan allerede sige et par italienske ord.”

De siger, at de har det godt, især fordi de nu er havnet et sted, ”hvor der er fred”. Men det er ikke helt nemt at falde til ro efter flugten, ”fordi den var så farlig. Så tænker man kun på at overleve og ikke på fremtiden”, forklarer Hasan Zaheda.

Hans hustru fortæller, at han bar sønnen på den ene arm og holdt hende oppe med den anden.

At det var en katolsk pave, der hjalp dem, ser de ikke noget mærkeligt i:

”Han reddede os, fordi vi havde brug for at blive reddet. Alle religioner taler om de samme værdier.”

Og de har ingen problemer med at skulle leve i et katolsk land:

”I Damaskus boede der både kristne og mange forskellige slags muslimer rundt om os.”

Fik I talt med paven?

”Ikke rigtigt. Vi takkede ham, og han smilte og kyssede min søn.”

En af de andre familier, som paven tog med sig fra Lesbos, tæller Rami Shakargi på 51 år, hans to år yngre hustru, Sohayla Ayad, og tre børn. Familien flygtede, fordi sønnerne Rash og Abdul på 18 og 19 år var blevet indkaldt til den syriske hær. Familien har også en efternøler, en syvårig pige, Koudous, som render omkring, mens hendes mor siger nogle af de ord, hun har lært på sprogkurset: ”Uno, due, tre”. En, to, tre – og ”buona fortuna”. Held og lykke.

”Vi fik lasagne i flyet, da vi fløj tilbage med paven,” fortæller de begejstrede, ”det var næsten helt surrealistisk og en fantastisk oplevelse.”

Drengene går i skole nu og til judo. Den yngste siger, at han vil være tandlæge, den ældste tror, at han vil arbejde som tekniker og installere aircondition-anlæg.

”Jeg har fået mit liv tilbage,” siger lillebror.

”Jeg går i skole, er ved at få venner, og her kan man bare tage bussen. Det er sikkert. Det er en god fornemmelse.”

Begge familier taler meget om, at det vigtigste netop er følelsen af at være kommet i sikkerhed. At kunne leve et sted, hvor der er fred. Pavens flygtninge, som de bliver kaldt af verdenspressen, bor foreløbig i den samme ejendom i Rom.

”Vi har fået et helt specielt venskab,” siger Rami Shakargi.

”Nu er vi én familie.”

Vil I tilbage til Syrien, hvis der bliver fred?

”Ja, helt sikkert. Når Assad (Syriens præsident, red.) er død,” erklærer Rami Shakargi.

”Jeg er sikker på, at hvis der bliver fred, så vil alle, ikke kun nogle, men alle syrere tage tilbage. Indtil da, har vi bare brug for at leve i fred,” siger Hasan Zaheda.

Og så vil han lige sætte noget på plads:

”Vi blev reddet af paven, og jeg takker ham mange, mange, mange gange for at have reddet os. Jeg håber, at alle muslimske imamer ville være som ham.”

Paven reddede os, fordi vi havde brug for at blive reddet, er Hasan Zaheda og hans hustru, Nour Essa, overbeviste om. De føler sig meget heldige over nu at bo i Rom, så deres lille søn Riad kan vokse op et sikkert sted. Foto: Susanne Utzon