Nyhedsanalyse
Skal, skal ikke? Indtil få timer før Benedikt XVI's ankomst til Tyrkiet i dag forlød det, at den tyrkiske premierminister, Tayyip Erdogan, ikke kunne tage imod paven. Det var et markant brud med den sædvanlige protokol under sådanne besøg, og forklaringen var, at Erdogan på det tidspunkt ville være til NATO-topmøde i Letland for at drøfte det 21. århundredes sikkerhedspolitiske udfordringer. Men i går lagde den tyrkiske regering brat kursen om. Det blev nu oplyst, at premierministeren havde justeret sin egen rejseplan og derfor alligevel ville kunne modtage paven i Ankaras lufthavn.
Alt andet ville også være ironisk, for når det drejer sig om fredelig sameksistens mellem kristne og muslimer, har pave Benedikt en betydning, som ingen af de 26 stats- og regeringsledere i Riga kan matche. Det viste han den 12. september i Regensburg med sine betragtninger om islam, der med ét slag satte helt nye rammer for en af de vigtigste diskussioner i vor tid. Og den diskussion kan Erdogan ikke sætte sig uden for, hverken symbolsk eller politisk.
I en kommentar for nylig kaldte Time pavens ord for "et ufuldkomment, men vægtigt udspil" og skrev, at "det – på godt og ondt – er lykkedes ham at genopvække debatten om civilisationernes sammenstød ved at fokusere på kernespørgsmålet om, hvorvidt islam som religion betragtet sanktionerer brugen af vold." I dele af den islamiske verden har der også bredt sig en fornemmelse af, at Benedikt har sat noget væsentligt i gang, og i oktober skrev 38 fremtrædende muslimer et åbent brev til ham i håbet om en kritisk, men respektfuld dialog.
Kan Benedikt så på de fire dage, hans besøg varer, sikre, at denne dialog bevæger sig videre på en konstruktiv måde?
Måske får vi det allerede at vide på besøgets første dag, når paven i Ankara møder Ali Bardakoglu, der repræsenterer landets højeste islamiske myndighed. Bardakoglu gik skarpt i rette med paven efter Regensburg, men blev selv senere bebrejdet, at han havde gjort det på baggrund af presserapporter og uden at have læst forelæsningen i dens helhed.
Bardakoglu har nu udtalt, at hvis ikke paven nævner Regensburg ved dette første møde, så gør han det heller ikke. Men kan paven lade være? Der er en bred forventning om, at Benedikt på en eller anden måde er nødt til at tage tråden op fra Regensburg og udbygge sine betragtninger om islam både af hensyn til kristne og muslimer.
– Der er så mange spørgsmål, der berører Tyrkiet, såsom dialogen med muslimerne, kulturel og religiøs identitet, Europas fremtid, kirke-stat forhold, religionsfrihed og økumeni. Pavens besøg er et tegn på hans respekt for landet og vigtigheden af at drøfte disse spørgsmål, forklarede fader Justo Balda fra Det pavelige Institut for Arabiske og Islamiske Studier forleden.
På den anden side ønsker hverken paven eller hans vært, den ortodokse patriark Bartholomæus II af Konstantinopel, at mødet med islam skal overskygge besøget, der i sit udgangspunkt handler om tilnærmelsen mellem to kirker, der har været adskilt i næsten 1000 år.
– Vi er meget kede af, at folk kun taler om det inter-religiøse aspekt. Hovedformålet med denne rejse er økumenisk, og vi håber, at det vil give ny kraft og entusiasme til dialogen med de ortodokse kirker, forklarede Vatikanets ledende økumeniker, kardinal Walter Kasper, få dage før rejsen.
Paven vil givet også understrege kristendommens dybe rødder i Tyrkiet, når han besøger Istanbul og Efesus og mødes med de forskellige kristne menigheder. Jesu apostle rejste rundt i hele Lilleasien, flere kirkefædre boede her, og alle de store kirkemøder i kristendommens første årtusind blev afholdt i, hvad der i dag er Tyrkiet.
Rejsen til Tyrkiet er den femte, som pave Benedikt har foretaget uden for Italien, og ingen af dem er gået helt som forudset.
På Verdensungdomsdagen i Köln sidste sommer viste den aldrende pave, at han kunne få unge mennesker i tale. I Auschwitz sidste juni provokerede han med nye vinkler på det ondes problem. Turen til Spanien en måned senere blev begyndelsen til en overraskende tilnærmelse mellem Vatikanet og den militante socialistiske regering. Og i Bayern i september satte han den islamiske verden i brand med et enkelt citat.
Hvad kan vi så forvente os af hans første besøg i et muslimsk land med en markant kristen fortid?
Benedikt selv holder kortene tæt til sig, mens de kommende dage for alvor kan komme til at definere hans regeringstid.