Pelosi er ankommet til omstridt besøg i Taiwan

Kina har ifølge medie sendt jagerfly gennem Taiwan-strædet og gentaget advarsel inden Pelosis besøg i Taiwan.

Pelosi er ankommet til omstridt besøg i Taiwan
Foto: Ann Wang/Reuters/Ritzau Scanpix.

Nancy Pelosi, formand for Repræsentanternes Hus i USA, er tirsdag ankommet til Taiwan trods kinesiske protester.

Flyet med Pelosi om bord satte hjulene på landingsjorden i lufthavnen i Taipei klokken 16.44 dansk tid.

Kort forinden var kinesiske jagerfly af typen SU-35 gået på vingerne og fløj over Taiwan-strædet, der adskiller øen fra det kinesiske fastland. Det skriver det statslige kinesiske medie China Daily.

Forsvarsministeriet i Taiwan afviser dog, at kinesiske jagerfly har krydset strædet. Den melding er "falsk", meddeler ministeriet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Kina's forsvarsministerium meddeler samtidig, at beredskabet er forhøjet, og at der vil blive indledt en "militær operation" som svar på Pelosis besøg, skriver Reuters.

Allerede inden den amerikanske toppolitikers ankomst har besøget forværret det i forvejen spændte forhold mellem Kina og USA.

Kina har flere gange advaret om, at "den, der leger med ilden, bliver brændt", og at det vil få konsekvenser, hvis besøget gennemføres.

Den amerikanske regering meddelte mandag, at USA ikke vil lade sig true eller presse af Kinas "sabelraslen".

Senest sagde den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, tirsdag, at det "ikke vil ende godt", når amerikanske politikere "leger med ilden" i spørgsmålet om Taiwan.

De advarsler har Pelosi trodset ved at tage på besøget, der skal vise opbakning til Taiwans demokrati.

I en udtalelse, som Pelosi har lagt på sin hjemmeside få minutter efter ankomsten i Taipei, skriver hun, at besøget "ærer Amerikas urokkelige engagement i at støtte Taiwans levende demokrati".

- Amerikas solidaritet med de 23 millioner mennesker i Taiwan er vigtigere i dag end nogensinde før, hvor verden står over for et valg mellem autokrati og demokrati, skriver Pelosi.

Hun understreger i samme ombæring, at besøget ikke er i strid med USA's mangeårige politik i regionen.

- USA er fortsat imod ensidige bestræbelser på at ændre status quo, slutter udtalelsen fra Pelosi.

Det selvstyrende ørige har eget parlament, og et flertal af befolkningen i Taiwan ønsker selvstændighed. Men regeringen i Beijing betragter Taiwan som en del af Kina.

Nancy Pelosi ventes onsdag at mødes med Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, besøge Taiwans parlament og mødes med demokratiforkæmpere, inden hun igen forlader øen onsdag eftermiddag lokal tid.

Det skriver Taiwans officielle nyhedsbureau ifølge Reuters. Oplysningen bekræftes af kilder i Pelosis følge.

Hun er som formand for Repræsentanternes Hus nummer tre i det politiske hierarki i Washington D.C.

Dermed er der tale om det mest højtstående amerikanske besøg i Taiwan siden 1997.

Ifølge en forsker har Pelosi længe støttet Taiwan.

- Hun har gennem hele sin karriere været meget fokuseret på at støtte demokratiet i forskellige lande, inklusiv i Kina, og har støttet Taiwans stræben efter at være frit, forklarer Jan Hallenberg, der er USA-ekspert ved det svenske Utrikespolitiske Instituttet, til nyhedsbureauet TT.

Tidligere tirsdag var flyet med Pelosi om bord lettet fra Malaysia. Den 82-årige toppolitiker er på rundrejse i Asien.

/ritzau/