Prøv avisen

Penge til klima forsvinder fra G20-landes mødedokument

På G20-møde har finansministre valgt at fjerne et punkt omkring finansiering af de globale klimaforandringer.

G20-landenes finansministre har fjernet et punkt om klimafinansiering fra deres mødedokument fredag.

Det siger en embedsmand, der deltager i mødet.

USA og Saudi-Arabien er blandt de lande, der har tvunget Tyskland til at fjerne punktet om at finansiere bekæmpelse af klimaforandringer.

Det Hvide Hus med Donald Trump i spidsen ønsker helt at fjerne programmer, der handler om klimaforandringer.

- Vi ser det som spild af amerikanernes penge, siger Mick Mulvaney, der administrerer budgettet i Trump-administrationen.

- Jeg tror, at præsidenten er temmelig ligefrem. Vi vil ikke bruge penge på det, tilføjer han.

På G20-mødet 17. og 18. marts mødes landenes finansministre og centralbankchefer i den tyske by Baden-Baden.

På deres seneste møde i juli 2016 meldte G20-landene ud, at de opfordrer alle, der har underskrevet den globale klimaaftale fra Paris, til at sætte aftalen i kraft så snart som muligt.

I klimaaftalen forpligter omkring 200 lande sig til at opfylde klimamål. Aftalen er fra december 2015.

G20 omfatter EU og 19 lande, som er nogle af verdens største økonomier.