Pengestærke russere slår sig ned på feriemål i Thailand og Indonesien

Hundredtusinder af russere er siden Ruslands angreb på Ukraine valfartet til feriemål i Asien. Mange køber fast ejendom og vil ikke hjem foreløbig.

Russiske turister nyder livet på Layan-stranden i Phuket i Thailand. (Arkivfoto.)
Russiske turister nyder livet på Layan-stranden i Phuket i Thailand. (Arkivfoto.). Foto: Jorge Silva/Reuters.

Udsigten til en hård tid i skyttegravene i Ukraine har fået mange tusinde russere til at søge tryghed og varme langt væk.

De er rejst til eksotiske destinationer i Asien, og nu sætter russere med penge på lommen deres præg på berømte feriesteder som Bali i Indonesien og Phuket i Thailand.

Nyhedsportalen Thaiger skriver, at Thailand i fjor, da store dele af landet frem til sensommeren havde coronarestriktioner, modtog 435.000 russiske turister.

I år er der indtil nu kommet 370.000.

Et ukendt antal af dem er kommet for at blive i længere tid, siger generalmajor Phanthana Nutchanart, næstkommanderende hos immigrationsmyndighederne.

Han fortæller, at russere købte 40 procent af de boliger, der blev solgt til udlændinge på Phuket i fjor. Han nævner ikke noget tal for solgte boliger.

Men salget og antallet af russere tog til, efter at Ruslands præsident, Vladimir Putin, i september i fjor beordrede en delvis mobilisering af soldater.

Sofia Malygaevareal, ejendomsmægler på Phuket og af russisk oprindelse, siger, at de fleste af hendes kunder er velhavende russere mellem 30 og 35 år.

En tidligere investeringsrådgiver siger til CNN, at livet i Rusland er blevet svært.

Manden, der ikke vil have sit navn frem, er fra Sankt Petersborg. Han har købt en lejlighed på Phuket.

- Ingen ønsker at blive og leve midt i en krig. Det er stressende at tænke på, at man kan rejse hjem til Rusland og blive straffet. Så det virker fornuftigt at investere i et sted, der koster mindre end Moskva, og som er mere sikkert.

Lokale på Phuket fortæller, at efterhånden som krigen i Ukraine trækker ud, og russerne bliver, så stiger priserne. I de områder, hvor russerne bor, er prisniveauet lige nu rekordhøjt, skriver Thaiger.

Den 15. marts indgik Thailands regering en aftale med Ruslands regering om udlevering af russiske statsborgere. Aftalen er ifølge den thailandske avis The Nation kommet på bordet på grund af den store indrejse af russere.

Aftalen ligner ifølge avisen aftaler, som Thailand har med en række andre lande. Det er ikke klart, om personer, der er flygtet fra en indkaldelse, kan sendes hjem til Rusland.

Russerne har også kig på Bali i Indonesien. CNN fortæller, at da øen i fjor genåbnede efter coronapandemien, besøgte 58.000 russere Bali. Alene i januar i år kom der 22.500.

Russere var dermed næststørste gruppe af udlændinge efter australiere.

Ukrainere besøger i øvrigt også Bali. I fjor var det 7000, i januar i år kom 2500.

Men der er ved at komme problemer for både russere og ukrainere på Bali.

Lokalmyndighederne siger ifølge CNN, at russere er involveret i en stribe lovbrud og krænkelser af lokale skikke.

De opfører sig dårligt ved templer, de bliver efter udløb af deres visa, de arbejder ulovligt som frisører, turistguider, taxichauffører.

- Når vi får en rapport om udlændinge, der opfører sig dårligt, er det næsten altid russere, siger en lokal politimand i Kuta til CNN.

Turisters dårlige opførsel er ikke ny på Bali. Udenlandske turister kommer jævnligt i overskrifterne på grund af fuldskab eller krænkende opførsel.

Myndighederne ser nu ud til at ville statuere et eksempel med såvel russere som ukrainere.

- Hvad er det med de to lande? De er i krig, så russere og ukrainere flokkes her, sagde Balis guvernør, Wayan Koster, for nylig.

Myndighederne overvejer, om Rusland og Ukraine skal stryges fra listen med 80 lande, der kan søge om visum ved ankomst til Bali.

En del russere har ifølge myndighederne misbrugt deres visum og er blevet efter visummets udløb. De er blevet anholdt og sendt ud af landet.

/ritzau/