En ung ugandisk kvinde bliver antastet og spurgt om seksuelle ydelser af gamle mænd i biler, når hun er på vej hjem fra arbejde om aftenen. En australsk pige er holdt op med at deltage i bestemte timer på universitetet, så hun kan undgå den mand, som ellers forfølger hende i toget. En spansk kvinde sidder ikke længere i parken, når hun vil læse en bog, for hun kan ikke få lov at være i fred.
Eksemplerne stammer alle fra en rapport, som børneorganisationen Plan International udgiver i dag på FN’s internationale pigedag. Rapporten har titlen ”Unsafe in the city” (Usikker i byen) og tager udgangspunkt i, hvordan unge piger fra Kampala, New Delhi, Lima, Madrid og Sydney oplever det at bevæge sig rundt i byrummet.
Konklusionen er klar: I storbyen bliver pigerne udsat for chikane, overgreb og uønskede tilnærmelser, og det får dem til at føle sig usikre. Og det er slående, at den følelse går igen alle steder, uanset hvilken verdensdel vi er i, mener Nicole Kalms, direktør for det australske Monash Unversitets XYX Lab, som har lavet undersøgelsen for Plan International.
”På tværs af alle fem byer er pigernes bekymring for deres sikkerhed skræmmende ens,” siger hun.
Igennem to måneder har piger fra de fem byer markeret deres vej igennem byen, og hvorvidt de følte sig utrygge på forskellige steder. I alt 21.200 markeringer blev foretaget under forsøget, og det tegner et klart billede af pigernes liv. På tværs af de fem storbyer var der i gennemsnit 78 procent af de markerede steder, hvor pigerne følte sig usikre.
”Selvfølgelig sker den slags også på landet. Men man kan bare sige, at når der er flere mennesker samlet, som der er i storbyen, er der større risiko for, at der sker noget,” siger Chris Poole, der i 40 år har arbejdet som konsulent i voldsforebyggelse blandt andet for Det Kriminalpræventive Råd.
En del af pigerne i rapporten fortæller om, hvordan de er blevet udsat for seksuelle overgreb som voldtægter, men langt over halvdelen af deres historier handler om ikke-fysiske krænkelser. Pigerne fortæller om at blive udsat for blufærdighedskrænkelser, om at få kommentarer for deres udseende og blive begloet. I disse dage, hvor MeToo-bevægelsen kan fejre et-årsfødselsdag, er spørgsmålet, hvorvidt pigerne overreagerer.
”Overhovedet ikke. Punktum,” lyder Chris Pooles kontante svar.
”Vi er kun lige begyndt at tale åbent og alvorligt om de krænkelser og overgreb, piger og kvinder oplever, og vi er slet ikke nået til et punkt, hvor man kan tale om, at der er nogle, som er overfølsomme. Det er første gang i verdenshistorien, at pigers oplevelser af at blive krænket kan blive sagt højt og tydeligt, blandt andet fordi de kan gøre det anonymt på de sociale medier. Og for første gang i historien oplever de at blive hørt, når de fortæller deres historier,” siger hun.
Blandt de piger, der har deltaget i forsøget, fortæller 208, at de har ændret deres vaner for at undgå specifikke steder og situationer. Det er den mest typiske reaktion. Pigerne undgår simpelthen stedet, når de er alene, eller de holder helt op med at komme der. Og det kan have store konsekvenser for dem.
”Fordi det ofte sker for mig, har min mor taget mig og min søster ud af skolen,” fortæller en 14-årig pige fra New Delhi i rapporten, og hun er langtfra alene.
I alle fem storbyer er der piger, der beretter, at de har set sig nødsaget til at stoppe med at arbejde eller studere på grund af utryghed. De flest af disse bor i Perus hovedstad, Lima, hvor 33 kvinder som konsekvens af dårlige oplevelser har sagt deres job op eller droppet deres uddannelse.
”Når usikkerheden gør, at pigerne bliver hjemme, enten fordi de selv eller deres forældre ønsker det, så får de ikke samme muligheder som deres brødre eller drengevenner,” siger Katja Christensen, der er program manager for civilsamfundsstyrkelse og demokratiudvikling i PlanBørnefonden.
”Det betyder rigtigt meget, hvis pigerne ikke kan forsørge sig selv og passe på deres familier, fordi de ikke føler sig inkluderet i samfundet. Det handler om, at de skal føle sig som hele aktive medborgere dér, hvor de er. Det ønsker vi alle for vores børn, uanset om vi bor i Kampalas slum eller i København,” mener hun.