Dansk topchef for udviklingsarbejde: Piger sulter, når skolen lukker

Danske Anne-Birgitte Albrectsen er topchef i den internationale udviklingsorganisation Plan International. Hun håber, at coronakrisen vil skabe mere solidaritet, men ser også bekymrende tendenser til, at lande graver sig ned i deres nationale skyttegrave

Anne-Birgitte Albrectsen er øverste chef i den internationale udviklingsorganisation Plan International, der arbejder med børns rettigheder og ligestilling for piger. Organisationen er tilstede i 77 lande og i berøring med flere end 40 millioner børn. Her ses hun under et besøg i Mozambique. – Foto: PlanBørnefonden.
Anne-Birgitte Albrectsen er øverste chef i den internationale udviklingsorganisation Plan International, der arbejder med børns rettigheder og ligestilling for piger. Organisationen er tilstede i 77 lande og i berøring med flere end 40 millioner børn. Her ses hun under et besøg i Mozambique. – Foto: PlanBørnefonden.

Hvor danske skolebørn modtager fjernundervisning over deres computere, er det en helt anden virkelighed, der gør sig gældende for mange andre af de anslået 740 millioner piger, som over hele verden er sendt hjem fra skoler og universiteter.

”I lavindkomstlande er transistorradioer stadig det bedste middel til at nå ud til folk,” siger Anne-Birgitte Albrectsen og nævner Zimbabwe som eksempel på et land, hvor dét er måden et etablere fjernundervisning, når skolerne er lukket.

Hun har siden 2015 været den øverste direktør for udviklingsorganisationen Plan International, hvis danske medlem er PlanBørnefonden. Men hende i spidsen har organisationen øget sit fokus på at hjælpe piger og unge kvinder.

Det er ikke kun den manglende undervisning, der bekymrer den danske direktør.

”I det øjeblik skolerne lukker, vil 70 procent af de børn, som vi har konktakt med, miste deres primære daglige måltid. Og der er lande, hvor vi ikke må arbejde under krisen, og så får børnene ikke en erstatning for det måltid. Frygten er på kort sigt underernæring, og på langt sigt, at de vil lide af, at de ikke har fået næring nok.”

Hun forklarer, at mange af de fattigste lande har en økonomi, der er baseret på kontanter, og at kriser derfor udløser fødevaremangel.

”Og det er altid pigebørnene, der kommer til sidst. Først skal far have mad, så storebror, før man kommer til mor og pigerne. Vi kan bare se på erfaringerne fra ebolakrisen. Der kom flere underernærende piger, men også flere unge piger, der døde. I lande med svage sundhedssystemer er de udsat for en større dødelighed og sygdom i forbindelse med graviditeten.”

Interviewet finder sted over en mobiltelefon fra det hastigt etablerede hjemmekontor, hvorfra Anne-Birgitte Albrectsen nu leder arbejdet, og ikke hovedkontoret i Woking vest for London. I baggrunden plinger konstant beskeder ind, og der er meget at koordinere for at holde arbejdet gående under den globale coronakrise.

”Billedet ændrer sig fra dag til dag. Vi arbejder i tusindvis af lokalsamfund i flere end 50 udviklingslande. Det er typisk store områder med mange landsbyer og med lokalt personale, der underviser lærere og sundhedspersonale om børns rettigheder, beskyttelse og forebyggelse af vold, samt rækker ud til piger, som ikke kommer i skole,” forklarer hun.

Arbejdet er indstillet mange steder, mens Plan International og deres lokale projekter andre steder bliver brugt til at hjælpe under corona-krisen.

”Så der er både positive og negative historier,” siger Anne-Birgitte Albrectsen, der nævner Senegal som et eksempel.

Efter at Plan Internationals aktiviteter blev lukket ned sammen med resten af landet, fik organisationen lov til at genoptage arbejdet i landet efter påske.

”Andre lande har givet dispensation for humanitær adgang, fordi vi også kan være en del af informationsarbejdet om covid-19, uddeling af sæbe og personlig beskyttelse til sundhedsarbejdere. De mest konkrete eksempler er i Østafrika, hvor vi har arbejdet med fødevarekrisen, og betragtes af regeringer som en central humanitær organisation. Det gælder også i Vestafrika,” siger hun.

Plan International og dens nationale medlemsorganisationer er tilstede i 77 lande over hele kloden og hjælper flere end 40 millioner piger og drenge gennem deres projekter.

Anne-Birgitte Albrectsen kalder den nuværende situation for den sværeste ledelsesudfordring i et stykke tid.

”Jeg siger til mig selv, at jeg kun kan agere på det, jeg ved, og ikke agere på det, jeg ikke ved. Det vigtigste er at sikre, at medarbejderne føler sig trygge, så jeg deler med dem, hvad jeg ved og ikke ved. Vi tænker også hele tiden tredimensionelt og lister mulighederne fra det bedste over middel til det værste scenario. Jeg vil ikke sige, at jeg helt har vænnet mig til at arbejde på den måde,” indrømmer Anne-Birgitte Albrectsen, der ser to tendenser i reaktionen på krisen:

”Det store spørgsmål for os i hele den humanitære sektor er, om vi står ved en skillevej. Vi ser øget nationalisering og lukkede grænser, hvor dele af verden graver sig ned, og hvor det er hvert land og hvert menneske for sig selv. Hvad vil det ikke betyde for menneskerettighederne, når vi ser nærmest diktaturagtige tilstande også i Europa. Det er langt ud over Plan Internationals mandat, men det er nok mest det, der holder mig vågen om natten.”

Når det er sagt, oplever hun også en øget solidaritet blandt nødhjælps- og humantære organisationer og internationale organisationer som FN.

”Måske vil vi endelig forstå, at hele verden er nødt til at stå sammen i sådanne situationer, og vi vil skubbe på for at fortsætte samarbejdet og udvise solidaritet,” siger hun.

En anden bekymring er verdensøkonomien, som ser ud til at skrumpe, mens hele verden er lukket ned. Og det vil på sigt også gå ud over midler til udviklingsarbejdet, og det kan efter hendes vurdering indebære, at meget arbejde bliver sat år tilbage.

Men aktuelt oplever hun en stort set uændret villighed fra privatpersoner til at give.

”Vores sponsorer er generelt utroligt loyale. Hvis man har givet til Plan i 5 eller 15 år, holder man ikke op nu. I den individuelle donation er der en god respons, og nogle giver nu lidt ekstra,” fortæller hun.

Men der er også forskel på lande.

”Lige nu er det spanske sundhedssystem underdrejet, så det vil være uansvarligt og umuligt at bede spanierne om at give til verden lige nu. Men vi tror, det skifter om nogle måneder.”

I den modsatte boldgade er der andre solstrålehistorier som eksempelvis Indien.

”Jeg talte med vores chef i Indien. Der ser vi nu, at den indiske middelklasse er begyndt at forstå, at de ikke selv kan føle sig sikre, før alle i Indien er sikre. Så ud fra deres egen interesse er middelklassen begyndt at overveje at give til vores programmer i Indien, som primært har været finansieret af EU og internationale programmer,” siger Anne-Birgitte Albrectsen, som også har ændret den måde Plan International arbejder på.

Inden verden lukkede ned, fik de satellittelefoner ud til alle de lokale projekter i udviklingslandene – og så bliver der ikke mindst sparet penge, fordi ingen længere flyver ud på besøg.