Pinsebevægelsen erobrer Brasilien

Alene størrelsen af katedralen i Rio de Janeiro er et sikkert tegn på frikirkens fremgang. Bygningen kan rumme over 12.000 personer. -- Foto: Christian Martinez.
Alene størrelsen af katedralen i Rio de Janeiro er et sikkert tegn på frikirkens fremgang. Bygningen kan rumme over 12.000 personer. -- Foto: Christian Martinez.

-- Du må under ingen omstændigheder tage billeder inde i templet, siger manden og lægger armene over kors for at understrege sin pointe. Han er klædt i sort jakke og slips og ser venlig, men bestemt ud. Bag ham står fire kirke- tjenere, der ligner profesionelle bodyguards, som de står der på række i identiske jakkesæt.

-- Velkommen i Guds hus, siger han og åbner døren.

Kirken er hovedsæde for Igreja Universal do Reino de Deus, IURD, også kaldet Universal Church of the Kingdom of God, som ligger i den nordlige ende af Rio de Janeiro. Det er en enorm bygning med glasgrøn kuppel og hvid facade, der gør sig bemærket i det socialt belastede kvarter, langt fra Copacabana-strandens blå bølger.

IURD råder på landsplan over flere end 4000 kirker – eller templer, som de kaldes – som ofte ligger i ombyggede biografer og teatre i alle større byer i Brasilien. Bevægelsens første megakirke blev opført i São Paulo med plads til 5000 mennesker, men er i dag blevet overhalet indenom af katedralen i Rio de Janeiro. Størrelsen alene er et sikkert tegn på kirkens fremgang med en kapacitet på over 12.000 medlemmer.

Pastor Junior, som han kalder sig, står i døren og tager imod. Han er prædikantens personlige assistent og er en travl mand. Menigheden er ved at samle sig før gudstjenesten, folk strømmer ind i salen. Han bliver mistænksom, da han ser Kristeligt Dagblads udsendte med et kamera over skulderen, men tøer op, da han indser, at det er en udenlandsk journalist.

-- Vi har ikke gode erfaringer med lokale journalister. De brasilianske medier fremstiller os altid i et dårligt lys, forklarer han. Måske er det derfor, at kirkens eget tv-hold interviewer og filmer folk på vej ind i salen.

Ifølge pastoren er opskriften på kirkens succes ikke svær at få øje på. "Det handler om troen og om, hvad den kan udrette. Tro flytter bjerge, og enhver kan ved selvsyn konstatere, at mirakler finder sted i vores kirker", siger han og tilføjer så: "Men i virkeligheden må jeg slet ikke tale med dig. Du skal gennem vores pressecenter, hvis du har flere spørgsmål."

Inde i salen hersker en stemning som ved en partikongres. Folk leder efter siddepladser, og der en hektisk summen af stemmer. Fra loftet hænger et banner med ordene "Giv mig styrke", og på hver side af alteret hænger en storskærm. Folk i salen stirrer på billederne af en kvinde, der fortæller, hvordan hendes liv nær var blevet ødelagt af alkoholmisbrug.

-- Jeg mistede min mand, mit job, min selvrespekt. Mit liv henlå i mørke, siger kvinden på skærmen og fortsætter:

-- Men så fandt jeg Gud. Alt klarede op. Mit liv fik mening.

En mumlen går gennem salen. Folk nikker, enkelte klapper. De kan genkende et mønster. Først elendighed og mørke, så lys og frelse. Kvinden fortæller en historie, som mange i salen kender fra deres eget liv.

IURD er blot en blandt mange frikirker i Brasilien, men er til gengæld den hurtigst voksende. Der er ingen officielle medlemstal, men de seneste opgørelser indikerer, at IURD i dag har over to millioner medlemmer. Til sammenligning har den mere traditionelle pinsekirke Asambleia de Deus – Guds Forsamling – eksisteret i landet siden 1911 og har 8,3 millioner medlemmer.

Kirken blev grundlagt i 1977 i Rio de Janeiro af en prædikant ved navn Edir Macedo. Den store inspirationskilde var den amerikanske tv-evangelist Pat Robertson, der er kendt for at have søsat programmet 700 Club i 1984. Robertson kombinerede fundamentalisk bibelprædiken med en tro på mirakler i sine tv-udsendelser, og modellen fik hurtigt succes i Brasilien. IURD satsede massivt på markedsføring i medierne og etablerede sig snart som en af hovedkræfterne i den nye brasilianske variant af pinsebevægelse.

Bevægelsen opkøbte Cobacabana Radio i 1979 og begyndte samtidig at købe sendetid på forskellige tv-kanaler uden for primetime. Det store spring kom i 1989, da kirken købte mediegruppen Record for 45 milioner dollar. Kirken investerede yderligere 400 milioner dollar i foretagendet og råder i dag over 90 kanaler i Brasilien.

Men en ting er, at kirken har vokseværk, noget andet, hvilke konsekvenser det har for samfundet. Ifølge Leonildo Silveira Campos, professor i religionssociologi ved Universidade Metodista i São Paulo, kan man ikke adskille kirkens religiøse program fra dens erklærede politiske dagsorden.

-- Pinsekirken med IURD i spidsen har formået at skabe sig et solidt bagland og en effektiv eksponering i medierne. Det næste skridt er at søge politisk indflydelse for at gøre kirkens indflydelse gældende. De har brug for lobbyister til at udvide imperiet, siger Campos, der er en af Brasiliens førende forskere i pinsebevægelsen.

Meget tyder på, at det er lykkedes. I perioden 2002-2006 blev 18 politikere fra IURD's bagland valgt ind i det brasilianske parlament, hvoraf fire blev udnævnt som senatorer. Den ene er grundlæggeren Macedos svigersøn.

Men kirkens entre i det politiske system er ikke gået helt efter planen. Flere af kirkens medlemmer blev sidste år afsløret i en korruptionsskandale, der sendte chokbølger gennem hele organisationen.

Sagen drejede sig om en kæmpeordre på ambulancer til det brasilianske sundhedsvæsen, der blev købt af den føderale regering til – skulle det vise sig – klækkelig overpris. Overskuddet endte i lommerne på de selvsamme politikere, som havde blåstemplet købet i delstaterne. Myndighedernes efterforskning afslørede efterfølgende, at en stor del af synderne havde tilknytning til IURD.

Det har imidlertid ikke forhindret kirken i at stifte sit eget parti, som skal repræsentere bevægelsen i fremtiden. Ifølge Campos betyder skandalen heller ikke, at kirken er på retur. Den brasilianske offentlighed er vant til korrupte politikere, og selv ikke en folkehelt som præsident Lula har kunnet se sig fri for brådne kar i sin regering. Efter al sandsynlighed kan kirken derfor blot ride stormen af og vente til næste valg.

Gudstjenesten skal til at begynde. En ung kirketjener går rundt og uddeler vievand til kirkegængerne. Han har hældt vandet over i en tom ketchupflaske, som han hælder over i folks medbragte flasker. "Det er helligt vand fra Det Røde Hav", forsikrer han.

Inde i salen skridter prædikanten frem og tilbage over kirkegulvet og tørrer sved af panden, mens tv-kameraer følger hans bevægelser. På storskærmen er der nærbilleder af hans ansigt, så alle kan følge med.

Han citerer en passage fra Bibelen.

-- Lyt til Herrens ord, siger han og fortæller så, hvordan menneskelig lidelse – hvad enten det er sjælesorg eller økonomiske kvaler – er resultatet af en djævlebesættelse. Talen går snart på narkomaner, alkoholikere, folk med depression og bøsser.

-- Disse stakkels, syge mennesker, sukker han i mikrofonen og beder om Guds hjælp til at bringe dem ud af vildfarelsen.

Den eneste måde at gøre sig fri af djævelen på er ved at fordrive ham med Guds hjælp, fastslår han.

En hær af kirketjenere uddeler vievand og talismaner til den kollektive uddrivelse, og salen gør sig klar. Prædikanten taler stadig mere indædt ind i mikrofonen. Ordene falder hurtigere og hurtigere i et staccato-agtigt tempo, mens han knytter næverne og kigger udover salen.

-- Vig bort, Satan! brøler han. Salen gentager ordene i en kakofoni af stemmer.

-- Vig bort! lyder det igen.

Hele salen, mænd, kvinder og børn har rejst sig. Mange beder med koncentrerede miner, nogle omfavner grædende hinanden, mens andre mumler uforståelige gloser frem for sig. En mand løfter hænderne mod loftet og lukker øjnene. Adskillige har medbragt billeder af ægtefæller og slægtninge, som de rækker i vejret. Salen gynger.

Sceancen er intens, men kort. Alvoren forstummer, og snart viser taleren en mere munter side af sig selv. Han bryder ud i sang. Musik kommer ud af højtalerne, og folk synger med, nu synligt afslappede og lettede. Lommetørklæderne kommer op af lommerne, og folk tørrer øjnene.

-- Pinsekirken på mange måder en forretning, der sælger sit budskab gennem slogans og reklamer. Den minder om en moderne virksomhed, der anvender medierne og moderne marketingstrategier til at udvide sin dominans på markedet, forklarer Campos.

-- Bevægelsen har forstået at tilbyde en pakkeløsning, som fusionerer traditioner fra de afrobrasilianske religioner, shamanisme og den amerikanske pinsebevægelse. Resultatet er en religion, der fremstår som et tidssvarende svar på de problemer, som følger i kølvandet på et samfund, der kæmper med social ulighed, arbejdsløshed og vold, siger han.

-- Brasilien er det mest ulige samfund i verden, og staten har ikke ressourcer til at hjælpe de svageste. Det får mange mennesker til at lede efter alternative løsninger på deres problemer, siger han og fortæller, at prædikanterne er dygtige til at tegne et billede af verden som opdelt i gode og onde kræfter.

-- Det er en del af deres succes. De gør verden forståelig og overskuelig, hvilket er attraktivt for mange mennesker, fortsætter sociologen, der sammenligner megakirkerne med stormagasiner:

-- Som moderne forbrugere kan vi tage for os af retterne i supermarkedet. På samme måde kan medlemmerne af pinsekirken selv sammensætte en menu efter de spirituelle goder, som de mangler, siger han.

Sammenligningen er ikke taget ud af den blå luft. På indfaldsvejen til megakirken står flere enorme Jesus-billboards ved siden af reklamer for Levis og Calvin Klein. Det ligner en regulær branding, Jesus som varemærke.

Billedet bliver yderligere forstærket af fastfoodrestauranten ved siden af indgangen til kirken. Her kan kirkegængerne stille sulten i Bob's Burger, der er Brasiliens svar på McDonald's. Medlemmerne har ikke noget problem med denne tilstedeværelse af fastfood og neonlys fra burgermenuer klos op ad deres helligste tempel.

-- Vi er pragmatikere. Restauranten er en nem og praktisk løsning for mange af kirkens medlemmer. Så sidder man jo heller ikke inde i kirken og tænker på mad, griner Alessandra, der forlod den katolske kirke, fordi den i hendes øjne er håbløst konservativ.

Gudstjenesten er ved at være forbi, og prædikanten opfordrer folk, som ikke har råd til en bibel, om at komme hen til alteret for at modtage en gratis udgave. En bibel koster 10 real (30 kroner), hvilket er en betragtelig udgift for mange af de forsamlede. Godt 40 mennesker rejser sig. Bagefter beder prædikanten frivillige i forsamlingen om at donere en bibel i sagens tjeneste.

Givere og modtagere af Bibelen står på række over for hinanden og udveksler gaven med smil og kram under kyndig vejledning af prædikanten. Det er en transaktion, der foregår mellem medlemmerne af kirken – der imidlertid scorer profitten. Præcis den slags forhold, som har fået kritikerne op af stolen, fordi det lugter af udnyttelse af folks tro i kommercielt øjemed.

Ingen ved præcis, hvor mange penge kirken får i donationer. De brasilianske medier spekulerer i mange hundrede millioner dollar hvert år, men tallene er aldrig blevet be- eller afkræftet af kirken, der er tavs som graven. I 1995 offentliggjorde kirken ved en fejl en intern rapport, der hurtigt blev taget op i brasilianske medier. Dengang drejede det sig om 950 millioner dollar i årlige indtægter. Når man ser kirkens udgifter i 2007 – kirken har netop opkøbt en tv-station i delstaten Rio Grande do Sul – tyder meget på, at pengene fortsat fosser ind i kirkekassen.

Donationer er en fast bestanddel af alle kirkesamfund. Men pinsebevægelsen tager i praksis modellen et skridt videre og sætter lighedstegn ved donationer og mirakler. Man kan ikke få det ene uden det andet:

-- For at få adgang til velsignelse og mirakler, skal man være i alliance med Gud, og det gør man ved at skænke kirken donationer, forklarer Campos.

-- Gud garanterer velsignelse og lever altid op til sin del af aftalen. Hvis der ikke sker noget, er det fordi, den troende ikke er stærk nok i troen. Det er ikke kirkens eller Guds skyld. Det er menneskelig svaghed og tvivl på miraklet, siger han.

De medlemmer, som Kristeligt Dagblad taler med, kan ikke ikke se problemet.

-- Det er jo op til den enkelte at give donationer, siger Rosa, der er menigt medlem.

-- Man bør huske på, at pengene går til vedligeholdelse af kirken. Det er til alles bedste, tilføjer hun.

Veninden Alessandra istemmer:

-- Hvad er der galt i at donere penge, hvis det inspirerer dig til at handle i en større sags tjeneste? Den katolske kirke siger, at vi blot skal sætte vores lid til Gud. Evangelisterne fortæller os, at vi skal sætte vores lid til egne evner. De er mere resultatorienterede. De lærer os at kæmpe for, hvad vi ønsker af livet, siger hun.

Ifølge Alessandra har den traditionelle kirke et imageproblem:

-- Den katolske gudstjeneste er deprimerende. Man går derfra med et amen og et bukket hoved. Her går man hjem med overskud og en vilje i kroppen til at få tingene til at ske. Jeg kommer opløftet og glad ud af kirken, forklarer hun.

Antallet af erklærede katolikker er siden 1940'erne faldet med 20 procent, og i dag er det kun cirka 75 procent af Brasiliens 186 millioner, der anerkender paven i Rom som deres religiøse overhoved.

Udviklingen har fået den katolske kirke til at vågne af tornerosesøvnen. De er også begyndt at sende på landsdækkende tv, men er endnu ikke så skrappe til at udnytte medierne som pinsebevægelsen. Den katolske kirke har i dag sin egen tv-kanal, Life Network, som skal stoppe medlemsflugten.

Det kan måske ændre på udviklingen på længere sigt, men indtil videre tyder meget på, at brasilianerne nok fødes katolske, men at mange med årene bliver evangelister.

udland@kristeligt-dagblad.dk