Alani Santos får de lamme til at gå og de stumme til at tale. Helligåndens helbredende kræfter strømmer angiveligt gennem hendes 13-årige fingre og gør det af med kræftknuder, utugtige tendenser og andre lidelser, som hendes mange tilbedere bærer rundt på.
Videnskabeligt bevist er den unge teenagers evner ikke. Alligevel valfarter folk til fra nær og fjern for at tage del i den ugentlige ceremoni, der foregår i et fattigt kvarter i udkanten af Rio de Janeiro, Brasiliens næststørste by.
I det tidligere butikslokale driver fugten ned ad de mintgrønne vægge, og belysningen er omtrent som i et supermarked. Præsten er netop færdig med sin prædiken, og nu gjalder melankolske toner ud af væggenes skrattende højttalere. Aftenens godt 70 kirkegængere stimler sammen foran scenen.
Alani Santos lægger sin hånd på hovedet af samtlige gæster, en efter en.
En kvinde har rejst hele dagen, fordi hun kan mærke en knude i brystet. Kvinden gør korsets tegn og folder hænderne foran ansigtet. Hun lukker øjnene. Mærker de unge fingre på sin hovedbund. Bare dog Alani kan få knuden til at forsvinde, tænker hun.
”Hvis ikke Alani kan, er der ingen, der kan. Hun er udvalgt af Gud,” lovede præsten.
Alani Santos er en af Brasiliens mest berømte børneprædikanter.
Der er ikke tal på, hvor mange af hendes slags der findes i landet, men det anslås til at være tusinder. Og der kommer hele tiden nye til. De unge mirakelmagere er alle en del af Pinsekirken, et trossamfund, som oplever massiv fremgang i Brasilien.
Førhen valfartede Alani Santos’ mange tilhørere til områdets katolske kirker. Brasilien har længe udgjort verdens største katolske samfund, men de dage ser ud til snart at være ovre.
For mens Pinsekirken vokser og vokser, mister den brasilianske katolicisme terræn. Cirka halvdelen af Brasiliens voksne befolkning betragter sig ganske vist stadig som katolikker, men antallet er hastigt dalende. I 2014 var det 60 procent, og i 1970 foretrak hele 92 procent af brasilianerne den katolske kirke. Det viser en ny undersøgelse foretaget af det brasilianske analyseinstitut, Datafolha.
I samme periode er frikirker som især Pinsekirken vokset fra at udgøre fem procent af befolkningen til 22 procent. Den protestantiske del af befolkningen forbliver samtidig stabil på cirka 30 procent af befolkningen, mens den ikke-troende del er vokset til 14 procent.
For at standse udviklingen forsøger den katolske kirke at efterligne Pinsekirken. Flere steder slår katolikkerne dørene op til kirker, som tilbyder samme type helbredelse som børneprædikanternes, og de forsøger at udvikle karismatiske kendisser som præsten Marcelo Rossi, der også udgiver musik og giver koncerter, mens han promoveres i rigt omfang på sociale medier.
Indtil videre har bestræbelserne ikke hjulpet.
”Førhen blev brasilianerne født og begravet som katolikker. Det var en selvfølge. De dage er for længst forbi. Om mindre end 15 år vil katolicismen miste sin titel som den største religion i Brasilien,” spår religionsprofessor R. Andrew Chesnut fra universitetet i Virginia, USA.
Da katolicismen begyndte at skrumpe i 1970’erne, var Brasilien underlagt et militærdiktatur, der så katolicismen som en trussel, fordi mange katolske præster kæmpede for social lighed og flere rettigheder til landets fattigste. Diktaturet gjorde derfor sit til at undertrykke præsternes prædikener om lighed.
Siden da har den katolske kirke forsøgt at opfordre landets fattige til at acceptere deres situation. I det jordiske liv er der ikke meget at ændre, men der er mulighed for at komme i himmeriget, hvis man lever efter Guds forskrifter.
Pinsekirken lover til gengæld ændringer her og nu. Uanset, om man er alkoholiker, uhelbredeligt syg, eller hvis ægteskabet knirker. Det har vist sig effektivt, fordi landets politikere står over for en næsten umulig udfordring med at ændre Brasiliens ekstreme ulighed. I favelaerne, Brasiliens slumkvarterer, hvor millioner af mennesker ofte bor ulovligt i blikhytter, har regeringen mistet kontrollen til gangstere og narkobander.
Det er ikke svært for brasilianerne at give slip på den katolske kirke. I tidligere tider prægede afrikanske slaver og deres medbragte religioner Brasilien, og befolkningen har derfor historisk set altid været åbne for alternativer til katolicismen.
”Når et samfund ikke længere tror på, at regeringen kan løse deres sociale, politiske og økonomiske problemer, virker overnaturlige kræfter pludselig ikke som så dum en idé,” siger R. Andrew Chesnut.
I mellemtiden har den katolske kirke alt for længe forholdt sig passiv og synker nu dybere ned i en negativ spiral. Færre katolikker betyder, at færre mennesker bliver gift og føder børn ind i den katolske tro. Samtidig døber kirken ikke børn, hvis forældre ikke er viet af en katolsk præst, ligesom skilte medlemmer ikke må gå altergang.
Valget af argentineren pave Frans i 2013 betragtes af mange som et forsøg på dæmme op for katolicismens negative udvikling i Latinamerika, men selvom han er yderst vellidt i Brasilien, fortsætter katolicismen med at svinde ind.
Selv beskylder paven den katolske kirke for at være for optaget af emner som homoseksuelle ægteskaber og abort. Kirken skal fokusere mindre på politik og bureaukrati og mere på at forkynde evangeliet, sagde han under et besøg i Brasilien.
Til gengæld virker Pinsekirkens strategi. Og den er ikke tilfældig. Kirkens ledere har foretaget undersøgelser for at analysere folkets behov, så de ved, hvad de skal tilbyde, ligesom de har etableret vidtrækkende kvalitetsmedier på både tv og print for at nå ud til flest mulige medlemmer. Foruden de mange små pinsekirker rundtom i de fattige kvarterer bygges også kæmpekirker som Solomon-kirken i Sao Paulo, landets største by, med plads til 10.000 mennesker.
Pinsekirken er til stede overalt og på alle niveauer i det brasilianske samfund, også i det politiske system, hvor de får mere og mere indflydelse. Det ses blandt andet i den højredrejning, som landet oplever, hvor kvinder og minoriteter efter en årrække med fremgang nu oplever modvind på ny.
Pinsekirken hylder et yderst konservativt livssyn og har for nylig haft held til at få aflyst en antihomofobisk uddannelseskampagne; den har gjort det sværere for kvinder at få abort, ligesom en informationsvideo om aids, som var målrettet homoseksuelle, også er blevet trukket tilbage.
Pinsekirken opstod egentlig i USA i begyndelsen af 1900-tallet, men blev via missionærer efterfølgende udbredt i Latinamerika. Selvom religionen vokser på hele kontinentet, er det ingenting i forhold til dens popularitet i Brasilien.
Det, der karakteriserer Pinsekirkens tro og lære, er den måde, Helligånden giver sig til kende på.
Tilhængerne af frikirken tror på, at de ved bøn og håndspålæggelse kan få adgang til Helligåndens særlige kræfter. På samme måde, som når Jesus i Biblen helbreder de uhelbredeligt syge.
Men frikirken lægger vægt på, at det ikke kun er de uddannede, præsterne, som har mulighed for at helbrede. De fattige, dem uden uddannelse og selv børn kan skabe mirakler.
I sin bog ”Born Again in Brazil” (Genfødt i Brasilien) skriver R. Andrew Chesnut, at børneprædikanterne har fundet deres helt egen niche. De prædiker med samme engagement og troværdighed som ældre præster, men udstråler samtidig barnets uskyld.
”Børnene gør Pinsekirken unik,” siger Chesnut.
Den udbredte forståelse er dog, at ikke alle har samme adgang til de guddommelige kræfter.
Enkelte, som Alani Santos, er særligt udvalgt af Gud.
Wellington Da Fonte står nær scenen under Alani Santos’ ceremoni. Han har strøget sin lilla skjorte og sat sine korte krøller med gel. Tøjet dufter af den parfume, han har købt i kiosken, og under armen bærer han Biblen.
”Jeg ser Alani hver uge,” siger den 41-årige bager.
For år tilbage var han efter eget udsagn et dårligt menneske. Han drak, han røg, og han var sin kone utro. En dag lænkede en ulidelig rygsmerte ham til sengen.
”Jeg kunne ikke arbejde. Lægerne ville ikke gøre noget. De sagde, det var uhelbredeligt,” fortæller Wellington Da Fonte.
Før var han katolik. Det er han ikke længere. Han oplevede en lethed i kroppen, da Alani lagde sin lindrende hånd på hans mørke lokker. I dag føler han kun sjældent smerter i ryggen, han er sin hustru tro, og han bager brød igen.
Pinsekirken står i særdeleshed stærkt i Brasiliens favelaer, hvor også Wellington Da Fonte bor.
R. Andrew Chesnut forklarer, at indbyggerne i favelaerne ofte føler sig overset af regeringen og forbigået af katolicismen.
Brasiliens fattige har begrænset adgang til sygehusvæsenet og ser derfor et kærkomment alternativ i Pinsekirkens fokus på det overnaturlige. Pinsekirken tilbyder ligeledes et fællesskab, som sjældent er at finde i de fattige kvarterer.
Desuden har byens, ofte mørklødede, fattige lettere ved at identificere sig med Pinsebevægelsens præster og prædikanter, som hovedsageligt kommer fra samme trange kår.
”De hvide og højere uddannede katolske præster betragtes som en del af landets elite, og det er Brasiliens fattige begyndt at tage afstand fra,” siger R. Andrew Chesnut.
I kirkens fugtige baglokale uden vinduer klikker præsten Adauto Santos sig ind på en video. Den er blevet set flere end hundredtusinde gange. Videoen skal illustrere, hvorfor det altså ikke er hans valg, at Alani, hans datter, er børneprædikant.
Billederne viser en ceremoni fra 2011. Den dengang syv-årige Alani lægger hænderne på brystet af en ældre japansk kvinde med slidgigt i knæene. Kun med besvær og krykker kan hun gå, men nu rejser hun sig fra stolen. Uden hjælpemidler vandrer hun rundt i lokalet med tårer i øjnene og armene i vejret.
I videoens kommentarspor vil en nysgerrig sjæl gerne vide, hvor mange penge den japanske kvinde har fået for at simulere slidgigten.
”Det er et mirakel,” siger Adauto Santos med blikket fæstnet til den stationære computerskærm.
”Jeg kan ikke bestemme over den gave, som min datter har fået af Gud. Det er ude af min kontrol. Du kan lære at synge og bede, men du kan ikke lære det her,” siger børneprædikantens far og prikker til skærmen.
Som Alanis manager får han ofte henvendelser fra myndighederne, der indimellem sender psykologer for at undersøge Alani.
Som andre børneprædikanter har hun en spækket kalender. Ud over de ugentlige gudstjenester i Rio de Janeiro rejser hun rundt i landet for at optræde, ligesom hun giver video-velsignelser til folk i andre lande. Især japanerne er interesserede i hendes prædikener.
Adauto Santos organiserer arbejdet og lever til dels af sin datters popularitet. Derfor undersøges Alanis arbejdsforhold af myndighederne. Faderen mistænkes for at udsætte sin datter for børnearbejde.
Det har altid været hendes eget valg, siger Adauto Santos. Lige siden hun begyndte som fem-årig.
Men børneprædikanterne kritiseres også internt i Pinsekirken. Eksempelvis af Silas Malafaia, en præst, der anses for at være en religiøs superstjerne. Han har sit eget tv-program, som sendes i flere lande, og han gæsteoptræder i USA’s mega-kirker.
Silas Malafaia mener, at børnene udnyttes, fordi forældrene har kommercielle interesser. De får løn af kirken, modtager donationer fra kirkegængerne og sælger dvd’er om miraklerne.
Han mener ikke, at Alanis arbejde handler om Gud, men om penge.
Til trods for kritikken fortsætter opbakningen til Alani og andre børneprædikanter med at vokse. Men kampen om kirkegængerne er hård. Publikum forventer spektakulære mirakler og fantastiske historier om frelse. Det handler om at være til stede på Facebook og andre sociale medier, og præsterne er gerne prostituerede, narkohandlere og mordere.
Alanis far er ingen undtagelse.
”Jeg er ikke meget for at tale om det. Det hører jo fortiden til. Du vokser ikke ved at dvæle ved fortiden,” siger han.
Men åbner alligevel lidt op.
Førhen boede han i Sao Paulo. Han ejede en frisørsalon, og sammen med sin bror stjal han biler. De endte begge i spjældet. Broderen begyndte at gå til gudstjenester, som Pinsekirken arrangerede for de indsatte. Han forlod den katolske kirke og lod sig omvende.
”Min bror begyndte at forandre sig. Han blev gladere, venligere. Han blev et bedre menneske,” erindrer Adauto Santos, som også selv begyndte at gå til gudstjenesterne.
”Pinsekirken er en modgift til den syndige livsstil, jeg førte før.”
Som 13-årig har Alani Santos allerede knap et årtis erfaring. Hun har givet dusinvis af interviews til både lokale og internationale medier, og hun er god til det. Hun elsker at posere foran kameraet, argumenterne virker indstuderede, men hendes gestik giver ordene pondus.
Som når hun forklarer om sine fremtidsdrømme:
”Når jeg bliver ældre, vil jeg gerne arbejde som neurolog,” siger hun og holder en kort pause.
”Mange mennesker tror kun på medicin. Men jeg vil forene den medicinske verden med den kirkelige. Jeg vil bruge min evne til at skabe mirakler i de tilfælde, hvor lægevidenskaben ikke rækker.”
Alligevel insisterer Alani på, at hun lever et normalt liv ved siden af de kirkelige forpligtelser. Fest, alkohol og stævnemøder er udelukket, men hun går i skole, ser film i biografen med sine veninder, og i klassen behandles hun på lige fod med de andre elever.
”Nogle gange er der nogle af drengene, som siger, at de har brug for et mirakel. Men det er kun, hvis de har glemt at lave deres lektier,” siger teenageren, som efter eget udsagn ikke lader sig tynge af, at hundredvis af mennesker sætter deres lid til hende hver dag.
”Jeg føler det ikke som noget stort ansvar at hjælpe mennesker. For det er jo ikke mig, der udfører miraklerne. Det er Gud.”