Plejer er død i amerikansk politik

I 100 år har der i USA været bestemte regler for kampagnemetode, mediesamarbejde, vælgeranalyse, kandidatadfærd og -sprogbrug. Donald Trump aflivede dem alle

”Siden omkring 1900 har der i USA været en kampagnebevidsthed, som gik ud på, at det var umuligt at tale folk op af sofaen. Halvdelen af befolkningen bliver hjemme hver gang, og derfor har bestræbelsen været at gå ud og banke på døren hos dem, man ønskede en stemme fra. Men plejer er død i den forstand, at Trump har mobiliseret nogle vælgere, der aldrig er blevet mobiliseret før."
”Siden omkring 1900 har der i USA været en kampagnebevidsthed, som gik ud på, at det var umuligt at tale folk op af sofaen. Halvdelen af befolkningen bliver hjemme hver gang, og derfor har bestræbelsen været at gå ud og banke på døren hos dem, man ønskede en stemme fra. Men plejer er død i den forstand, at Trump har mobiliseret nogle vælgere, der aldrig er blevet mobiliseret før." . Foto: Brynn Anderson/AP/Polfoto.

En af de mest stabiliserende og tryghedsskabende faktorer i amerikansk politik er gået bort. Op gennem det 20. århundrede og et stykke ind i det 21. har der været en tænkning om, hvordan man som politisk parti når ud til sine vælgere, og hvordan man som præsidentkandidat skal tale og agere, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at blive valgt, som har været nogenlunde uforandret. Men her i 2016 skete noget helt andet.

I en alder af over 100 år – og efter at have levet et markant og indflydelsesrigt liv – er plejer død.

”Siden omkring 1900 har der i USA været en kampagnebevidsthed, som gik ud på, at det var umuligt at tale folk op af sofaen. Halvdelen af befolkningen bliver hjemme hver gang, og derfor har bestræbelsen været at gå ud og banke på døren hos dem, man ønskede en stemme fra. Men plejer er død i den forstand, at Trump har mobiliseret nogle vælgere, der aldrig er blevet mobiliseret før, og det har han ikke gjort ved at bruge fødderne, men ved at bruge munden,” forklarer Lars L. Nielsen, der er direktør i kommunikationsfirmaet Public Affairs og mangeårig følger af amerikanske valgkampe.

Når analytikere har forklaret tidligere politiske udfald, for eksempel at Barack Obama vandt den demokratiske nominering i konkurrence med Hillary Clinton i 2008, er der blevet peget på måden, man organiserede partiapparatet på, og hvilke metoder man brugte til at nå de potentielle vælgere. Fokusgrupper og meningsmålinger er blevet brugt til at kende vælgere, og målrettede kampagner på sociale medier supplerer traditionel gå på gaden-strategi.

Her i 2016 havde Hillary Clinton lært af nogle af sine fejl, men begik den klassiske fejl at kæmpe en ny krig med den forrige krigs midler. Alt analysearbejde, der har været anvendt for at finde frem til de helt rigtige modtagergrupper, fejlede mod en kandidat, der stort set kun er afsender. Han analyserer næsten ikke, han annoncerer næsten ikke. Han taler. Med store bogstaver.

Lars L. Nielsen tilføjer, at det ikke kun er Trumps evne til at tale sofavælgere hen til stemmeurnerne fra distancen, der får ham til at erklære plejer for død.

På dødsattesten skal også stå, at der hidtil har været en antagelse om, at det er umuligt at vinde et valg uden at have massiv støtte fra medier og dele af det amerikanske establishment. Det har også været anerkendt, at hvis det lykkes modparten at få stemplet en kandidat som løgnagtig, partihopper, uanstændig eller umoralsk, vil et valg til præsident være mere end vanskeligt. På alle disse områder har der måske aldrig været så belastet en præsidentkandidat som Donald Trump.

”Normalt ville det kunne afgøre et valg, hvis en lang række kvinder stod frem og fortalte, at en kandidat havde forulempet dem. Trumps uanstændige sprogbrug og det, at han har flere skilsmisser bag sig, ville også diskvalificere. Men det ser ud til, at den antifølelse mod alt og alle, som har drevet Trump frem, har blæst alle klassiske faktorer i valgkampe til side,” siger Lars L. Nielsen.

Rasmus Tue Pedersen er postdoc i statskundskab og forsker i negavtive kampagner og holdningsdannelse blandt vælgere. Han vil gerne være med til at erklære plejer død på en række punkter. For eksempel er det uhørt, at en person med så ringe opbakning i sit eget parti og helt uden erfaring fra politiske embeder når frem til verdens mest betydningsfulde folkevalgte post.

”Der var en måling, som viste, at hver femte af de vælgere, der havde stemt på Donald Trump, ikke mener, han er kompetent til eller har det rette temperament til at være præsident. Hvis man skal forstå, hvorfor han så alligevel kan blive præsident, må man forstå, hvor stor en afsky Hillary Clinton er genstand for i brede kredse,” forklarer han.

Men selvom plejer var død ved dette valg, hører Rasmus Tue Pedersen ikke til dem, der mener, at helt nye politiske skillelinjer er ved at tegne sig. Han peger blandt andet på, at alle de kandidater, som blev valgt ind i Kongressens to kamre – og som partimæssigt fordeler sig næsten ligesom før valget – har fulgt de gængse opskrifter på politisk succes gennem målgruppebevidsthed, kampagnestrategi og personlig troværdighed. Trump er en undtagelse.

Lars L. Nielsen er da heller ikke sikker på, at Trumps sejr indvarsler en helt ny normal for amerikanske valgkampe. Hvis præsidenten søger at blive genvalgt i 2020, er der i hvert fald grænser for, hvor meget han kan profilere sig som en person, der står uden for ”sumpen” af magthavere i Washington D.C.:

”Et er dette års valg. Om et års tid vil vi kunne se, om denne måde at føre politisk kampagne på var en enlig svale. Til den tid kan han have foretaget sig politiske handlinger, hvor han ikke kan løbe fra ansvaret. Til den tid vil vi se, om plejer virkelig er død i amerikansk politik, eller om det kun var ved dette valg.”