Tvivlen var begyndt at melde sig selv i Eric Zemmours egen lejr. Ville den ultrakonservative polemiker i sidste ende have modet til at stille op til det franske præsidentvalg i april næste år? Efter en politisk lynkarriere, hvor den kendte journalist og forfatter stormede frem i meningsmålingerne og nappede den nationalkonservative Marine Le Pen i haserne, begyndte hans uafklarede status som måske og måske ikke-kandidat at tage luften ud af den 63-åriges politiske ballon. Kontroversielle forsøg på at slå politisk mønt af ofrene for terrorangrebet mod Bataclan og senest en skråt op-finger efter et mislykket besøg i Marseille i weekenden har givet bagslag, ligesom rygter om, at han har gjort sin kampagneleder gravid, ikke har hjulpet.
Men tirsdag middag blev det officielt. I en video på de sociale medier tjekkede han ind i valgkampen til tonerne af Beethovens 7. symfoni og med en fyldt bogreol i baggrunden, mens kaotiske billeder af migranter, video-overvågning af overfald på banegårde og Notre Dame i ruiner ledsagede Zemmours oplæsning af en skræmmende tekst om et Frankrig i forfald.
”I er blevet internt fordrevne i jeres eget land og længes tilbage til det blide Frankrig, vores forældre kendte. Jeg troede, politikerne ville gribe den fakkel, jeg holdt op som journalist. Men de har svigtet jer. Derfor har jeg besluttet at stille op til præsidentvalget,” lød det i den 10 minutter lange tale.
Dermed slår Zemmour fast med syvtommersøm, at præsidentvalget til næste forår bliver en værdikamp om et nationalkonservativt verdenssyn. Men ved at udløse spændingen har han også skabt trængsel på den franske højrefløj.
Han har gjort den højrenationale Marine Le Pens håb til skamme om, at han i sidste ende ville bakke op om National Samlings præsidentkandidat, så de sammen kunne tiltrække de 35 procent af vælgerne, som ifølge meningsmålingerne ønsker en nationalkonservativ præsident. Nu skal de kappes om at kvalificere sig til at møde formentlig præsident Emmanuel Macron i anden og afgørende valgrunde den 24 april 2022.
Efter at have halet ind på Marine Le Pen i oktober og november, er Eric Zemmour nu sakket bagud igen. Og det kan blive højrevælgerne fra det traditionelle gaullistiske højreparti, Republikanerne, der kommer til at afgøre, hvem af de to der går sejrrigt ud af den højrenationale duel.
Republikanernes præsidentkandidat bliver først udpeget på lørdag efter et primærvalg blandt partiets medlemmer. Og alt tyder på, at præsidentvalget kan blive partiets skæbnetime. Fem politikere kæmper om at kunne tage revanche efter katastrofevalget i 2017, da den daværende kandidat, Francois Fillon, tabte et valg, han ellers var favorit til at vinde.
Siden er de franske højrevælgere rykket markant mod højre. Og Fillons kernevælgere er i dag blandt dem, der er mest fristet af Eric Zemmour og hans aura som intellektuel forfatter og tænker, hvorimod navnet Le Pen altid har fremstået som mere vulgært og mindre stuerent i denne vælgergruppe.
Samtidig har Eric Zemmour skubbet retorikken mod migration og kriminalitet længere til højre. Alle fem republikanske kandidater har skærpet deres forslag om stramninger på indvandrings- og sikkerhedsområdet.
Men det har også trukket en skillelinje mellem dem, der mest tydeligt er sprunget på den højrenationale vogn, som parlamentsmedlemmet Eric Ciotti. Og på den anden side især de tidligere ministre Xavier Bertrand og Valérie Pécresse, som står for et mere traditionelt konservativt samfundssyn kombineret med humanisme og økonomisk liberalisme.
Jokeren kan blive EU’s tidligere Brexit-forhandler, Michel Barnier. Men uanset hvilken linje, der går sejrrigt ud af primærvalget på lørdag, vil den republikanske kandidat komme til at stå på et meget lille og snævert sted i fransk politik.
Den nationalkonservative banehalvdel er allerede domineret af Marine Le Pen og Eric Zemmour. Og den liberale midte har de sidste fem år været okkuperet af Emmanuel Macron, som siden valget i 2017 er rykket længere hen over midten og har tiltrukket de højrevælgere, der står fast på et liberalt samfundssyn, både økonomisk og værdimæssigt. Spørgsmålet er, om Republikanerne fortsat har en fremtid på dette vigende, politiske territorium.
Eric Zemmour, der ikke har noget partiapparat bag sig, skal nu bevise, at han kan skifte ham fra dreven debattør med én kerneidé om Frankrigs forfald til politiker med en komplet palet af politiske løsninger. Men for både Marine Le Pen og for Republikanerne er den nye kandidat ikke godt nyt.