Prøv avisen
80-året for Anden Verdenskrig

Polen kræver nu tysk krigsskadeerstatning

Arkadiusz Mularczyk, kommissionsformanden for den polske kommission, der skal undersøge omfanget af de tyske ødelæggelser i Polen under Anden Verdenskrig, har allerede talt om erstatninger svarende til over 6000 milliarder kroner. Det er dog ikke forventning om, at kravet bliver imødekommet, siger dansk ekspert. På billedet fra 1939 sidder den 9-årige Ryszard Pajewski i ruinerne af det, der engang var hans hjem i den polske hovedstad Warszawa. Foto: Julien Bryan/Wikimedia Commons

Forud for søndagens mindehøjtidelighed for 80-året for Hitler-tysklands overfald på Polen har den polske nationalkonservative regering fremsat krav til Tyskland om enorme krigsskadeerstatninger. Kravet betragtes som politisk opportunisme forud for polsk valgkamp, men er også udtryk for ubearbejdede sår

80 år efter at nazisterne smed de første bomber over Polen, kan man stadig høre ekkoet efter ødelæggelserne i en bitter strid mellem den polske og den tyske regering. Når Polen med det nationalkonservative regeringsparti, Lov og Retfærdighed (PiS), i spidsen i morgen mindes 80-året for Hitler-tysklands angreb, sker det ikke alene med mindetaler og blomsterkranse, men også med et krav om enorme tyske krigsskadeserstatninger.

”Polen har endnu ikke modtaget en passende kompensation fra Tyskland,” siger den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, forud for mindedagen.

”Vi mistede seks millioner mennesker i løbet af krigen – mange flere end lande, der modtog store erstatninger. Det er ikke retfærdigt. Dette kan ikke fortsætte,” siger han.

PiS, som kom til magten i 2015, har nedsat en kommission, som skal kortlægge omfanget af tyske krigsskader inden årets udgang, og kommissionsformand Arkadiusz Mularczyk har allerede talt om erstatninger svarende til over 6000 milliarder kroner. Den tyske regering har erkendt sit ansvar for nazisternes ødelæggelser, men har gentagne gange afvist ethvert krav om erstatning med henvisning til, at spørgsmålet blev lukket ved en aftale med det daværende DDR i 1953.

Berlin henviser blandt andet til, at Tyskland under London-aftalen i 1953, den første store konference om tysk krigsskadeserstatning, fik eftergivet halvdelen af sin gæld. Siden satte Frankrig, Sovjetunionen, Storbritannien og USA sig i 1990 sammen med DDR og Vesttyskland forud for genforeningen og indgik den såkaldte to plus fire-aftale om erstatninger, som ifølge Tyskland satte punktum for spørgsmålet.

Fra polsk side har man da heller ikke nogen forventning om, at kravet vil blive imødekommet, vurderer Søren Riishøj, lektor emeritus ved Syddansk Universitet og ekspert i østeuropæiske forhold. Det er ikke første gang, at regeringen kræver kompensation, men det er ikke lykkedes at få kravet igennem endnu.

”Den polske regering vil ikke opgive sagen, men den har ikke rejst og vil næppe rejse sagen ved en international domstol. Så der er primært tale om en trumf, man kan trække frem som pressionsmiddel, hvis man møder kritik fra Tyskland eller trues med EU-sanktioner. Efterkommere til tyskere fordrevet fra Polen efter Anden Verdenskrig har truet med erstatningskrav. Tankegangen er, at sker det, vil Polen igen rejse kravet om krigsskadeserstatninger,” siger han.

Regeringen udnytter samtidig de historiske mindedage maksimalt til at få politisk opbakning, herunder via kravene om erstatning. Der hersker stærkt antityske følelser i højreorienterede kredse i Polen, og regeringen ville blive beskyldt for at være kujoner og ville ved valget i oktober kunne miste stemmer til den yderste højrefløj, der-som kravet om krigsskades- erstatninger blev helt droppet, siger Søren Riishøj:

”Det hører med til billedet, at polakkerne er et patriotisk folk, og at rigtigt mange mener, at dette spørgsmål aldrig er blevet afsluttet. Polens historie er frygteligt betændt, og Anden Verdenskrig har traumatiseret og tynget polske efterkrigs-generationer.”

Polakkerne er stærkt splittede i spørgsmålet om fortiden. Den interne kamp om erindringen handler især om, i hvilket omfang polakkerne var ofre eller bødler under krigen. En fløj af historikere fokuserer på polsk meddelagtighed i nazisternes forbrydelser, mens en anden fløj tæt knyttet til tankegangen hos PiS-regeringen fokuserer på at skabe en national identitet ud fra den del af Polens historie, der opfattes som positiv såsom væbnet modstand mod nazister og kommunister.

Senest har morgendagens mindehøjtidelighed vakt spændinger, idet regeringen har flyttet ceremonien fra byen Gdansk, hvor det første slag mellem tyskere og polakker fandt sted, til hovedstaden, Warszawa. Ifølge kritikere er det sket, fordi Gdansk er for liberal for den nationalkonservative regering.

Anden Verdenskrig er det største traume i Polens historie, og traumet lever videre i de nyere generationer, blandt andet takket være skolernes historieundervisning. Det var også tilfældet under kommunismen, som imidlertid havde en selektiv tilgang og for-tiede nogle facetter af Anden Verdenskrig, herunder den røde hærs besættelse af halvdelen af Polen. Det påpeger Pawel Machcewicz, historiker og professor ved Polens Institut for Statskundskab i Warszawa. Han var frem til 2017 direktør for Museum for Anden Verdenskrig i Gdansk, men blev udskiftet af regeringen med det formål ”at lægge større vægt på den polske fortælling”.

”Minder om krigen er vævet ind i familiehistorien. Jeg kan selv huske min bedstemor fortælle om krigens rædsler,” siger han.

Indtil for cirka 20 år siden var Anden Verdenskrig imidlertid primært en historie om polsk heltemod og dermed også primært en historie om den polske befolkning som ofre for tyske og siden kommunistiske overgreb. Først inden for de seneste årtier er man begyndt at forske i og tale om den aktive rolle, som nogle polakker spillede i udrensningen af de polske jøder, påpeger Pawel Machcewicz.

”Denne mere komplekse historie om polakkerne ikke kun som helte og ofre, men også som gerningsmænd, har udløst meget følelsesladede reaktioner,” siger han og henviser til en lov fra sidste år, som gør det strafbart at tale om ”polske dødslejre” og at beskylde ”den polske nation” for meddelagtighed i Nazitysklands forbrydelser.

Samtidig har Polen nemlig en selvforståelse som et folk, der er omgivet af magtfulde naboer og fjender, som truer nationen. Det afspejler sig i den ambivalente holdning til EU og NATO, som landet er medlem af, men som ikke entydigt opfattes som garanter for landets sikkerhed, men også som potentielle trusler mod den polske kultur og polske værdier. De tyske overgreb var af en sådan karakter, at der aldrig kan ydes en økonomisk erstatning, der kompenserer for polakkernes lidelser, mener Pawel Machcewicz.

”Den polske regering ved også godt, at der aldrig bliver tale om at få penge af Tyskland. Når kravet fremsættes, er det i rent politisk øjemed og sigter alene mod igen at fremmane dette billede af Tyskland som den truende nabo og som en fjende. Det afspejler den nationale selvforståelse af Polen som et offer for udenlandske magter,” siger han.

Selvom Polen ikke har juridisk krav på erstatninger, er det ikke givet, at sagen er lukket, mener Thomas Jäger, professor i international politik og udenrigspolitik ved Köln Universitet i Tyskland.

”I begyndelsen var det kun symbolpolitik. Men i dag kunne spørgsmålet imidlertid få mere alvorlige konsekvenser, for ud fra et tysk synspunkt er spørgsmålet i retslig forstand afgjort, men politisk kan det blive genåbnet,” siger han.

Selvom de polsk-tyske spændinger skaber overskrifter, hersker der samtidig en rig fælles erindringskultur mellem de to lande, understreger Thomas Jäger.

”Internationalt betragtes forholdet mellem de to stater som eksemplarisk: Tyskland har erkendt sin skyld uden forbehold og har på troværdig vis undskyldt. Landet betragter det som heldigt og ikke som en selvfølge at have genvundet gode forbindelser til sine naboer, som landet har påført så mange lidelser,” siger han.

”Polens historie er frygteligt betændt, og Anden Verdens-krig har trauma- tiseret og tynget polske efterkrigs- generationer.