Ved første øjekast er der intet nyt fra fronten i kampen om retsstaten. Forhandlingerne er stadig i hårdknude en uge efter, at Polen og Ungarn nægtede at stemme for EU’s gigantiske coronahjælpepakke og det flerårige budget, så længe coronamidlerne kædes sammen med respekt for retsstaten. I alt 1,8 milliarder euro venter på at blive dirigeret ud til de trængte europæiske økonomier. Og de blot 17 minutter, som blev ofret på krisen ved torsdagens videotopmøde mellem de 27 stats- og regeringschefer, bragte dem ikke nærmere nogen afklaring.
Men selvom Polen og Ungarn har krammet på Det Europæiske Råd og blokerer for coronahjælpen, er det tilhængerne af det liberale demokrati, der har fat i den lange ende, vurderer iagttagere efter den første konfrontation mellem de to rebelske lande og de øvrige medlemsstater.
”Ungarn og Polen er mere isolerede og står svagere end før torsdagens videotopmøde. De øvrige 25 lande har vist, at de ikke er i humør til at diskutere det hele forfra igen, for det indebærer en konflikt med Europa-Parlamentet, som ikke vil opgive retsstatsmekanismen,” siger Daniel Hegedüs, Østeuropa-forsker ved The German Marshall Fund i Berlin.
Det samme mener vicedirektør i tænketanken Europeum i Prag Christian Kvorning Lassen. Han peger på, at de to landes regeringschefer, Viktor Orbán og Mateusz Morawiecki, ”sætter alt på ét bræt” ved at gå noget nær enegang med at blokere for de penge, der skal hjælpe Europas økonomi på fode midt i coronapandemiens anden bølge.
”Ved at blokere for både det nye budget og coronapakken risikerer de at gøre sig meget upopulære. Spørgsmålet er, om de har interesse i at investere så megen politisk kapital i et spørgsmål, de står alene med. Ungarn og Polen kan blokere budgettet, men EU kan dybest set ikke give indrømmelser, for så åbner man for, at disse principper er til forhandling – for eksempel i optagelsesforhandlinger med nye medlemslande,” siger Christian Kvorning Lassen.
Han peger på, at Slovakiet og Tjekkiet, som tidligere har gjort fælles front med Polen og Ungarn i for eksempel migrationsspørgsmål, denne gang holder sig på afstand.
”De to andre lande i Visegradgruppen bakker ikke op om Viktor Orbán og Mateusz Morawiecki i denne sag. Den slovakiske regering har meddelt Polen og Ungarn, at ’der er en grænse’. Det er deres svage punkt,” siger Christian Kvorning Lassen.
Orbán har ikke haft held til at mobilisere sine allierede med sin retorik om, at kritikken af de ungarske indgreb mod retsvæsenets uafhængighed og den frie presse i landet er en straf for landets modstand mod migration.
Og selvom Morawiecki argumenterer for, at retsstatens fortalere vil påtvinge Polen at indføre ægteskab for par af samme køn eller fri abort, er det indgreb i retsvæsenets uafhængighed, der har udløst både en retssag ved EU-Domstolen og en såkaldt paragraf 7-sag om brud på retsstaten.
De to lande kan blokere forhandlingerne i flere måneder, forudser Daniel Hegedüs. Men tiden er ikke længere i deres favør, mener den ungarskfødte iagttager, der dog ikke regner med, at der kommer en aftale ved det kommende EU-topmøde den 10. december.
”Det er under alle omstændigheder for sent til, at det nye budget kan træde i kraft den 1. januar. Vi vil derfor fortsætte en måned ad gangen med det gamle budget. Det giver tid til at gennemtænke de mulige løsninger, så Polen og Ungarn undgår at tabe ansigt,” siger Daniel Hegedüs.
Især den polske regeringschef har brug for at vende hjem fra Bruxelles med en sejr for at tilfredsstille sine ultrakonservative koalitionspartnere, der truer med at vælte ham, hvis han giver efter for den retsstatsmekanisme, som egentlig blev aftalt på et topmøde i juli.
Den ultimative løsning ville være at vedtage coronahjælpepakken uden om Polen og Ungarn som en mellemstatslig aftale. De to lande ville i så fald gå glip af henholdsvis 20 og 4 milliarder euro i coronahjælp.
”Men det er især en trussel, som skal fremme andre løsninger. En mulighed, som er blevet nævnt af Tyskland, er, at retsstatsmekanismen ikke træder i kraft, før EU-Domstolen har taget stilling til det juridiske grundlag for den, herunder om den er et indgreb i medlemsstaternes rettigheder, og om den er i overensstemmelse med traktaterne. Det kan tage to år, før mekanismen bliver bindende,” siger Daniel Hegedüs.