Polen soler sig i Trumps opmærksomhed

Den polske regering håber, at Donald Trump kommer til Warszawa for at bekræfte USA’s evige troskab i værnet mod Rusland, men ved også, at den amerikanske præsident er alt andet end forudsigelig

Donald Trumps besøg minder mest af alt om et lille cirkus, mener denne polske kvinde. Hun kalder sig for Magda, men har som andre ældre mennesker i byen Zielona Gora ikke lyst til at oplyse sit rigtige navn til en fremmed. Enhver person kan være agent, siger en ældre herre lidt længere oppe ad gaden. –
Donald Trumps besøg minder mest af alt om et lille cirkus, mener denne polske kvinde. Hun kalder sig for Magda, men har som andre ældre mennesker i byen Zielona Gora ikke lyst til at oplyse sit rigtige navn til en fremmed. Enhver person kan være agent, siger en ældre herre lidt længere oppe ad gaden. – . Foto: Peter Krogh Andersen.

Når Donald Trump i morgen går på talerstolen i Warszawa, er alt nøje planlagt. Busser arrangeret af den nationalkonservative polske regering kommer ifølge lokale medier ind med venligstemte polakker, og en afspærring af Krasinski-pladsen skal sørge for, at potentielle demonstranter ikke stjæler opmærksomheden fra den amerikanske præsidents tv-transmitterede tale i den polske hovedstad.

Den største usikkerhed er: Hvad vil Donald Trump mon sige?

Trods officielle meldinger om de store linjer i talen er ingen i Polen blevet briefet om talens indhold, og Donald Trumps uforudsigelige natur skaber en del usikkerhed i Warszawa, lyder det fra en række polskbaserede eksperter, som Kristeligt Dagblad har talt med.

”Det helt store spørgsmål her i Polen er: Hvad vil han sige, og hvordan vil den polske regering reagere? Vil han forfølge en strategi og forsøge at opildne til splid i Europa, eller handler det her først og fremmest om politik hjemme i USA? Det hele er meget åbent,” siger Piotr Buras, der er leder af den udenrigspolitiske tænketank European Council on Foreign Relations’ kontor i Warszawa.

Den polske regering taler officielt om besøget som en ”kæmpe succes for polsk diplomati” og mener, at det vidner om Polens ændrede betydning på den globale scene. For Trump har valgt at besøge Warszawa før hovedstæder som Berlin, Paris eller London. Polakkerne vil gerne tale om import af gas fra USA, fordi Polen har planer om at stoppe leverancerne fra Rusland i 2022.

Bag scenen er der dog ingen tvivl om, at den altovervejende årsag til Donald Trumps besøg er muligheden for at få gode billeder, siger Piotr Buras. Efter et rodet og noget besynderligt Nato-topmøde i maj vil præsidenten gerne vise, at han har en fod inden for i Europa, inden han drager videre til Tyskland, hvor han kan forvente en langt køligere modtagelse.

Alt det betyder ikke så meget for Polen. Her opfattes et besøg af en amerikansk præsident altid positivt, fortæller Marcin Buzanski, leder af afdelingen for fred og stabilitet ved den polske tænketank Fundacja Pulaskiego:

”Uanset hvilken regering, der er i Washington, er et besøg af en amerikansk præsident vigtigt for et land som Polen. Og særligt med den nuværende trussel fra Rusland og uroen i Ukraine. For Polen er USA stadig den eneste ultimative garant for sikkerhed.”

Flere eksperter forventer, at Donald Trump genbruger noget af den amerikanske retorik fra 2003, hvor den daværende Bush-regering talte om det nye og det gamle Europa. Dengang handlede det om Frankrigs og Tysklands manglende opbakning til Irak-krigen – i dag er årsagerne til den hårdtslående retorik mere slørede, men bliver tilskrevet Trumps chefrådgiver Steve Bannon, der øjensynligt ser et splittet Europa som en fordel for USA.

Risikoen for splittende ord fra præsidenten skaber uro i Berlin, Bruxelles og den polske opposition, men er ifølge Marcin Buzanski ikke noget stort tema for den polske nationalkonservative regering. Den er ligesom Donald Trump på kant med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og EU-toppen og håber blot på, at Trump bekræfter USA’s beskyttelse af Natos østlige flanke – uden at han som sin forgænger Barack Obama kritiserer Polen for antidemokratisk lovgivning.

Noget anderledes ser ekspert i central- og østeuropæisk sikkerhedspolitik Milan Nic fra den tyske tænketank DGAP på eventuelle splittende ord om Europa. Efter at have holdt møder i Warszawa kalder han besøget for en ”velsignelse og forbandelse” for den polske regering.

”Donald Trumps besøg er en gave til Polen, men de aner ikke, hvad der vil ske. Og med truslen fra Rusland har Polen ingen interesse i, at Trump sender signaler om et opdelt Europa. Så den polske regering forbereder sig på at begrænse skaderne,” siger Milan Nic.

På gaden i den vestpolske by Zielona Gora tæt på den tyske grænse er det anderledes svært at finde begejstring eller bekymring op til Trumps besøg. En pensioneret kvinde på en bænk i den centrale del af byen har ikke meget til overs for besøget.

”For mig minder det om et lille cirkus. Jeg synes, det er tid til, at Polen lærer at klare sig selv i stedet for at være afhængig af andre lande,” siger kvinden, der kalder sig for Magda, men ikke vil oplyse sit fulde navn.

Hun betegner Donald Trump som ”karismatisk og lidt skør”, mens en ældre herre på en bænk lidt længere oppe ad samme gade bruger ordet uforudsigelig og siger, at præsidenten kun er i landet for at pleje sine egne interesser.

Holdningerne flugter nogenlunde med en opinionsundersøgelse fra det amerikanske analyseinstitut Pew Research Center, hvor kun 23 procent af polakkerne svarer, at de har tillid til Donald Trumps udenrigspolitik. For Barack Obama var tallet i dennes sidste tid som præsident på 58 procent.

Blandt de unge i Zielona Gora er ordet ligegyldighed dog mere dækkende end mistillid. De fleste har hørt, at Donald Trump kommer til Warszawa, men den tilspidsede situation i polsk politik gør, at de ikke orker at engagere sig.

Den 30-årige it-medarbejder Wojciech Kochaniak er en undtagelse. Han begyndte selv at følge med i politik, da Lov og Retfærdighedspartiet atter overtog regeringsmagten i 2015, og han kalder Donald Trump for en løgner uden respekt for demokratiet. Samme beskyldning er den polske regering blevet mødt med fra demonstranter efter en række kontroversielle lovændringer blandt andet om forfatningsdomstolen, som har ført til kritik fra EU-Kommissionen om at bryde med retsstatens principper.

”På den måde minder han om det polske regeringsparti, så besøget er vel en vindersag for begge parter,” siger Wojciech Kochaniak.

Uanset hvad Donald Trump reelt siger i morgen, vil den polske regering helt sikkert hylde besøget som en stor succes, siger politisk kommentator og tidligere leder af amerikanske studier på Universitetet i Warszawa, Bohdan Szklarski.

”Regeringen vil bruge enhver lille ros eller gestus fra Donald Trump til at fortælle historien om, at vi er noget særligt her i regionen, at vi er en særlig allieret for USA. Vi vil gerne være en regional leder, og vi vil gerne tro på, at selv hvis Nato fejler, så kommer USA og redder os.”

Det polsk-amerikanske venskab hyldes på de store plakater, som i Warszawas centrum gør reklame for den amerikanske præsidents besøg. –
Det polsk-amerikanske venskab hyldes på de store plakater, som i Warszawas centrum gør reklame for den amerikanske præsidents besøg. – Foto: Alik Keplicz/AP/ritzau