Prøv avisen

Polens opgør med fortidens diktaturer har udviklet sig til en skyttegravskrig

En polak holder et ”Tyske dødslejre”-banner ved en nationalistisk demonstration på 74-årsdagen for Den Røde Hærs befrielse af den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau. Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, sagde ved mindeceremonien på Auschwitz-dagen, at ”alt det onde kom fra dette land – det må vi ikke glemme, for ellers relativerer vi ondskaben. Den polske stat handler som sandhedens vogtere.” – Foto: Beata Zawrzel/NurPhoto/Sipa/Ritzau Scanpix

Tre årtier efter det kommunistiske regimes sammenbrud er den polske kamp om fortiden stærkere end nogensinde. Den nationalkonservative regering beskyldes for at fremme en enøjet erindringskultur med fokus på polske ofre for nazismen og kommunismen. Nuancerne er forsvundet, mener ung polak

Var polakkerne ofre eller bødler under nazismen? Og var de sovjetiske soldater Polens befriere eller snarere en ubuden gæst, som indførte endnu et brutalt diktatur efter nazisterne?

Både og, mener den 25-årige mediestuderende Ania Nowak fra den polske by Lodz. Men der er ikke plads til et både og i den polske debat om landets erindringskultur, som er blevet mere og mere betændt, siden det nationalkonservative Lov- og Retfærdighedsparti, PiS, for anden gang kom til magten i 2015, mener hun.

Partiet har ifølge kritikere fremmet en polsk nationalisme baseret på et yderst selektivt historiesyn. Det har været med til at polarisere EU-landet i en grad, at Ania Nowak selv blandt venner holder sig fra at diskutere polsk historie, selvom den optager alle.

”Lige nu er Polen delt i to. Dem, der støtter regeringen, og dem, der ikke gør. Jeg siger ikke, at der ikke er fejl på den anden side. Men jeg er foruroliget over, hvor aggressiv regeringen er,” siger hun.

”De gør kun splittelsen større ved at sige, at folk, der ikke er enige med dem, ikke er rigtige polakker, men forrædere,” siger Ania Nowak, der kalder sig liberal og tilhørende den politiske midte.

I dag, præcis 30 år efter, at den kommunistiske elite og Solidaritetsbevægelsen mødtes til de første rundbordssamtaler, som banede vejen for et fredeligt magtskifte og udskiftede det totalitære regime med demokrati og retsstatsprincipper, er den polske kamp om fortiden stærkere end nogensinde.

For et år siden mødte den polske regering massiv kritik for en ny lov, der gør det strafbart at beskylde ”den polske nation” for meddelagtighed i nazisternes forbrydelser.

Efter små justeringer af loven kvitterede Israel med en fælles erklæring underskrevet af premierminister Benjamin Netanyahu og den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, der lovpriste ”de heroiske handlinger fra mange polakker, der risikerede deres liv for at redde jødiske folk” under krigen og den ”systematiske hjælp og støtte til jødiske folk” fra den polske modstandsbevægelse og eksil-regering.

Polen er ikke ene om at lovgive mod historie-forfalskning, Tyskland straffer også holocaust-benægtelse, påpeger premierminister Morawiecki.

”Ja, vi havde tusindvis af ’Szmalcownicy’, polakker, der myrdede jøder eller forrådte dem til nazisterne. Samtidig hjalp 90.000 katolske polakker, selv i det besatte Warszawa, helvede på jord, deres jødiske naboer. Den polske undergrundsbevægelse og eksilregeringen i London samarbejdede aldrig med nazisterne. Vi støtter præcis forskning i vores historie,” har han sagt til nyhedsmagasinet Der Spiegel.

Omvendt har historikere som den polsk-amerikanske Jan T. Gross beskyldt PiS-regeringen for at kriminalisere sandheden, herunder holocaust-overlevendes beretninger om forræderi eller afpresning fra polske landsmænd.

Den betændte debat viser, at Polen har et kompleks, som skyldes, at landet har været delt i flere hundrede år, mener Ania Nowak. I 1800-tallet skrev den polske digter Adam Mickiewicz ligefrem om, at Polen var en Messias, der som den korsfæstede led for at beskytte Europa.

”Da vi endelig fik vores frihed, kom tyskerne og bagefter russerne. Vi har ingen nationaldage, der handler om noget godt. Alt handler om, at vi er blevet angrebet. Hitler gik mest efter jøderne og gav dem skylden for alt ondt, så det er ikke underligt, at vi mest har talt om jødiske ofre. Men ja, det er rigtigt, at der ikke har været meget fokus på andre ofre, ikke bare polske, men også ukrainske og rumænske. Men jeg forstår ikke, at det er noget, vi skal skændes om,” siger hun.

Den polske erindringskultur om holocaust er ellers meget bred, og den polske stat finansierer museer i mange forhenværende tyske koncentrationslejre, påpeger Peter Oliver Loew, som forsker i Polens historie ved Det Tyske Polen-Institut (DPI) i Darmstadt.

”Men den anden side af medaljen er de førende politiske handlinger, som lige nu er ret snævert koncentreret om polsk lidelse og heltemod,” siger han.

Ifølge Peter Oliver Loew har Anden Verdenskrig, som var forårsaget af tyskere, traumatiseret de polske efterkrigsgenerationer.

”I den tidlige efterkrigstid uden for Polen var det de jødiske lidelser, der blev husket, mens ikke-jødiske polakkers lidelser måske var kendte, men slet ikke i samme grad til stede i offentlighedens hukommelse.”

Når polakkerne har et så ambivalent forhold til fortiden, hænger det også sammen med, at det anti-tyske kommunistiske styre fra 1944 til 1989 cementerede tanken om polakkerne som ofre, for eksempel i landets skolebøger.

Den polske stat forsøgte at skabe opmærksomhed omkring den polske lidelse for eksempel ved at manipulere udstillingen i udryddelseslejren Auschwitz, påpeger Peter Oliver Loew.

”Denne form for erindring blev efter Murens fald i 1989 stærkt kritiseret i liberale kredse, og derfor er det også i dag en slags indre polsk problem – venstrefløjs-intellektuelle vil ikke tale for meget om polske ofre og foretrækker at tale om jødiske, mens højrefløjen koncentrerer sig om polsk lidelse,” siger han.

Striden står især mellem en fløj af historikere med folk som Jan T. Gross i spidsen, der fokuserer på polsk skyld, og en anden fløj tæt knyttet til tankegodset hos PiS-regeringen, der stempler Gross-fløjen som en ”skammens pædagogik” og fokuserer på at skabe en national identitet ud fra den del af Polens historie, der opfattes som positiv såsom væbnet modstand mod nazister og kommunister.

Det vurderer Wladyslaw Bulhak, som er historiker og seniorforsker ved det polske Institut for National Erindring (IPN). Han taler for en tredje vej.

”Diskussionen mellem de to hovedgrupper er efter min mening i høj grad baseret på moralske domme og ideologi. Polske jøder var den største gruppe af ofre, men også ikke-jødiske polakker blev dræbt. Når vi ser nærmere på detaljer og tal, mangler vi stadig mange data, hvis vi skal kunne etablere en fremtidig fortælling baseret på en uforfalsket historisk forståelse af fortidens tragiske hændelser. Nogle mennesker skjulte jøder og blev dræbt for det; andre overdrog jøder til nazisterne. De var en del af det samme samfund,” siger han og peger på, at én ting dog er positiv:

”I dag er alle fra venstre til højre stolte af dem, der hjalp jøder, mens dem, der assisterede tyskerne, betragtes som forrædere.”

At polakker var en del af det kommunistiske regime er også i store træk blevet fortrængt i den polske erindringskultur, påpeger Wladyslaw Bulhak. I 2013 blev et monument over den sovjetiske befrielse af Polen fra nazismen overhældt med maling inden indvielsen, og de politiske partier, ikke mindst PiS, kæmper for tiden om at profilere sig som den sande arvtager til den anti-kommunistiske opposition, Solidaritetsbevægelsen.

Tilbage i Lodz minder Ania Nowak om, at også den kommunistiske fortid er sammensat. Regimet var undertrykkende, men det var kommunisterne, der befriede Auschwitz. Hendes egen familie afspejler, hvor svært det er at tale sort-hvidt om historien, mener hun:

”Min oldefar var leder af en stor tekstilfabrik i Lodz, og det var han kun, fordi han var medlem af kommunistpartiet. Det kan man bebrejde ham i dag. Men kigger man nærmere efter, forbedrede han vilkårene for arbejderne i en tid, hvor de havde virkelig dårlige vilkår.”

I dag er alle fra venstre til højre stolte af dem, der hjalp jøder, mens dem, der assisterede tyskerne, betragtes som forrædere.

Wladyslaw Bulhak, historiker og seniorforsker
På grund af den oppiskede erindringsdebat er den polske mediestuderende Ania Nowak holdt op med at diskutere historie med sine venner. – Foto: Privat