Politidrabet af den sorte amerikaner George Floyd har ikke alene udløst et af de største oprør i amerikansk historie, men har også fået europæiske lande til at besinde sig på deres egen racisme. De seneste tre uger har titusinder af mennesker samlet sig til antiracistiske demonstrationer i vestlige storbyer, efter at George Floyd i løbet af 8 minutter og 46 sekunder blev kvalt under en hvid politimands fod.
Hans lidelser har udløst en debat om politibrutalitet og racisme, som ”vi skulle have haft for længe siden”, skriver det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel. Siden drabet har adskillige sorte borgere i Tyskland fortalt om oplevelser med racisme.
”Det burde nu stå klart også for den sidste fornægter: Racisme er ikke noget isoleret tilfælde. Næsten alle, der ikke hører til det hvide flertal, oplever den i både lille og stor skala. Racisme krænker. Spalter. Dræber. Og berører millioner af mennesker, også i Tyskland,” skriver Der Spiegel.
Delstaten Berlin vedtog forleden en lov, der forbyder forskelsbehandling af borgere i det offentlige system. Berlins justitssenator Dirk Behrendt fra De Grønne taler om ”en milepæl i statens antidiskriminationspolitik med landsdækkende appel”. Tysk politi har protesteret, mens justitsminister Horst Seehofer fra det konservative CSU kalder loven ”vanvid”.
”Men det handler om effektiv beskyttelse af mennesker – og det er faktisk politiets kerneopgave,” skriver Der Spiegel og tilføjer, at Tyskland har sine egne George Floyds:
I 2005 brændte Oury Jalloh bundet til en sofa ihjel i en celle på en politistation i Dessau. I 2001 døde Achidi John, efter at politiet tvang ham til at indtage brækmiddel. I 2019 døde William Tonou-Mbobda på et hospital i Hamborg, efter at sikkerhedspersonale havde spændt ham fast ved tvang. Initiativet Death in Custody (Død i forvaring) har registreret 159 sorte og farvede mennesker, som siden 1990 er døde i politiets varetægt i Tyskland.
I Frankrig har regeringen bebudet ændringer i politisystemet efter protester mod racisme og politibrutalitet. Politiskoler vil ikke længere undervise i kvælertag, og betjente vil blive suspenderet ved mistanke om racisme. Det løser dog ikke det grundlæggende problem med ”racial profiling”, det vil sige at udpege mistænkte på grund af deres hudfarve, skriver avisen Libération.
Som noget usædvanligt for en fransk leder har præsident Emmanuel Macron medgivet, at en persons ”adresse, navn, hudfarve” kan reducere vedkommendes mulighed for succes i det franske samfund. Præsidenten opfordrede søndag aften på fransk tv til at kæmpe for, at enhver ”kan finde sin plads” uanset etnisk oprindelse. Macron lovede ”at være kompromisløs i lyset af racisme, antisemitisme og diskrimination”, men afviste, at Frankrig skal fjerne statuer af skikkelser knyttet til slavehandel og kolonitiden, som det er sket i flere andre lande de seneste uger.
Anderledes ser det ud i Storbritannien. Londons borgmester, Sadiq Khan, har som omtalt her i avisen bebudet en gennemgang af hovedstadens monumenter med henblik på at fjerne skikkelser knyttet til slaveri. Khans beslutning kommer, efter at demonstranter i Bristol væltede en statue af Edward Colston, som både var filantrop og involveret i slavehandel. Og premierminister Boris Johnson nedsætter ifølge britiske medier nu en kommission, der skal undersøge racisme, ulighed og forskelsbehandling i landet.
Mange europæere har forsøgt at hævde, at forholdene er bedre for sorte mennesker i Europa end i USA, påpeger journalist Gary Younge i avisen The Guardian.
”Dermed ignorerer man Europas kolonialistiske fortid og dets racistiske nutid,” skriver han og fortsætter:
”Europa har en lige så gemen historie med racisme som Amerika – historierne er sammenflettet. Den væsentligste forskel er simpelthen, at Europa praktiserede sine mest ubehagelige former for racisme mod sorte – slaveri, kolonialisme, adskillelse – uden for sine egne grænser. Amerika internaliserede disse ting.”