Politiet advarer: Ældre udsættes for corona-bedrageri

Coronakrisen udnyttes til at svindle ældre borgere i både Danmark og udlandet. Nu advarer politiet mod tricktyve, der udgiver sig for at være fra Sundhedsstyrelsen og forsøger at skaffe sig adgang til ældre borgeres hjem og værdier

Efter flere tilfælde af corona-relateret tricktyveri advarer Rigspolitiet nu mod at lukke fremmede ind i sit hjem.
Efter flere tilfælde af corona-relateret tricktyveri advarer Rigspolitiet nu mod at lukke fremmede ind i sit hjem. . Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Coronakrisen er tid for hjemmekarantæne og hjælpsomhed. Overalt i landet blomstrer initiativer til at lette hverdagen for især ældre medborgere, men samtidig stikker en grim tendens nu hovedet frem:

Med tilbud om hjælp med indkøb eller testning for coronavirus forsøger bedragere at få adgang til dankort og pinkoder fra især ældre borgere. I flere lande advarer myndigheder mod problemet, og nu går Rigspolitiet også ud med en advarsel til borgerne.

Søren Enevoldsen fra Rigspolitiets nationale efterforskningscenter fortæller, at der på nuværende tidspunkt har været enkelte tilfælde, hvor personer har givet sig ud for at være fra Sundhedsstyrelsen og derigennem fået adgang til ældre borgeres hjem og værdier. Derfor opfordrer han også til ekstra årvågenhed i øjeblikket:

”Dukker der nogen op på ens adresse, uden man har været i forudgående kontakt med dem, skal man tænke sig om en ekstra gang – det er udmærket at være en smule skeptisk i disse tider. Og hvis man har ældre mennesker i sit netværk, håber jeg, man vil tage en snak med dem om, at Sundhedsstyrelsen ikke kommer uanmeldt på besøg – kommer der folk forbi, som man ikke i forvejen kender fra eksempelvis hjemmeplejen, så skal man ikke åbne, men i stedet ringe til politiet,” siger han.

Allerede i begyndelsen af marts advarede flere norske kommuner offentligt mod personer, der banker på folks døre og giver sig ud for at være sundhedspersonale, der skal teste folk, og i søndags kunne svenske medier berette om et bedrageriforsøg mod en ældre mand i Skåne. Svindlerne havde angiveligt tilbudt at hjælpe manden med indkøb, han skulle bare udlevere sit betalingskort og dertilhørende pinkode. Episoden har nu fået svensk politi til at advare andre mod at få hjælp fra personer, de ikke selv har taget kontakt til.

”Bliver dette en trend blandt bedragere, kan det sprede sig meget hurtigt,” lyder det fra Evalina Olsson, talsperson for svensk politi, i avisen Aftonbladet.

Herhjemme er en 83-årig kvinde fra Roskilde også blevet udsat for et coronarelateret tricktyveri. Til hjemmesiden Faglige Seniorer fortæller kvindens svigerdatter, Mette Overgaard, hvordan hendes svigermor blev ringet op fra et ukendt nummer af en mand, der udgav sig for at være fra Sundhedsstyrelsen.

”Manden sagde, at hun skulle testes, fordi der var coronavirus i hendes blok. Hun skulle derfor pakke en taske med pas, dankort og kontanter, som hun skulle tage med, så hun havde det på sig, hvis hun blev testet positivt for virussen,” siger hun.

Derefter bad svindleren den 83-årige gå over i det nærliggende beboerhus, hvor hun angiveligt skulle testes for virussen. Men i beboerhuset er der mørkt, og da den ældre kvinde stiller sig uforstående over for situationen, får hun at vide, at hun blot skal stille tasken med sine værdier fra sig, for tricktyven kan ikke komme til hende uden sin beskyttelsesdragt.

”Da går det op for min svigermor, at det er svindel. At nogen er ude på at stjæle fra hende. Så hun slukker telefonen og går hjem,” fortæller Mette Overgaard videre til Faglige Seniorer og understreger, at episoden var yderst ubehagelig.

I søndags kunne TV2 Østjylland desuden berette om lignende episoder i både Aarhus og Bjæverskov, og i fredags opfordrede den internationale politiorganisation Interpols generalsekretær, Jürgen Stock, folk over hele verden til at være ekstra påpasselige netop nu:

”Kriminelle udnytter frygten og uvisheden, som er skabt af covid-19 til at slå ned på uskyldige borgere, som kun ønsker at beskytte deres og deres kæres helbred,” lød det i en pressemeddelelse.